Folketinget er ikke teater, og politikerne er ikke skuespillere. Omvendt kan en række af de begreber, som anvendes inden for teaterverdenen, sagtens anvendes som metaforer til at forstå politikernes adfærd. Enhver toppolitiker udmærker sig ved en selvpræsentation, hvor vedkommende er bevidst om selv de mindste virkemidler. Det er blandt andet derfor, at vedkommende er toppolitiker.
Det samme gælder Mette Frederiksen (S) i rollen som statsminister. Hendes hyppigt tilbagevendende pressemøder – som har udviklet sig til hendes primære scene i forhold til befolkningen under coronakrisen – er nøje koreograferet. Rammen er sat i Statsministeriet for at understrege alvoren.
Deltagerne i pressemøderne står på en ret linje og med afstand. I midten befinder sig Mette Frederiksen som den centrale beslutningstager. Til hver side kan hun være flankeret af en eller flere personer. Hvis de er politikere, står disse tættest ved hende, mens eventuelle embedsmænd står yderst til højre og venstre. Hermed understreges politikkens primat i corona-beslutningsprocessen. ”I sidste ende er det en politisk beslutning”, som det hed sidste forår.
Er Mette Frederiksens budskab på pressemøderne dystert (for eksempel om mere nedlukning), er hendes jakke som regel sort. Er budskabet mere lyst (eksempelvis om mere eller mindre genåbning), kan den være i lysere farver eller endda være udskiftet med et bluse. I sidstnævnte tilfælde er farverne aldrig med knald på, for genåbningerne har jo aldrig været fuldstændige.
Mette Frederiksens kropssprog under pressemøderne er moderat. Hun bruger armene og hænder til at understrege pointerne, men de bevæges på ingen måde som møllevinger. Virkningen heraf er at understrege, at der fra regeringens side er kontrol over situationen. Man er energisk i bekæmpelsen af corona-pandemien, men energien, som lægges heri, er målrettet, som statsministerens arm-og håndbevægelser er det. Intet er overladt til tilfældighederne.
Ligesom Mette Frederiksens pressemødedramaturgi er også hendes forsøg på at lægge en vis distance til statsministerrollen styret med henblik på de indtryk, som dermed skabes. Rolledistancen sker mest via de mange opslag på de sociale medier fra hendes ”hverdag” under coronakrisen.
Opslagene med billeder har blandt andet drejet sig om, at hun går en tur med sin mand i det dejlige forårsvejr, og at hun godt kan lide makrelmadder med mayo og agurk, illustreret med et foto af samme. Opslagene kan også vise et billede, hvor hun pudser vinduer stående i vindueskarmen, samtidig med at hun oplyser om, at ”der har ikke været så meget tid til at pudse vinduer i de seneste måneder.”
Med opslagene distancerer hun sig på sin vis fra rollen som statsminister. De er antitesen til pressemøderne i Statsministeriet. Hermed fortæller hun indirekte, at statsministerrollen ikke er identisk med Mette Frederiksen som menneske. Hun er også en anden person end den, som befolkningen ser stå på scenen under pressemøderne. Hun viser med andre ord, at hun er i stand til at lægge statsministerrollen fra sig, selvom det er den, der har optaget hende de seneste mange måneder under coronakrisen, hvor folkets ve og vel har slugt tiden. Det er det billede, opslagene sigter på at skabe.
Pressemøderne og ”hverdagsopslagene” forholder sig således til hinanden som yin og yang. De understøtter og forudsætter hinanden. Mette Frederiksen fremtræder sig mere seriøs i statsministerrollen, fordi hun også kan vise, at hun er en anden indimellem, når statsministerrollen ellers tillader det. ”Hverdagsopslagene” er små pauser, der fungerer som hullerne i en ost. De er ikke det vigtigste, men de skal være der, for at osten bliver en ost.
Politik er ikke et skuespil. Politik drejer sig om alvorligere sager vedrørende liv, død, velstand og arbejdsløshed. Omvendt får man efter alt at dømme en større forståelse for, hvordan politikken udspiller sig, hvis man også betragter den via de dramaturgiske begreber og metaforer. For velfungerende og professionelt tilrettelagt politik har oveni det meget seriøse et lag af skuespil over sig.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.