Når statsministeren styrer valgkampen

Danske statsministre kan planlægge og styre valgkampe på måder, som andre landes regeringsledere misunder dem. Den mulighed benytter Lars Løkke Rasmussen (V) sig netop nu af, skriver professor i statskundskab Tim Knudsen

Den statsminister, der indtil nu har haft størst held med at udskrive et overrumplende valg, var socialdemokraten Thorvald Stauning, som i oktober 1935 vandt en overvældende sejr. –
Den statsminister, der indtil nu har haft størst held med at udskrive et overrumplende valg, var socialdemokraten Thorvald Stauning, som i oktober 1935 vandt en overvældende sejr. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fører nu valgkamp i næsthøjeste gear. Siden sommerferien er det væltet frem med foreløbig 18 reformplaner. Vi har også set en kostbar annoncekampagne med store to-sidesannoncer om alt det gode, regeringen har gjort og vil gøre. Det udelukker ikke, at der er mange måneder til valgdagen. Venstre har nemlig analyseret de seneste valg. Konklusionen blev, at Venstre klarer sig bedst, hvis valgkampen er lang.

Danske statsministre har magt til at bestemme valgdatoen. Det misunder regeringsledere i mange andre lande dem. Enten fordi de har faste valgperioder, eller fordi parlamentet skal vedtage at udskrive valg.

Den danske statsminister kan derimod overrumple andre partier ved at udskrive valg efter, at han gennem længere tid har oprustet sit eget apparat til kampen. Statsministeren kan også forsøge at ramme det tidspunkt for valg, som er bedst i forhold til hans opinionstal, og han kan udskyde ubehagelige beslutninger til efter et valg. Eksempelvis er regeringens klimaplaner blevet kritiseret for at udskyde ubehagelige spørgsmål om landbruget, industrien og finansieringen af planerne til efter et valg.

Det er historisk set nyt, at Venstre har fordel af en lang valgkamp. I årtier var det et dogme, at det havde Socialdemokratiet. Statsminister H.C. Hansen (S) varslede derfor allerede i januar 1957, at der skulle holdes forårsvalg, selvom han kunne vente med det til september. Socialdemokraterne brugte ellers ikke forårsvalg, fordi vinterarbejdsløshed normalt gavnede kommunisterne. Og så tidligt som den 12. februar 1957 meddeltes det officielt, at valget ville blive afholdt den 14.maj 1957. H.C. Hansen ville give det store socialdemokratiske parti god tid til valgkampen. Det lange varsel gav også ministrene tid til at overveje initiativer til vælgernes behag.

Dengang havde Socialdemokratiet hundredtusinder af medlemmer, som kunne yde et stort agitationsarbejde i deres fritid. Borgerlige statsministre talte om en socialdemokratisk valgmaskine, støttet af LO, som de frygtede, hvis den fik tid til at komme i omdrejninger. Derfor ville de have korte valgkampe. I 1974 udskrev Poul Hartling (V) den 5. december valg efter første behandling af en helhedsplan, som mere var et valgoplæg end et forligsoplæg. Valget skulle finde sted den 9. januar 1975. Det ville gøre det svært for socialdemokraterne at få deres valgmaskine i gang før i sidste øjeblik. Valgkampen blev afkortet af juletiden og den politisk meget døde tid mellem jul og nytår. Venstre fordoblede sit medlemstal i Folketinget til hele 42 mandater. Desværre for Hartling gik hans støttepartier tilbage, og nogle uger senere trådte han tilbage som statsminister.

Bedre held havde Poul Schlüter, da han i 1983 efterlignede Hartling. En uge før juleaften udskrev Schlüter valg til den 10. januar. Lige før jul har få vælgere tid til at prioritere valgkamp. Mellem jul og nytår ligger det meste af Danmark stille. Nytårsaften faldt på en lørdag. Tilbage blev kun otte dage til effektiv valgkamp. Det blev den korteste valgkamp nogensinde. Og Schlüters største triumf. Næsten hver fjerde vælger stemte konservativt. Schlüters firkløverregering gik styrket ud af valget.

Men den statsminister, der har haft størst held med i hemmelighed at forberede et valg og overrumple oppositionen, er Thorvald Stauning (S). En uforberedt opposition måbede, da Stauning udskrev folketingsvalg til den 22. oktober 1935 ved Folketingets åbning den 1. oktober 1935.

Med næstformand Hans Hedtoft som leder var partiets propaganda-apparat allerede totalmobiliseret. Oskar Hansen leverede en valsesang med omkvædet ”Stauning igen”. Socialdemokratiske orkestre og kor truttede og sang den landet over. ”Stauning eller kaos” lød det udødelige valgslogan på valgplakaterne med Staunings billede. Normale motiver på valgplakater var på den tid ellers idylliserende eller heroiserende billeder af de vælgere, som partiet appellerede til. Det kunne være billeder af friske, glade og sunde arbejdere, som gav arbejdervælgere håb og drømme om en bedre fremtid. Eller det kunne være postkortidylliske motiver, som fremstillede det forskønnede Danmark, vælgerne kunne drømme sig ind i.

Den næsten 62-årige Stauning drog på en opslidende valgturné landet rundt. Sliddet gav bonus på valgdagen. 100.000 flere end ved sidste valg gav Socialdemokratiet deres stemme. Partiet fik med 46,1 procent af stemmerne sit bedste valg nogensinde – uden at regeringspartneren De Radikale gik tilbage. Venstre derimod blev svækket fra 24,7 til 17,8 procent. Det var på den tid en næsten katastrofeagtig tilbagegang. De Konservative gik 0,9 procent tilbage. Avisen Social-Demokraten kammede i et sejrsdigt over af persondyrkelse:

”Til lykke, Stauning! Du er

et symbol på vore tanker –

engang skal socialismen blive

verdens redningsanker!

Den dag, hver mand ved staten ror,

i alle jordens riger,

vil tænke, som du tænker –

krig og sult for evigt viger!”

Lars Løkke Rasmussen kan søge håb i fortællingen om valget i 1935, fordi han nu bestemmer valgdatoen og dirigerer sit eget partis valgmaskine. Men han skal nok regne med, at tiden er løbet fra den førerdyrkelse, der i 1930’erne prægede også dansk politik.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.