Prøv avisen

Beboere og præster i ornat slår ring om asylsøgere

For tredje gang på under et halvt år blev asylcenter Lyngbygård - der hører under Røde Kors' asylafdeling - natten til torsdag udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd har tegnet nazisymboler på centret, skrevet at det var "første advarsel" Foto: Bo Amstrup

En udbrændt bil samt trusler og hagekors tegnet på et asylcenter på Djursland får nu lokale beboere og præster til at vise deres sympati med asylsøgerne

På parkeringspladsen ved Røde Kors' asylcenter Lyngbygård i landsbyen Lyngby på Djursland står en udbrændt minibus midt i en stor vandpyt. Bag bilen, på en lysegrå garageport, står der med sorte, spraymalede bogstaver ”Første advarsel!” og på porten ved siden er tegnet et hagekors med en lidt skæv cirkel omkring samt bogstaverne DNSB, en forkortelse for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Hærværket blev begået omkring klokken to natten til i torsdags. På det tidspunkt lå de fleste af centrets 80 beboere og sov, men nu er de vågne og opskræmte.

”Jeg er bange og meget overrasket. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne ske her, hvor alle mennesker har været så venlige over for os,” siger 17-årige Rania Hamdi Abay forsigtigt søgende efter de engelske gloser.

Hun er flygtet fra Eritrea og har boet 10 måneder på asylcentret i Lyngby sammen med sin mor.

Men nu skal Rania og de andre midlertidige beboere på det nedlagte plejehjem igen få venligheden fra lokalsamfundet at føle. Søndag eftermiddag vil præster fra flere sogne på Djursland samles med en række borgere fra det Facebook-baserede netværk Venligboerne for at slå en såkaldt glædesring omkring asylcentret. Der er ikke tale om, at de tager hinanden i hænderne. I stedet bruger de deres hænder til at servere kage og lege med centrets børn.

Anders Gustav Holt, der er provst i Norddjurs Provsti, har tænkt sig at møde op i ornat, og han forestiller sig, at flere af hans præstekolleger vil gøre det samme.

”Vi præster er ikke vant til at demonstrere i præstekjoler, og personligt har jeg aldrig gjort det før, men nu føler jeg, det er på sin plads,” siger han.

”Sådan som vi forstår kirke og kristendom, må vi tage dyb afstand fra det, der skete på Lyngbygård natten til i torsdags. Vi kan ikke stiltiende se på, at man skræmmer mennesker med trusler og brandattentater. Derfor skal vi ikke bare stille op som enkeltpersoner, men benytte lejligheden til at give kirken en stemme,” siger Anders Gustav Holt og tilføjer:

”Der er både kristne og muslimer på asylcentret, og fælles for dem er, at de er vant til religiøse koder. Derfor mener jeg, det er oplagt, at vi stiller op i vores præstekjoler.”

Ifølge lektor Hans Raun Iversen fra Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet er det usædvanligt, at præster bærer ornat, når de deltager i ikke-kirkelige manifestationer. Et af de tidligere eksempler er præsten Orla Villekjær, der i 1993 mødte frem til en antiabortdemonstration i præstekjole og siden fik en påtale af sin biskop og Kirkeministeriet.

”Orla Villekjær deltog i en kontroversiel demonstration, men ingen kan være uenige i, at man skal beskytte mennesker mod overgreb. Der er ingen tvivl om, at det vil skabe mere opmærksomhed, når præsterne møder op i præstekjole, og at de på den måde kan sende et stærkt signal til mennesker, der vil asylsøgere det ondt. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen i den kirkelige ledelse vil hidse sig op over det. Men det vil måske blive diskuteret,” siger Hans Raun Iversen.

I sit gule bondehus et par kilometer fra asylcentret i Lyngby sidder Erik Boye Kirk med to computere og en smartphone i gang på samme tid for at holde trit med alle de tilkendegivelser, der kommer fra mennesker, der vil være med i glædesringen på søndag.

Han er formand for Lyngby-Albøge Menighedsråd og samtidig en af de frivillige, der fra begyndelsen har været tilknyttet asylcentret. Det var blandt andet ham, der stod bag en større tøjindsamling forud for asylsøgernes indflytning. Det var også ham, der torsdag morgen ringede til provsten for at få præsterne med i moddemonstrationen på søndag, og nu forsøger han at koordinere det hele sammen med blandt andre Ina Dygaard fra Venligboerne i Aarhus.

”Det der skete i nat, giver mig ondt i maven,” siger han.

”Jeg håber inderligt, at det ikke er et menneske her fra lokalsamfundet, der står bag. Det vil gøre mig virkelig ked af det, for det er slet ikke sådan, vi er. Selvfølgelig har der været negative røster overfor, at en lille by som Lyngby med bare 350 borgere skal have et asylcenter med plads til 120, men folk er altså ikke hadske,” siger Erik Boye Kirk.

Når det er vigtigt for ham, at folkekirken er repræsenteret på søndag, handler det ikke om en bestemt religion, men snarere om at gøre opmærksom på det livssyn og det værdisæt, der hører til dansk kultur.

”Det hører med til almindelig opdragelse, at når man møder svage mennesker, der bliver trådt på, så hjælper man. Det er en fordring, vi ikke kan komme udenom. Det handler om at forsvare alment menneskelige værdier og vi er alle skabt af den samme Gud,” siger Erik Boye Kirk.

En lille flok mørklødede mænd har stillet sig op for at kigge på den udbrændte vogn, som de formentlig flere gange selv er blevet kørt rundt i. De siger ikke så meget, står bare og kigger, mens de roder lidt rundt i gruset med spidsen af skoene.

Inde på asylcentrets kontor har man netop modtaget to farvestrålende blomsterbuketter. Sendt af lokale beboere, der på den måde spontant giver udtryk for deres sympati.

Den slags er der meget af, fortæller Ina Dygaard fra Venligboerne. Hun bor i Aarhus, men kører jævnligt de 45 kilometer til Lyngby for at lave aktiviteter sammen med børn og voksne på asylcentret. Det er tredje gang, asylcentret har været udsat for hærværk. Sidste gang det skete var 31. juli i år, og dengang tog hun sammen med ligestillede initiativ til at pynte op med planter og flag for at muntre beboerne op.

”Jeg er rasende over, at nogle kan finde på at gøre sådan noget, det strider mod alt, hvad jeg tror på. Jeg er samtidig reelt bekymret for det fremmedhad, der er ved brede sig i Danmark, men glæder mig over, at vi trods alt er mange, der vil noget andet. Venligboerne vokser dag for dag, og alene i de sidste to uger har vi fået næsten 500 nye medlemmer af gruppen i Aarhus,” siger Ina Dygaard.