Når verden er af lave, træder staten til

Den nuværende pandemi har afsløret, at det i sidste ende alene er nationalstaten, som kan tage sig ordenligt af borgerne

Der er kun én aktør, som har evnet i den nuværende situation at bekæmpe pandemien på en klar facon med beslutningskraft, politisk determinisme og en sundhedsmæssig prioritering af bekæmpelsen. Den aktør er staten, skriver professor Peter Nedergaard i analyse. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Covid-19-pandemien er selvfølgelig først og fremmest et sundhedsmæssigt fænomen og problem, som rammer de berørte og sundhedsvæsenet. Når det er sagt, har pandemien imidlertid også vist sig at afsløre så klart som noget, hvad der er op og ned i politik.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Den Europæiske Union, EU, samarbejdet med USA og den bilaterale hensyntagen til nabolandene er vigtige og nødvendige institutioner for staterne. Når alt kommer til alt, har borgerne imidlertid først og fremmest nationalstaterne at falde tilbage på, når verden ramler. Det skæl er faldet fra øjnene i de seneste dage og uger.

WHO har udsendt meldinger, men staterne reagerer vidt forskelligt på dem og i forskellige hastigheder. Man har det grundlæggende problem, at man kan komme med nok så mange anbefalinger om tiltag. Det afgørende er, at staterne følger op herpå. FN’s WHO har med andre ord ikke udgjort noget sikkerhedsnet for borgerne.

EU har heller ikke på nogen vis evnet at få etableret en fælles koordineret linje angående, hvordan bekæmpelsen af covid-19 skulle foregå. Det kunne ellers have været hensigtsmæssigt, al den stund at der er fri bevægelighed for borgerne og handel inden for EU’s område, hvorfor der let kan ske smittespredning.

I praksis har EU-landene imidlertid grebet bekæmpelsen af covid-19 vidt forskelligt an. Forsamlingsforbud, skolelukninger, massehjemsendelser og grænselukninger er nogle af de instrumenter i værktøjskassen angående smittespredning, som EU-landene har grebet til. Men det er sket i meget forskellig grad og helt ukoordineret.

Det ser ud til, at de sydeuropæiske EU-lande i den indledende fase har været både langsommere og mindre strenge i deres indgriben, hvilket muligvis skyldes hensyn til det økonomiske tunge turismeerhverv. Også mellem de nordeuropæiske lande er der imidlertid betydelige forskelle med hensyn til, hvordan man har grebet bekæmpelsen af covid-19 an.

Med hensyn til USA – de europæiske landes traditionelle transatlantiske allierede – har bekæmpelsen været præget af manglende samarbejde. Det er illustrativt at sammenligne med, hvor tæt samarbejdet var mellem Europa og USA under finanskrisen 2008-2011, og så hvor ringe samarbejdet har været under den nuværende krise. I sidste uge proklamerede USA for eksempel, at man ville standse alle flyvninger fra Europa. Det skete efter alt at dømme fuldstændig egenhændigt og tilsyneladende uden konsultation overhovedet med europæerne.

Ikke engang nabolande kan blive enige om, hvordan problemet skal tackles. Dansk Melodi Grand Prix 2020 blev for nylig afviklet uden publikum, mens det i Sverige samtidig blev afviklet med publikum. I Danmark har man lukket grænsen. I Sverige stillede man sig i dagevis uforstående over for det danske skridt (som man dog var orienteret om).

Der er i virkeligheden kun én aktør, som har evnet i den nuværende situation at bekæmpe pandemien på en klar (omend forskellig) facon med beslutningskraft, politisk determinisme og en sundhedsmæssig prioritering af bekæmpelsen. Den aktør er staten i de lande, hvor den fungerer på en måde, så den kan spille en rolle. Det gælder naturligvis for Danmark.

Nationalstaten er lidt som et individ i eksistentialismen. Det kan godt være, at den har visse bånd til andre. De spiller da også en rolle, som absolut ikke skal underkendes. I sidste instans, og når en kritisk situation melder sig, er man imidlertid overladt til ”sjælens ubodelige ensomhed”.

Det er givetvis noget, som toppolitikerne har set i den nuværende krisesituation med covid-19. Det er efter alt at dømme også noget, som borgerne har fundet ud af. Når verden i overført forstand står i flammer, har man kun sin egen nationalstat at fæste sin lid til. Den er danskernes eneste tunge, beskyttende bondedyne.

Peter Nedergaard er professor på institut for statskundskab på Københavns Universitet.