Vi har i de seneste år set en række topsocialdemokrater få jobs i erhvervslivet. Bjarne Corydon fik efter tiden som socialdemokratisk finansminister først et topjob hos McKinsey og derefter et job som chefredaktør på Børsen. Socialdemokraten Karen Hækkerup blev øverste direktør for Landbrug & Fødevarer efter en periode som fødevareminister og justitsminister. Tidligere har man set socialdemokrater som tidligere finansminister Knud Heinesen få et direktørjob i Spies, og tidligere skatteminister Carsten Koch blive direktør i Danske Invest under Danske Bank.
Det er heller ikke et usædvanligt fænomen i resten af Europa at se socialdemokrater få topjobs i erhvervslivet. I Tyskland er det for eksempel meget almindeligt med denne vandring. Et velkendt eksempel er den tidligere socialdemokratiske forbundskansler, Gerhard Schöder, som efterfølgende blev bestyrelsesformand i Gazprom.
Det seneste eksempel på en topsocialdemokrat, som får et direktørjob i erhvervslivet, er naturligvis Henrik Sass Larsen, som skal være direktør for DVCA, der er brancheorganisation for venture- og kapitalfonde.
Det er oplagt, at de nævnte socialdemokrater er glade for, at de tilbydes disse stillinger. Man kan spørge om, hvad erhvervslivet får. Bestyrelsesformanden for DVCA er Christian Frigast. Han sagde ved udnævnelsen af Henrik Sass Larsen:
”Henrik Sass er simpelthen den bedste person til jobbet, og det er efter min mening en stor dag for vores brancheforening, og det er også en stor dag for dansk erhvervsliv, for nu får man endnu en person, som kan tale erhvervslivets sag. Henrik Sass er en meget stærk kommunikator og en person, der har noget kant, hvilket jeg synes er godt, og så har han et godt blik for den politiske proces, da han kender maskinrummet i det politiske system.”
Disse grunde er sikkert fuldstændig korrekte. Der er imidlertid også en dybere grund til, at topsocialdemokrater kan være attraktive for erhvervslivet.
I statskundskaben taler man om ”Nixon goes to China”-tesen. Den går ud på, at der skulle en hårdkogt antikommunistisk høg som Richard Nixon til i begyndelsen af 1970’erne at etablere gode relationer mellem det kapitalistiske USA og det (i hvert fald dengang) stærkt kommunistiske Kina.
I modsætning til en situation, hvor det var en ”blød” demokratisk præsident, var der mere troværdighed bag, når det var en republikaner som Nixon, der forhandlede en ny samarbejdsrelation med det kommunistiske Kina. Han blev på ingen måde betragtet som én, der kunne finde på at ”sælge ud” af amerikanske interesser. Han blev heller ikke mistænkt for at skjule noget, når han sagde god for, at tiden var inde til en ny æra i forbindelserne mellem de to lande. Nixon var på det kinapolitiske område mere til at stole på, end en udenrigspolitisk ”slapper” ville have været det.
På samme måde kan det også være en stor fordel for erhvervslivet, at det er en tidligere topsocialdemokrat, som siger god for bestemte erhvervsvirksomheder og erhvervsorganisationers politiske ønsker. De pågældende topsocialdemokrater har sandsynligvis tidligere udtalt sig kritisk om erhvervslivet og deres organisationer. De har bedt dem tage samfundsansvar. De har også bedt dem tage mere hensyn til kunderne og forbrugerne. Når de udtaler sig på vegne af erhvervslivet, er mistanken, om at de blot plejer snævre erhvervsinteresser, derfor mindre, end hvis der var tale om en borgerlig toppolitiker. Det er – ud over de pågældendes almindelige kompetencer og indsigt – også den troværdighed i offentligheden, som erhvervslivet køber, når de ansætter en socialdemokratisk toppolitiker.
En blåstempling af en virksomhed eller erhvervsorganisationen er med andre ord mere værd, hvis den kommer fra en topsocialdemokrat, end hvis den kommer fra en borgerlig toppolitiker, som forventes at tale erhvervslivet efter munden.
Samtidig er socialdemokrater nok også grænsen for, hvor langt man kan gå ud fra erhvervslivets side mod den politiske venstreside. Socialdemokrater er stadig troværdige som topchefer i erhvervslivet, fordi de traditionelt har stået for en erhvervslivspositiv linje.
Derfor går tidligere toppolitikere fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten enten til den offentlige sektor eller til NGO’ere, hvis de tager et topjob uden for politik. Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten blev generalsekretær i Red Barnet. Maria Reumert Gjerding fra samme parti blev formand for Danmarks Naturfredningsforening. SF-borgmester i Lejre kommune, Mette Touborg, blev direktør i Københavns Kommune, mens SF-skatteminister Jonas Dahl blev direktør for Randers Sygehus.
Fremover vil vi se mere af denne slags. Toppolitikere vil vandre ud i civile topjobs. Det gælder i lige så høj grad fra rød som fra blå blok. Politik er blevet en karrieremæssig trædesten.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.