”I dag er vi alle franskmænd,” siger en mand på fransk til den franske ambassadør Franois Zimeray. De er begge på vej ind i Den Reformerte Kirke på Gothersgade i København søndag formiddag. Her har både den franske og tyske reformerte menighed hjemme, og denne søndag holder den franske menighed en mindegudstjeneste for ofrene for terrorangrebene, der ramte Paris fredag aften og nat.
Mandens ord er sigende om de andre deltagende i gudstjenesten. Mange er helt almindelige danskere, der hverken har forbindelse til ofrene eller for den sags skyld til Frankrig, men som er mødt op, fordi terrorangrebet i Paris er et angreb på os alle, lyder det.
”Paris er hjertet af Europa, så når det rammer franskmændene, rammer det os alle, uanset hvem vi er, og hvor vi bor,” siger Ana Ilinca Mihai.
Hun er rumænskfødt, bor i Danmark og har studeret på Sorbonne i Paris. For hende er byen noget helt særligt, og hun tilbragte en stor del af fredag nat med at finde ud af, om hendes franske venner var uskadte. At møde op i kirken denne søndag til gudstjenesten er derfor en helt naturlig forlængelse af de tanker, hun har gjort sig efter angrebene.
”Kirken er et samlingssted, hvor man kan mærke fællesskabet og vise, at vi står sammen. Jeg føler mig også beskyttet i kirken, når verden raser,” siger hun.
Sådan lyder det også fra Anja Grigoleit, der til daglig bor i Hamborg, men var i København i weekenden.
”Jeg er her i dag, fordi det er så ufatteligt, hvad der er sket. Vi må stå sammen mod det onde, og når der ingen ord findes, findes fællesskabet og sammenholdet i kirken. Støtten til det franske folk kommer fra hjertet fra os alle sammen,” siger hun.
Stemningen i kirken er stille og eftertænksom, folk er klædt i mørkt tøj, og næsten ingen taler sammen, mens gæsterne ankommer. Rundt om kirken står politifolk med maskinpistoler og vidner om den øgede sikkerhed omkring franske institutioner i København. De er der også, fordi både kronprins Frederik, prinsesse Marie, den franske ambassadør Franois Zimeray samt medlemmer af regeringen og oppositionen er mødt op for at vise deres respekt for de franske ofre og det franske folk.
At kirken er et naturligt sted at søge hen, når man rammes af tragedier, siger også Rose-Marie Frost-Christensen, som er formand for det franske menighedsråd i kirken.
”Her kan vi give udtryk for vores sorg og fortvivlelse over, at der finder sådan en terrorhandling sted. Når der sker noget voldsomt, vil man gerne være sammen med andre og dele oplevelsen, bearbejde den og finde ud af, hvordan man kommer videre,” siger hun.
Hun forklarer, at selvom andagten oprindeligt bare var tiltænkt menighedens medlemmer, er hun glad for, at så mange andre er mødt op for at tage del i sorgen.
”Der er stærke bånd mellem Frankrig og Danmark. Vi har også en stærk frihedstradition herhjemme, vi vil have lov til at færdes, som vi er vant til, og bruge udtryk, som vi vil. Disse terrorhandlinger mod fuldstændigt sagesløse mennesker er forfærdelige udover ethvert mål og grænser. Den sorg kan alle tage del i,” siger hun.
Den franske kirke har ingen præst i øjeblikket, så andagten forrettes af menighedsrådsmedlem Philip Maury. Mellem salmer på fransk og dansk taler han om viljen til bekæmpelsen af terroren.
”Selvom vi er såret, opgiver vi ikke vores måde at leve på, og det er ikke til diskussion. De uskyldiges blod, der flød i går, er i dag blevet til tårer på vores kinder. Nu skal vi have styrke til at leve og ikke kun overleve,” siger han.
Da den korte andagt er forbi, går de sortklædte gæster stille ud i den københavnske novemberdag. Ud til usikkerheden om, hvad der venter. Mange holder sig tæt ind til hinanden, nærmest som om man fysisk vil signalere, at man står sammen mod det onde.
