Det handler nok mest om nærheden til vælgerne

Nærhed er blevet det kodeord, der skal sikre vælgernes gunst, men Socialdemokratiets nye nærhedsudspil viser, hvor begrænsede muligheder politikerne har for at vende centraliseringen uden at skade velfærden

Socialdemokratiet afsluttede i går sit sommergruppemøde i Kolding, hvor partiformand Mette Frederiksen dels præsenterede et nyt nærhedsudspil, dels forholdt sig til den spegede politiske situation, efter at der nu er tre statsministerkandidater til venstre side i Folketinget.
Socialdemokratiet afsluttede i går sit sommergruppemøde i Kolding, hvor partiformand Mette Frederiksen dels præsenterede et nyt nærhedsudspil, dels forholdt sig til den spegede politiske situation, efter at der nu er tre statsministerkandidater til venstre side i Folketinget. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

2015-valget sætter stadig dybe spor i dansk politik. Den massive folkelige protest mod de gamle magtpartier og fremgangen for de nye partier kommer også til at præge den valgkamp, der allerede er godt i gang. Et af de helt centrale temaer har siden valget været den store fremgang, især Dansk Folkeparti fik i landområderne.

Det har blandt andet fået regeringen til af to omgange at flytte statslige arbejdspladser ud af København og ”tættere på borgere og virksomheder” for at sikre ”bedre balance” i landet. I går meldte Socialdemokratiet sigmed sit udspil ”Nærheden tilbage”. Partiet vil åbne 20 nye nærpolitistationer, 10 på hver side af Storebælt, nye nærhospitaler, som skal tage sig af patienter med ukomplicerede sygdomme, bedre spredning af erhvervs- og gymnasieuddannelserne og en fordobling af puljen til nedrivning af gamle huse. Endelig vil partiet også have evalueret kommunalreformen fra 2007.

På sin egen, sikkert utilsigtede måde viser det socialdemokratiske udspil, hvilken utaknemmelig opgave det er at ville rette op på de problemer, som landets yderområder slås med.

Tag forslaget om flere nærpolitistationer. Før politireformen fra 2007 var der ifølge Justitsministeriet cirka 192 hoved- og lokal-/nær-/landpolitistationer. Ved udgangen af 2016 var det tal reduceret til 129, altså et fald på 63 politistationer. Med 20 nye politistationer ville det altså kun være en tredjedel af faldet, der rettes op på. Men måske væsentligere er spørgsmålet, om borgerne ville opleve politiet som værende tættere på, fordi der oprettes nogle flere adresser?

Rigspolitiet forklarer i hvert fald selv i et svar på et spørgsmål fra Folketinget sidste år, at ” et tilgængeligt politi ikke alene udgøres af fysiske lokationer.” Det handler også om, at politiet kan rykke ud, når det bliver tilkaldt, om forebyggende og tryghedsskabende indsatser i lokalområder, for eksempel ved at politiet har mobile politistationer.

Et andet eksempel, som nævnes i det socialdemokratiske oplæg, er antallet af kommunale biblioteker, som er faldet fra 682 ”betjeningssteder” i 2006 til 533 i 2015. Noget af faldet kan tilskrives kommunalreformen og kommunesammenlægningerne i 2007, men det har formentlig også betydning, at folks læse- og lånevaner har ændret sig som følge af udviklingen på hele it- og medieområdet.

Og nej, Socialdemokratiet foreslår ikke, at kommunalreformen rulles tilbage, de gamle kommunegrænser genoprettes, og at alle bibliotekers udleveringssteder genetableres. Simpelthen fordi det hverken økonomisk eller samfundsmæssigt ville give mening.

Sagen er, at mange reformer af velfærdssamfundet er båret igennem af både Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at sikre kvalitet og økonomisk bæredygtighed på længere sigt. Beslutningen om at bygge de såkaldte supersygehuse er et godt eksempel på det. Man centraliserer for at samle størst mulig lægelig ekspertise på nogle ganske få sygehuse i landet, men prisen er, at mange af de små, lokale sygehuse har måttet dreje nøglen om.

Tilsvarende på skoleområdet. Store, kommunale skoler med mange spor kan tilbyde eleverne undervisning på flere niveauer og kan bedre tage sig af elever med særlige behov, men de mindste kommuneskoler kan ikke samtidig fortsætte, hvis økonomien skal hænge sammen.

Samfundsforsker lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet peger netop på, at politikerne risikerer at ødelægge den økonomiske holdbarhed, som centraliseringen skulle sikre, og han ser rivaliseringen mellem de tre store partier som et udtryk for opportunisme. For Socialdemokratiet er det opadbakke at ville markere sig som fortaler for decentralisme, fordi partiet, måske med urette, ofte er blevet set som statsliggørelsens parti. Omvendt har Venstre ry for at være et decentralt parti, men også det kan man sætte spørgsmålstegn ved. Trods alt var Venstre med daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen hovedarkitekten bag kommunalreformen.

Så sammenfattende handler den politiske nærkamp nu nok mest om nærheden til vælgerne forud for valget. Mens de reelle muligheder for at rette op på ”det skæve Danmark” er meget begrænsede.