Prøv avisen

Nærhed til stationer og hospitaler fører til flere togselvmord

Der var en dobbelt så høj risiko for at vælge toget som selvmordsmetode, hvis man havde bopæl i Region Hovedstaden, som hvis man boede i Region Midtjylland. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

En person har større risiko for at vælge togpåkørsel som metode til selvmord, hvis han bor i hovedstadsområdet og har en psykotisk sygdom, viser ny rapport. Selvmordene skal forebygges ved at sikre stationerne, siger overlæge

I alt 232 mennesker begik selvmord ved togpåkørsel i perioden 2000-2015. Den typiske person, som begik selvmord på denne måde, var en mand, i gennemsnit 43 år, boede i Region Hovedstaden, havde en psykiatrisk diagnose, og så havde han sjældnere en lav indkomst end en høj.

Mens de to første risikofaktorer gælder på tværs af personer, som begår selvmord, er de sidste tre særlige for personer, der begår selvmord på skinnerne, viser en ny rapport fra Center for Selvmordsforskning, og det giver anledning til at skærpe opmærksomheden om personer, der matcher denne profil, siger Agnieszka Konieczna, akademisk medarbejder på centret, som står bag det analytiske arbejde.

”Selvmord ved togpåkørsel er en meget voldsom metode at begå selvmord på. De, der gør det, er generelt fast besluttet på at dø, og det skal gå stærkt. Det her kan bruges til at sige, hvilke risikofaktorer der kan være, og karakteriserer de personer, der hyppigst vælger det, så man bedre kan forebygge. Forebyggelseskampagner i Region Hovedstaden er et godt sted at begynde,” siger hun.

Hvert år begår omkring 600 danskere selvmord. En lille andel vælger tog som metode. Andelen har dog været stigende siden slutningen af 1990’erne og lå i 2013-2015 på 29-31 selvmord om året, fremgår det af forskningen fra Center for Selvmordsforskning.

Her har man sammenlignet personer, som begik selvmord ved togpåkørsel, med personer, som brugte en anden metode. Der var en dobbelt så høj risiko for at vælge toget, hvis man havde bopæl i Region Hovedstaden, som hvis man boede i Region Midtjylland. 66 procent af de personer, som valgte tog, havde én eller flere psykiske sygdomme, og man havde dobbelt så høj risiko for at vælge toget, hvis man havde skizofreni eller andre psykotiske lidelser i forhold til personer uden psykisk sygdom.

Også indkomst havde betydning: Der var en 70 procent lavere risiko for at vælge tog, hvis personen havde en lav disponibel indkomst end en høj. Civilstand, hjemmeboende børn, uddannelse og socioøkonomisk status havde derimod ingen effekt på valget af metode til selvmord.

”Region Hovedstaden har flest togstationer og også en større koncentration af psykiatriske sygehuse, hvilket jeg tror kan forklare de to risikofaktorer. International forskning bekræfter, at jo tættere et psykiatrisk hospital ligger ved togstationer, jo flere begår selvmord ved togpåkørsel – de bliver udskrevet og vælger den station, der ligger tættest på,” siger Agnieszka Konieczna.

Det bekræfter Merete Nordentoft, overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet:

”Fundet med skizofreni kan give anledning til overvejelser om farlig adgang til tog tæt på psykiatriske hospitaler.”

I samarbejde med DSB har Merete Nordentoft lavet en kortlægning over, hvor flest personer begår selvmord ved togpåkørsel. Én bestemt perron i hovedstadsområdet har flere selvmord end nogen anden dansk togstrækning, og flest begår selvmord på stationerne i dagtimerne.

Det er her – ”på skinnerne” – at den afgørende forebyggelse skal finde sted, mener hun:

”Togselvmord er vanskelige at gribe an på anden måde end at holde sig til faktorerne, det vil sige de forhold på stationerne, der muliggør et selvmord. Kan vi sætte et hegn op eller arbejde med belysning, for de fleste står og gemmer sig. Vi har også overvejet øget overvågning, lige som man overvåger, om tasker er efterladt på perronen i forbindelse med terrorforebyggelse,” siger hun og peger på, at den bedste, men praktisk og økonomisk vanskelige løsning, er afskærmning mellem perron og skinner, som man kender det fra Københavns metro.

Annette Erlangsen, seniorforsker ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, peger også på, at indsatsen skal ske på stationerne:

”De faktiske tilfælde er så få, at man ikke kan lave en decideret opsøgende indsats blandt personer, der potentielt kunne begå selvmord ved togpåkørsel. I stedet kan man forsøge enten at mindske adgangen til steder, hvor man kan gøre det, eller man kan sætte skilte op med information om, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker. I England laver British Rail i samarbejde med en frivilligorganisation en forebyggende indsats, hvor blandt andet togpersonale bliver uddannet, så de bliver bedre til at spotte og stille spørgsmål til folk, der vækker deres bekymring,” siger hun.

Rapporten fra Center for Selvmordsforskning undersøger også, hvordan personpåkørsler påvirker lokomativføreren, og hvordan denne kan støttes bedst muligt.