En strøm af sød te møder næseborene, da døren åbnes. I døråbningen står 34-årige Nathalie Vural i en stram kjole og langt brunt hår ned langs venstre øre. Hun viser ind i køkkenet, hvor grønne planter dominerer interiøret. Her er også hendes 13-årige søn, Nino Vural. Han åbner de hvide låger og lægger sin hånd på nogle colaflasker og kigger spørgende op.
”Ja, du må gerne tage en,” siger Nathalie Vural til sin søn, som lider af infantil autisme med mental retardering. Han har ikke noget sprog, og mentalt er han på niveau med en fireårig.
Nathalie Vural blev allerede mor som 21-årig og har derfor kun en niendeklasseseksamen og en halv HF i sin rygsæk. Som ung var hun cirkusartist og kunstskøjteløber. I dag har hun ingen uddannelse eller arbejde. Hun siger, at hendes søn er hendes fuldtidsjob. Pengene får hun fra et ressourceforløb, som fungerer ligesom kontanthjælp.
”Det gør meget, når man har et barn, der fylder. Man mister identitet – især, når jeg har lavet alle de ting fra mit unge liv. Der var et spotlight på mig, men nu handler intet om mig. Det handler om min søn og hans behov. Det har været svært at acceptere, men jeg har gjort, hvad jeg kunne for at holde mig i gang,” siger Nathalie Vural og viser ind i stuen.
En brun kommode pryder væggen, og en gammel lænestol soler sig i en kroget lampe, der bøjer sig nonchalant over den.
”Alt, hvad jeg har i mit hjem, er arvestykker. Jeg bruger ikke penge på noget som helst, der har med mit eget forbrug at gøre. Det kan godt tære på ens selvtillid, men jeg har valgt at bruge penge på min søn,” siger hun og skænker dampende te op i grønne kopper, mens julemusik spiller i baggrunden. Nino er i gang med at se en julefilm på sin iPad, og små tics afslører, at han nyder det til fulde. Julen betyder meget for den lille familie.
”Nino er vild med jul. Han ser julefilm om sommeren,” siger Nathalie Vural og smiler til sin søn, der drikker colaen med et spiralformet sugerør.
Desværre gør familiens sparsommelige budget, at julen ikke kan blive til ret meget. Hvor mange børn finder iPhones og mærkevarer under juletræet, får Nino genbrugsvarer og balloner. Nathalie Vural har søgt støtte hos Mødrehjælpen på Nørrebro, hvor hendes mor tidligere har arbejdet som frivillig.
”Det kan godt være, at 500 kroner ikke redder alverden. Men det at møde nogle, der gerne vil hjælpe én, det hjælper mentalt rigtig meget. Det har givet mig overskud til at fortsætte kampen for at give min søn et værdigt liv,” fortæller hun og forklarer, at det er hårdt at skrive en ansøgning med ønsket om at modtage julehjælp.
”Jeg sidder og redegør for vores budget og fortæller om alt det dårlige i mit liv for at vise, hvorfor vi har brug for hjælpen. Det er svært ikke at knække, og det tager mange kræfter,” siger hun og kigger fjernt ud i stuen.
Hurtigt skynder hun sig at sige, at hun ikke er flov over at søge. Dog skulle hun vænne sig til at erkende, at hun står i en svær situation.
”Jeg er nødt til at minde mig selv om, at jeg ikke kan gøre for, at vi har brug for hjælp. Når man søger jule-hjælp, har man heldigvis sin begrundelse for at søge med i ansøgningen. På den måde føler jeg, at jeg har mulighed for at forsvare mit behov, og jeg ved, at det bliver modtaget af folk, der har forståelse for det. Det gør faktisk, at det føles mindre flovt, end når jeg møder folk på gaden, der har en forventning om, hvad jeg burde have stillet op med mit liv og potentiale,” siger Nathalie Vural.
Det er ikke kun ved juletid, at Mødrehjælpen på Nørrebro viser støtte. Da samfundet var lukket ned i forået på grund af coronaen, sendte Mødrehjælpen en mail til Nathalie Vural, hvor de spurgte, om de kunne hjælpe. Om de skulle komme med noget legetøj, tøj eller bøger. Den enlige mor takkede faktisk nej, da hun også mener, at man ikke bare skal sige ja, når noget bliver budt.
”Det er rart, når hjælpen rækker ud over julen, da jeg faktisk har det svært hele året. Når vi bliver inviteret på udflugter, for eksempel bondegårds- eller veteranbilstur, takker jeg med det samme ja for at give en god oplevelse til min søn,” siger hun bag tekoppens varme.
Julefilmen på iPaden er slut, og Nino sætter sig på sofakanten. Hans mor spørger, om de skal klippe julepynt, som de kan hænge op på den brune kommode. Nino griner og hopper, mens hans mor skynder sig at finde limpistol, rød pap og snor.
På søndag skal familien til julefest, som Mødrehjælpen har arrangeret.
”Det betyder virkelig meget for os, fordi Nino ikke går i skole og ikke er en del af sociale ting med andre børn. Det er en stor hjælp,” siger hun og tænder limpistolen.
For mange har corona været et stort problem mentalt, da man har skullet gå hjemme. For familien Vural er det deres normale hverdag, så det bemærkede de ikke.
”Udfordringen var, at vi ikke kunne komme så meget ud. Jeg kunne ikke forklare Nino, at det skulle han ikke. Så måtte jeg sige, at supermarkedet var sygt. Biblioteket var sygt,” fortæller hun.
Nathalie Vural håber på, at hun kan modtage julehjælp igen i år. Hvis de ikke får julehjælpen, står der et stort bankende hul på kontoen det næste stykke tid.
”Hvis vi får julehjælpen, så har vi jo i forvejen brugt den, kan man sige. Jeg er nødt til at lukke øjnene lidt for at kunne nyde den her tid,” siger hun og hænger sammen med sin søn den færdige juleguirlande op på kommoden.