Naser Khader – et studie i hjemløshed

En palæstinensisk indvandrerdreng, der voksede op til at blive superstjerne i dansk politik, men siden havnede i et morads af religiøse, politiske og private uenigheder, konflikter og trusler. Da Naser Khader blev konservativ i 2009, sagde han, at nu var han kommet hjem. I går blev han atter hjemløs

Politikeren, forfatteren og foredragsholderen, Naser Khader, er siden 2015 medlem af Folketinget (MF) for Det Konservative Folkeparti (K). Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington.
Politikeren, forfatteren og foredragsholderen, Naser Khader, er siden 2015 medlem af Folketinget (MF) for Det Konservative Folkeparti (K). Senior Fellow ved Hudson Institute i Washington. Foto: Sofie Amalie Klougart/BAM/Ritzau Scanpix.

Naser Khader får prisen for sit korrekte og levende danske sprog, sit store ordforråd og evnen til at bruge det klart, udtryksfuldt og varieret i skriftlig og mundtlig form. Hans anvendelse af dansk billedsprog, humor og ironi må tages som udtryk for, at den sproglige indlæring er lykkedes.”

Sådan lød en del af Modersmål-Selskabets begrundelse i år 2000, da Naser Khader blev tildelt Modersmål-Prisen – en hæder, som tidligere var tilfaldet blandt andre dronning Margrethe, digteren Benny Andersen og kongelige skuespillere som Erik Mørk og Ghita Nørby.

Man må formode, at selskabet også mente, at ”den sproglige indlæring” var lykkedes for de andre prismodtagere. Men den eksakte formulering skyldes uden tvivl, at denne modtager var af palæstinensisk afstamning, født i Damaskus i Syrien og først kom til Danmark som 11-årig i 1974. Her gik han i skole, blev den første student med indvandrerbaggrund fra Rysensteen Gymnasium i København og fortsatte siden til Københavns Universitet, hvor han blev cand.polit.

Blandt ordene i Khaders levende danske sprog var præmieperker, kokosnød og halal-hippie . Han opfandt ingen af ordene, men de to første blev klæbet på ham, og det tredje var han med til at give stor udbredelse. Præmieperker er den indvandrer, som ved at udmærke sig i det danske samfund modsiger påstandene om, at integrationen er dømt til at mislykkes. Kokosnød er indvandrermiljøets stempling af det samme: En indvandrer, der er brun udenpå, men ligesom de hvide indeni. Og en halal-hippie er omvendt den hvide, der i sin iver for at få integrationen til at lykkes naivt udnævner alle de brune til præmieperkere.

Naser Khader, der er blevet valgt ind i byrådet i København for det radikale venstre. Han fik over 1700 personlige stemmer - en af de højst scorende personer ved valget.
Naser Khader, der er blevet valgt ind i byrådet i København for det radikale venstre. Han fik over 1700 personlige stemmer - en af de højst scorende personer ved valget. Foto: Jørgen Sperling/Ritzau Scanpix

Meget er sket i Naser Khaders liv i de 21 år, siden han fik Modersmål-Prisen. Præmieperkeren gik fra at være en velintegreret tolk og forfatter til interessante bøger om islam og integration til at være en værdikriger, der erklærede sig som fundamentalistisk tilhænger af ytringsfrihed, og politisk rykkede han fra centrum-venstre og stadig længere mod højre.

I hovedparten af tiden har han været en politisk superstjerne og energisk idémager, hvis projekter dog har haft en tendens til at tabe opbakning og kuldsejle.

I hovedparten af tiden har han været medlem af Folketinget, men han forlod både Det Radikale Venstre og sin egen opfindelse Ny Alliance – og i går blev han ekskluderet som medlem af Det Konservative Folkeparti efter anklager fra en række kvinder om, at han skulle have krænket dem seksuelt i årenene mellem 1999 og frem til 2019.

Da Naser Khader blev konservativ i 2009, udtalte han ellers, at nu var han politisk set kommet hjem, men historien sluttede ikke dér. Som mange immigrant-historier ser det ud til, at det ikke rigtig lykkes at slutte med den lykkelige hjemkomst. At immigranten til trods for alle sine succeser og tillærte egenskaber bliver ved med at bære en hjemløshed med sig.

I marts 2006 var Danmark genstand for vrede fra hele den muslimske verden og stor opmærksomhed fra hele verden. Efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 Muhammed-tegninger et halvt år forinden var situationen eskaleret til angreb på ambassader og afbrænding af Dannebrog flere steder i Mellemøsten.

Jeg beder ikke om – og jeg har aldrig bedt om – at folk skal have ondt af mig. Jeg kæmper for det, som jeg har kært, og jeg kender efter mange år i politik alt til omkostningerne.

Naser Khader

Naser Khader var dengang radikalt folketingsmedlem i andet geled, men greb momentet og stillede sig i spidsen for bevægelsen Demokratiske Muslimer. Hans popularitet i den danske befolkning steg eksplosivt, hans berømmelse bredte sig ud i verden, og flere talte om ham som en velegnet fremtidig integrationsminister.

I de dage fangede et fransk tv-hold så på skjult kamera, at den danske imam Ahmed Akkari over for nogle arabiske samtalepartnere spurgte, om der mon ikke ville komme nogen og sprænge sig selv i luften på hans kontor, hvis Naser Khader blev integrationsminister. Akkari sagde senere, at udtalelsen var en spøg. Naser Khader har næppe moret sig meget over spøgen. Han har siden levet i sikkerhedsmæssig hjemløshed omgivet af beskyttende livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste.

I maj 2007 lancerede Naser Khader sit helt eget parti, Ny Alliance. Flankeret af en anden radikal afhopper, Anders Samuelsen, og en konservativ afhopper, Gitte Seeberg, ville han skabe fornyelse i dansk politik. Væk fra statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) VKO-blok og ind på midten. ”Nok er nok”, lød sloganet, og de første meningsmålinger gav det nye parti en enorm tilslutning, som tydede på, at det ville få 20 mandater.

De politiske novicer blev dog udmanøvreret af en snu statsminister, der udskrev valg allerede i november samme år og dermed tog alle på sengen. Det nye parti var ikke på plads og gjorde en knap så god figur i valgkampen, hvor de opnåede kælenavnet ”storbytosser”, og endte med sølle 2,8 procent af stemmerne og fem mandater. Havde Naser Khader haft ministerdrømme – måske endda statsministerdrømme – måtte han pakke dem sammen igen. Han og partifællerne endte som en håndfuld politisk hjemløse på midten, indtil de valgte højre side, blev til Liberal Alliance – og Khader tjekkede ud.

Rejsen fra Damaskus og islam mod København og kristendommen fortsatte. Naser Khader blev konservativ, tilknyttet den amerikanske tænketank Hudson Institute i Washington, fik tatoveret ordene ”frihed” og ”demokrati” på arabisk på sine arme – og gav sig til at studere teologi på universitetet.

”Islam er i dyb krise og kan sammenlignes med et hus, der ligger i ruiner, som jeg gerne vil være med til at renovere. Og der kan man godt hente inspiration fra det kristne ’hus’, som heller ikke var alt for smukt for tusinde år siden, hvor der var inkvisition, men som siden da er blevet et rigtig pænt hus,” har Naser Khader tidligere udtalt, og i april i år skrev han på sin Facebook-side:

Den radikale kandidat Naser Khader og økonominister Marianne Jelved tager en dans under optællingen af stemmerne til EU-parlamentsvalget på Christiansborg.
Den radikale kandidat Naser Khader og økonominister Marianne Jelved tager en dans under optællingen af stemmerne til EU-parlamentsvalget på Christiansborg.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

”Jeg bliver mere og mere træt af muslimer, og mere og mere vild med Jesus. Der er ingen, der kan måle sig med ham. Han er historisk unik, han giver alle baghjul, også Muhammed. Budskabet om, at man skal bekæmpe sine egne selviske sider for at blive i stand til at elske sin næste, er en guddommelig tanke, som et menneske ikke kunne finde på.”

Dermed synes kultur-muslimen Khader, der i bogen ”Tro mod tro” repræsenterede denne side i en dialog med den folkekirkelige sognepræst Kathrine Lilleør, at have tilendebragt en rejse hele vejen til den kristne tro. Og dog har han givet udtryk for, at han føler sig en anelse hjemløs over for danskernes mildt sagt moderate måde at tro på:

”Danskerne har, modsat araberne, et meget afslappet forhold til religion, hvilket lige siden har undret mig. De fleste er kristne, men mange ved ikke ret meget om kristendommen, og hvor vigtig den er som kulturbærende kraft i Danmark,” har han tidligere sagt til Kristeligt Dagblad.

Gennem årene er Naser Khader raget uklar med mange. I 2017 løb han ind i en strid med Exitcirklens leder, den kvindelige imam Sherin Khankan, som anklagede ham for at have fremsat trusler over for hende. I foråret i år gengav medierne en række andre personers anklager om trusler, hvilket fik Khader til at sygemelde sig fra Folketinget med stress. Nu har anklager fra en række kvinder om uønskede seksuelle handlinger fra Khaders side så kostet ham partimedlemskabet hos De Konservative, selvom han benægter det hele.

”Jeg beder ikke om – og jeg har aldrig bedt om – at folk skal have ondt af mig. Jeg kæmper for det, som jeg har kært, og jeg kender efter mange år i politik alt til omkostningerne. Men jeg beder om ordentlighed og retfærdighed, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle dømmes på baggrund af påstande, rygter og sladder,” lød hans kommentar på Facebook i går.

Over for Altinget har én af Khaders venner, kommunikationsrådgiver Michael Ulveman, forklaret, at ”Naser er ikke så præcis i sin kommunikation på dansk. Han er båret af indignation, og han er hurtig på aftrækkeren.” Andre beskriver ham som ”følelsesmenneske”, og den tidligere SF’er og nuværende dialogkaffe-forkæmper Özlem Cekic ser ham som en ”grøftegraver”.

Hvad angår værdier som demokrati, ytringsfrihed og kristendom kunne det se ud som om, at Naser Khader er yderst velintegreret i Danmark. Hvis han alligevel atter er hjemløs efter alle sine bedrifter og alle årene i Danmark, kan det skyldes, at danskerne som folk – både i kirkerummet og den politiske samtale – er mere tilbagelænet konsensussøgende, end han kan forstå. Og at den tidligere modersmål-prismodtager måske alligevel ikke er så præcis, korrekt og varieret i sit udtryk, som han for 21 år siden blev prist for.