Når man fremhæver ordet ”kvinde” i al samtidskunst, er man med til at fremme den diskrimination, man ønsker at komme til livs.
Forleden kom jeg til at køre bag en bus og fik anledning til at nærstudere et billede af Simone Aaberg Kærn i storformat. Hun er kunstner og galionsfigur for Statens Museum for Kunsts udstilling ”Efter stilheden – kvinderne tager ordet”.
Simone Aaberg Kærn poserer i et åbent landskab i heldragt med en jordklode under armen. Hun spejder imod horisonten, som om hun ser ud i fremtiden og måske selv er fremtiden. Et charmerende billede, men også tankevækkende. På den dårlige måde.
Der er stærke kvinder overalt i kunstverdenen lige nu. På landets toneangivende museer Arken, ARoS og Louisiana venter udstillinger, der har kvindekønnet i centrum. Det er udstillinger, der i annonceringen anvender ord som ”stærke” og ”kamp” og flittigt benytter begrebet ”kvindelige kunstnere”. Statens Museum for Kunst undlader at nævne specifikke kunstnernavne, men bruger den anonyme flertalsform – som om vi kunstnere arbejder sammen i fællesskaber eller kommer i klaser som bananer.
Dyrkelsen af kvinden som helt er selvfølgelig et modsvar til det billede af kvinden som offer, der er så udbredt i den moderne debat. Heltinde-ikonet vidner om konstruktive erkendelsesprocesser i offentligheden. Projektet er velmenende, uangribeligt, sympatisk, nødvendigt – men også problematisk.
Hvorfor?
Fordi man i fremhævelsen af ordet ”kvinde” – og især i skildringen af kvinden som heltinde – fremmer den diskrimination og forskelsbehandling, man vil bekæmpe. Det er en objektivisering, et udefrakommende blik. Det er, som om kvindekønnet altid havner i en tragisk objektivisering, lige meget hvor stædigt vi forsøger at gøre os frie.
Det er smukt og værdigt at ville give ordet til kvinderne. Til dem, der har levet i skyggerne og ikke udfoldet deres talenter. Det er et politisk signal. Men er det godt for kunsten? Er det godt for det publikum, som vil se kunst?
Når jeg ser en trailer til en film i biografen, hvor en kvinde er hovedkarakter eller dyrkes som heltinde, så tvivler jeg på hensigten. Jeg får mistanke om, at det er et identitetspolitisk projekt, altså et producentskabt ønske om at tækkes tidsånden.
Hvad er på spil? Troværdigheden. Jeg har opdaget, at der er en pris for identitetspolitikkens fremmarch overalt i kunsten. Prisen er min tillid, som taber kraft. Når jeg ser en udstilling med et kvindenavn, så tvivler jeg i de her dage på kvaliteten af værket. Jeg tvivler på kunstnerens evner. Sorry – men det er sandt. Jeg tvivler på, at kunstnerne er udvalgt på baggrund af deres evner, ud fra et retfærdigt felt.
Mit uskyldstab er ikke ligegyldigt. For kunsten har faktisk behov for at værne om sin troværdighed over for publikum. Alle dem, der tror, at de skal se ”det bedste af det bedste”, skal ikke snydes. Så kommer de ikke igen. Så giver kunst ikke mening.
Når jeg ser en trailer til en film i biografen, hvor en kvinde er hovedkarakter eller dyrkes som heltinde, så tvivler jeg på hensigten. Jeg får mistanke om, at det er et identitetspolitisk projekt, altså et producentskabt ønske om at tækkes tidsånden.
Hvis det hele har et kommercielt mål, er det fremmed for selve kunsten. Set fra et kunstnerisk synspunkt er det faktisk u-nysgerrigt, overfladisk, tilbageskuende og har i forhold til ligestilling den modsatte effekt.
Hvis nogen kaldte mig en ”kvindelig kunstner” ville jeg spænde hanen på mit gevær.
Jeg vil ikke hjælpes frem. Og jeg vil ikke skildres som en heltinde.
Kunstnerisk arbejde er ikke en heltegerning. Kunstneren er ikke en helt og skal ikke være det. Kunst skabes ikke på følelser af overlegenhed, kunst handler ikke om sejre, nærmere om det modsatte. Kunsten er et af de få samfundsområder, hvor nederlag ikke er tabu. Det handler om grundmenneskelige vilkår, om eksistensen, og ofte om at føle sig forkert, utilpasset. Kunstneren som helt er et billede, der forråder og romantiserer et hårdt arbejde. Heltedyrkelsen er en markedsskabt drøm, en økonomisk opfindelse, der afspejler konkurrencesamfundet og dets trang til at opdele verden i tabere og vindere. Kunsten er netop et sted for andre fortællinger end denne stereotyp. Kunsten er humanistisk i sin grundessens. Kunsten belyser og tillader netop det svage i mennesket.
De fleste genier har været på bunden, da de skabte deres største værker. Karen Blixen var på mange måder en taber, da hun skrev ”Den afrikanske farm”. Hun var dødsyg, midaldrende, barnløs. Hun var gået fallit og boede hjemme hos sin mor i en alder af 48 år. Sådan ser en kunstnerisk heltinde ud!
Kunstnere er ofte sårbare mennesker, der falder udenfor hierarkierne, som ikke kan begå sig i samfundet, og som formår at vende denne livsfarlige underskudposition til en styrke. At afbilde dem som helte er at forråde dem. Kunstnere er ofte folk med mere eller mindre erkendte diagnoser. Man møder ofte de kunstneriske sjæle på psykiatrisk afdeling. Det er der ikke noget romantisk over.
Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og har stået bag en lang række prisbelønnede klassikeropsætninger. I klummen ”Kulturen på kanten” skriver hun fremover om kulturdebat og tendenser i kulturlivet.