Prøv avisen

Kropsdonation: Når den afsjælede krop bliver et betydningsfuldt hylster

Hvert år vælger cirka 1000 danskere at testamentere deres krop til videnskaben. Illustration: Morten Voigt

Hvert år vælger cirka 1000 danskere at testamentere deres krop til videnskaben. Den afdøde krop opfattes i høj grad som et afsjælet hylster, og derfor vil flere lade deres jordiske rester tjene et formål

Det er et forunderligt syn, der møder en i Panum Instituttets dissektionssal i København en helt almindelig torsdag. På 10 stålborde ligger 10 afskårne ben pænt opstillet i to rækker. Lugten forekommer forbavsende kønsløs. Ikke hvad man vil forvente sig af et lokale med kropsdele. Og trangen til at prøve at identificere benenes ejermænd er svær at modstå. På et ben er huden lys og glat. Muligvis fra en yngre kvinde. Et andet er så misfarvet, tyndt og skrøbeligt, at det er svært at tro, at det nogensinde har kunnet bære et menneske.

Svagt snakkende bevæger en gruppe kirurgiske kursister sig rundt i lokalet for at studere, hvad de skal arbejde med de næste timer.

”De, der ligger her, har ikke bare givet deres krop. De giver erfaring,” siger overlæge Mostafa Benyahia, der underviser kursisternes i fod- og ankelkirurgi.

Man forstår hurtigt, hvad han mener, da de varsomt ved hjælp af skalpel, pincet og klemmer baner vej ind i foden.

”Kan du mærke den?”, spørger 44-årige Jørgen Baas. Forsigtigt vipper han storetåen op og ned, mens 29-årige Veronika Murlasits med fingeren i et snit på indersiden af foden forsøger at føle sig frem til en nerve. Ved første øjekast kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad i foden. Det kræver et stort følearbejde.

Cirka 1000 danskere skriver hvert år under på, at deres krop må gå til lignende formål, når de engang dør, og tallet er stigende. Netop muligheden for praktisk læring gør, at nytteværdien af donationerne ikke kan overvurderes, mener anatomiprofessor Jørgen Tranum-Jensen, der er ansvarlig for Københavns Universitets donationsordning.

”Vi gør, hvad vi kan, for at det foregår på en ordentlig måde, selvom det i lægmands øjne kan virke makabert. Kirurgiske kursister kan øve indgreb uden at være bange for at gøre skade på et levende menneske. Og lægestuderende får mulighed for at få det, de har læst om i bøger, mellem hænderne. Det er meget svært at blive fortrolig med menneskets anatomi uden den mulighed,” forklarer han.

Størstedelen af kursisterne er kirurger, så situationen er ikke fremmed for dem. Øjnene er stift rettet mod de åbne snit i foden, og tanken om, at de sidder med en død persons ben, er kun en svag summen i et afsides hjørne af bevidstheden.

Men når lægestuderende indtager dissektionssalen for første gang allerede på tredje semester, er det en grænseoverskridende oplevelse. Dér står de over for et helt legeme, og mange har ikke set en død person før. Nu skal de ikke alene konfronteres med en afdød, nøgen og anonym skikkelse – de skal også skære i den.

”Jeg husker dem på, at de har fået en gave. Der er nogle mennesker, som har besluttet sig for at give dem deres afsjælede legeme, så de får mulighed for at dygtiggøre sig,” siger Jørgen Tranum-Jensen.

Ifølge Maria Olejaz, der er adjunkt ved Københavns Universitet og har skrevet ph.d.-afhandling om kropsdonation og anatomisk dissektion, kræver processen et stort emotionelt og etisk arbejde af de studerende. På den ene side står de over for en menneskekrop, der i bund og grund er undervisningsmateriale. Samtidig er det også en person, der har levet et liv, inden vedkommende endte på det kolde stålbord.

”Det er etisk træning i lige så høj grad som ren teknisk anatomisk undervisning. Det er en sårbar situation, hvor de studerende oplever mange modsatrettede følelser. De får at vide, at kroppen er en gave, og de skal behandle den med respekt, men de får også at vide, at de skal skære den i stykker. Det kan være svært for den enkelte studerende at finde ud af, hvordan man dissekerer en krop, mens man er respektfuld over for den,” forklarer hun.

Som timerne går, mister de noget af sårbarheden. Balancen er at gå gennem processen uden at blive kynisk.

”Jeg tror, dissektionssalen er et sted, hvor man former hvilke typer læger, vi får. Forholdet mellem kroppen som objekt og person møder de også, når de selv skal behandle patienter senere hen,” siger Maria Olejaz.

Selve donorerne har ikke meget til fælles ved første øjekast. Deres baggrund er vidt forskellig både i forhold til uddannelse, indtjening og religion. Til gengæld har de mange af tankerne om donationen til fælles. De føler ikke, at de har gavn af kroppen, når de først er døde. Det er der derimod andre, som kan have. Mange giver også deres krop i taknemmelighed over den behandling, de selv har fået i sundhedsvæsenet. Andre har oplevet alvorlig sygdom og ser derfor noget meningsfuldt i, at den krop, der har forvoldt dem smerte, kan tjene et større formål.

”Donorerne har tænkt meget over deres valg. Det er folk, der ikke er bange for at tænke over egen død. De ser donationen som en spejling af deres værdier i livet. Donationen er ikke et offer. Det er en måde at gøre døden meningsfuld,” siger Maria Olejaz.

De sværeste overvejelser handler ofte om de pårørende. Den afdøde skal indleveres inden for fire dage for at undgå, at kroppen forfalder, og den kan blive opbevaret i op til to år. Nogle pårørende kan derfor stå med følelsen af, at processen ikke er afsluttet. Billedet af eget blottede legeme på et dissektionsbord er imidlertid ikke noget, der skræmmer donorerne. Det betyder dog ikke, at de er ligeglade med deres krop. Tværtimod.

”De er meget optaget af, hvad der skal ske med deres legeme. De ser deres krop som en del af deres person. Det er derfor vigtigt for dem, at deres krop gør nytte og ikke bare lægges i en grav. Samtidig er der også en distance, i og med at de ikke føler, deres sjæl er til stede i kroppen. Den er væk, når de er døde. På sin vis er kroppen et betydningsfyldt hylster bagefter,” forklarer Maria Olejaz.

For cirka 50 år siden traf den nu 68-årige pensionerede jurist Tommy Nordfalk en beslutning om at testamentere sin krop til videnskaben. På daværende tidspunkt var der en stor mangel på lig, og derfor lancerede samfundsrevseren Poul Henningsen kampagnen: ”Danske lig på danske borde”. På den måde blev Tommy Nordfalk opmærksom på donationsordningen.

”Jeg syntes, det lød fornuftigt, og tanken blev hængende i hovedet på mig, for så kan jeg også gøre noget nyttigt i det hinsides,” siger han.

Det mentale billede af sin egen krop på et dissektionsbord generer ham ikke. Det vækker snarere en nysgerrighed for muligheden for at gå på opdagelse i, hvordan vi som mennesker er skruet sammen. Og kroppen tvivler han på, at han får brug for i efterlivet – hvis sådan et findes.

”Det er min umiddelbare opfattelse, at der ikke sker det store, når jeg dør. Jeg forestiller mig, at jeg befinder mig samme sted, som jeg gjorde i 1848. Ikkeeksisterende.”