Når det gælder religion, er statsministeren mere fremme i skoene end sine udfordrere

Engang var mange på venstrefløjen skeptiske over for troens rolle i politik. Men ser man på de tre aktuelle statsministerkandidater, er det den socialdemokratiske, der kommunikerer mest offensivt om islam og kristendom

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde og udskriver valg til afholdelse d. 1 november. Marienborg onsdag den 5. oktober 2022.
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde og udskriver valg til afholdelse d. 1 november. Marienborg onsdag den 5. oktober 2022. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Man kan godt blive rundtosset, hvis man prøver at anlægge en almindelig højre-venstre-logik på religionspolitikken hos de tre politikere, der vil være statsminister.

Statsminister Mette Frederiksen er socialdemokrat og på papiret til venstre for de to andre statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V). For bare få år siden var religion – både islam og kristendom – centrale elementer i den borgerlige værdipolitik: Kristendom var del af dansk identitet, og islam skulle begrænses. Men noget har ændret sig.

Nu er det Socialdemokratiets kandidat, der går mest offensivt til værks på dette punkt. Hun ønsker for eksempel alle muslimske friskoler lukket, ikke bare de islamistiske. Man skal forbi de to borgerlige kandidater og længere ud på højrefløjen til Dansk Folkeparti for at finde lignende forslag.

Søren Pape Poulsen har stemt for en del stramninger over årene, men de senere år har han sagt forbavsende lidt om emnet i Danmark selv. Han lader i stedet partifæller gøre det, som Marcus Knuth og tidligere Naser Khader.

Jakob Ellemann-Jensen byder heller ikke ind med meget i islamdebatten. Han kan nogle gange udvise samme håndskyhed her, som man i årtier så i partier som SF og Enhedslisten.

Formanden virker grundlæggende modvillig mod den retorik om islam, som Mette Frederiksen har gjort til sin. Flere islamkritiske stemmer i Venstre - som Marcus Knuth og Inger Støjberg - er forsvundet under Jakob Ellemann-Jensen.

Netop denne fløj af Venstre havde en kontaktflade til Dansk Folkeparti under Lars Løkkes regeringer 2015-2019, når det gjaldt religion. Der stod dengang i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Kunne man i dag forestille sig Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen kæmpe for at få en formulering med i regeringsgrundlaget om kristendommens betydning for landet? Næppe. Det er faktisk mere nærliggende at tænke sig Mette Frederiksen skrive det ind – hvis hun altså ikke havde været afhængig af Enhedslisten og De Radikale.

Statsministeren virker i det hele taget mere afklaret, når det gælder inddragelse af kristendom i det politiske. Hun valgte for eksempel selv at interviewe sognepræst Sørine Gotfredsen om kristendom, hvor hun havde forberedt det budskab, at hun er "sådan virkelig hardcore tilhænger af den danske folkekirke".

Nogle ville sige, at socialdemokraten gør troen til politisk program i den forstand, at kristendommen i folkekirkelig aftapning præsenteres som den sunde religion, der skal udkonkurrere islam. Den modsætning stiller hendes to borgerlige udfordrere ikke så eksplicit op. Hverken Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape Poulsen, der nok er den, der ved mest om kirke og kristendom af de tre, er i nærheden af at gøre sin religion til politisk program.

Og mens de to borgerlige kandidater ender med at nedtone det religiøse i deres politiske kommunikation, ender Mette Frederiksen i nogle af de problemer, som kan være faren ved at spille kristendomskortet.

På den ene side har hun forståelse for kristendommens betydning, kalder sig hardcore tilhænger af folkekirken og mødes med dens biskopper til fotografering. På den anden side har hun svært ved at formulere klare tanker om den kristne tro og mente i det nævnte interview med Sørine Gotfredsen, at religiøse mennesker føler mindre ansvar, fordi de i stedet lægger det over på Gud. 

På den ene side erklærer hun sin kærlighed til folkekirken. På den anden side er kærligheden til kristendommen ikke så stor, at hun holder hånden over kirken, når der laves politiske stramninger for religiøse ledere, det vil sige, når hun prøver at ramme radikale muslimer. Hun har flere gange fastholdt lovgivning, som stillede danske kirkesamfund ringere. Hendes regering har argumenteret for, at tvangsoversættelser af prædikener var et nødvendigt onde, som kirkerne måtte finde sig i, fordi hun ville have styr på de islamiske trossamfund. 

Når alt kommer til alt, er statsministerens islam-bekymring større end hendes kirkekærlighed. Over for hende står to udfordrere, som begge ser tilbage på egne partiers regeringsperioder, hvor bekymringen over islam gik længere, end de brød sig om. I dag er det politiske paradoks derfor, at statsministerkandidaten fra den røde blok, der engang var berøringsangst over for troen, er mest fremme i skoene, når det gælder religion.