Næstekærlighed erstatter voldelig revolution i arbejdersangbog

Den klassiske, røde arbejdersangbog er netop udkommet i en ny udgave. Men i stedet for tidligere tiders blodige kampsange opfordrer arbejdersangen i dag til omsorg over for fremmede og samfundets svageste

Arbejdere fra B&W-værftet i København demonstrerer i 1967 for noget så fredeligt som, at "beskæftigelsen må sikres". I en ny udgave af Arbejdersangbogen lægges vægten mere på sange, der opfordrer til omsorg for samfundets svageste end på ældre sange med en mere revolutionær og voldelig retorik. Arkivfoto.
Arbejdere fra B&W-værftet i København demonstrerer i 1967 for noget så fredeligt som, at "beskæftigelsen må sikres". I en ny udgave af Arbejdersangbogen lægges vægten mere på sange, der opfordrer til omsorg for samfundets svageste end på ældre sange med en mere revolutionær og voldelig retorik. Arkivfoto. Foto: Kurt Pedersen.

Det er lige dér, på side 44 i den nye udgave af Arbejdersangbogen.

Billedet af de hueklædte bønder under den kommunistiske fane med deres geværer og knyttede hænder. På den modsatte side fortæller sangteksten til ”Brødre, lad våbnene lyne” fra 1919 om ”arbejderhæren, der byder tyrannerne trods” med ”bevæbnede næver” under ”blodrøde faner”.

Men sange som den, hvis revolutionære og voldelige retorik ikke ligger langt fra den, man kan finde hos nutidens militante og ekstremistiske bevægelser, er der ikke mange af i den arbejdersangbog, der i weekenden udkom i en revideret udgave på AOF's forlag.

For bladrer man igennem de godt 400 sider, kunne man få den tanke, at arbejder-sangen er gået hen og blevet lidt blød med alderen.

Her er folkelige sange, som Benny Andersens ”Svantes lykkelige dag” og pophits som Beatles' ”Let it be” og Kim Larsens ”Kvinde min”. Blandt de 40 nytilkomne sange i bogen er Nanna Lüders' indsamlingshit ”Afrika”, den norske sang ”Sommerfugl i vinterland” om at tage godt mod flygtninge og Aage Steffensens ”Manden på risten” fra 1930'erne om en hjemløs på Vesterbro. Rettesnorene for valget af sange til den ny bog har været fællesskab og et bedre samfund, siger én af redaktørerne, Erik Juul Andersen:

”Det er et menneskesyn, som beskytter de svage og tager hånd om dem. Sangene er tænkt som et oplæg til debat og et udgangspunkt for at reflektere lidt over, hvordan vi behandler vores hjemløse og udstødte i dag,” siger han.

Niels Finn Christiansen, lektor emeritus i historie ved Københavns Universitet, påpeger, at arbejdersangen har haft en kolossal betydning i Danmark, siden de første sange kom frem sidst i 1800-tallet. Dengang var retorikken mere bombastisk end i dag.

”En af de allerførste arbejdersange herhjemme 'Snart dages det, brødre,' slutter med linjen 'Til arbejdet, liv eller død!'. Og én af de mest kendte, 'Internationale', er en meget militant sang om proletariatets kamp og sejr,” fortæller han.

Frem mod 1930'erne tog Socialdemokratiet med statsminister Thorvald Stauning i front arbejdersangen til sig som deres. De sang ”Internationale” med en ny og mildere tekst, og efter Anden Verdenskrig kom også fædrelandssangene ind i varmen. Men så kom 1960'erne og 1970'ernes oprør bragende.

”De militante sange fik lidt af en renæssance med den nye venstrefløj. Her fik Arbejdersangbogen også en del solidaritetssange, som handlede om solidaritet med de undertrykte og kæmpende i Den Tredje Verden,” siger Niels Finn Christiansen.

”Solidaritet var engang et meget militant begreb, et klassebegreb. Det, vi ser i dag, er en moderne udgave af det gamle solidaritetsprincip. Her er næstekærlighed og solidaritet to versioner af det forhold, at der påhviler os alle en forpligtelse til at tage os godt af vores næste,” siger han.

Bertel Nygaard, lektor i historie ved Aarhus Universitet mener ikke, at arbejdersangen nogensinde har været særlig militant.

”Der er ingen tvivl om, at der er sket noget markant med arbejdersangen inde for de seneste årtier. Men det tror jeg skyldes, at vi ikke længere forestiller os et radikalt anderledes samfund end det, vi har. I det øjeblik, den utopi forsvinder politisk, bliver den også noget mere fjern og vanskeligere at hylde i sangen,” siger han.

Forestillingen om, at en arbejdersang stadig i dag er fuld af blod og vold, er et gammelkommunistisk spøgelse, mener han.

”Det er de billeddannende sange med saft og kraft, som er mest opsigtsvækkende. Men i virkeligheden er arbejdersangen, dengang som nu, en hyldest til de almenmenneskelige værdier.”