Det er forholdsvist nyt at flytte rundt på naturen i Danmark. Derfor er der også meget lidt viden om, hvad det betyder, når et levested for vilde dyr og planter bliver fjernet, fordi det ligger i vejen for byggeri – og søges genetableret et andet sted.
”Der er stor konkurrence om det lille areal, Danmark nu engang er,” konstaterer Bettina Nygaard, seniorrådgiver ved institut for bioscience ved Aarhus Universitet.
”Udfordringen med at oprette erstatningsnatur er, at vi har mange næringsstoffer i jorden næsten alle steder. Derfor kan det tage mange år, før der indfinder sig gode levesteder på det nye areal,” siger seniorforskeren, som har deltaget i arbejdet med den såkaldte naturpakke, som regeringspartierne og Dansk Folkeparti vedtog i 2016.
Med naturpakken blev det besluttet, at man skal undersøge mulighederne for at etablere erstatningsnatur, som opnår den samme kvalitet som den nedlagte. Det drejer sig om naturtyper som enge, moser, vandløb, søer og vandhuller, heder, overdrev, strandenge og strand-sumpe.
Arbejdet er færdigt, men først senere i år formidles resultaterne. Herefter skal det drøftes, om der er behov for yderligere initiativer, men allerede nu kan Tine Nielsen Skafte, naturvidenskabelig rådgiver i Miljøstyrelsen, oplyse, at det kan være svært at genskabe natur.
”Højkvalitetsnatur, som har ligget i flere hundrede år, er så godt som umulig at erstatte. Mens noget af ringere kvalitet, særligt vandhuller, ret hurtigt kan erstattes, hvis man vælger rigtige områder og sikrer god vandkvalitet,” siger Tine Nielsen Skafte.
I dag gives der som oftest tilladelse til at ”bytte naturområder” ud, som det hedder i fagsproget, i forbindelse med udvidelse af infrastrukturen. Men den praksis kan være under pres, frygter Bettina Nygaard, blandt andet fordi der i naturpakken ligger et politisk løfte om at undersøge, hvordan man kan bytte rundt på naturen.
”Hvis formålet er at skaffe bedre og mere sammenhængende natur, er det fint. Men hvis det er for at gøre det nemmere for menneskene at bygge, kan jeg godt blive bekymret for, om man ender med en negativ nettogevinst for naturen. Og da vi ikke har været gode til at følge op på, hvordan nyetableret natur har udviklet sig, ved vi meget lidt om, hvordan erstatningsnaturen har det.”
Lovgivningen kræver det ikke, men praksis er, at man erstatter natur, man nedlægger, én til to. Tilsyneladende giver man altså mere tilbage, end man tager, men erstatningsnatur kan som sagt være lang tid om at opnå en kvalitet, der svarer til den nedlagte. Hvis den da nogensinde opnår det, advarer forskeren.
Ofte kan det være en udfordring at finde plads til erstatningsnatur nær det område, hvorfra den ægte eller oprindelige natur blev fjernet.
Det har Bente Sørensen, biolog i Silkeborg Kommune, erfaret i forbindelse med motorvejen Herning-Silkeborg, som blev anlagt igennem skov og områder med vandhuller og padder.
”Det er to år siden, motorvejen åbnede, og vi er ikke færdig med at lægge erstatningsnaturen ud endnu. Det kan kræve lange forhandlinger med lodsejere, for hvem det er frivilligt, om de vil være med. Det lyder smukt med erstatningsnatur, men i virkelighedens verden siger min erfaring mig, at vi ikke får lov til at lægge den der, hvor der er de bedste betingelser, men der, hvor lodsejerne kan undvære jord. Og det er måske ikke det bedste sted for naturen,” siger Bente Sørensen, som også husker, at den skov, der forsvandt, blev byttet til Herning eller Aarhus.
”Det var ikke sådan, at den skov, der blev fældet i Silkeborg, kom til at ligge i Silkeborg.”
I dag er der oprettet nye vandhuller på hver sin side af motorvejen. Netop det at flytte søer er ikke det sværeste.
”Der findes naturtyper, som vi ikke kan genskabe. Men et godt vandhul kan vi være heldige at have på 5-10 år,” siger Bente Sørensen.
Ved Rødbyhavn på Lolland er Strandholm Sø netop nedlagt for at gøre plads til nedkørslen til tunnellen til Femern-forbindelsen. En erstatning med arbejdstitlen Ny Strandholm Sø tænkes skabt fem kilometer øst for den oprindelige.