At Mozart var østriger og Wagner tysker, ved de fleste. Men om komponisterne tænkte som sådan, det er sværere at vide, man kan jo ikke længere spørge dem.
Indtil nu har musikhistorikere typisk benyttet sig af nedskrevne kilder som breve og noter for at afgøre spørgsmål som disse. Og er kilderne der af den ene eller anden grund ikke, kan det være svært at få svar.
Men nu har en gruppe forskere ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium fundet en anden måde at aflæse komponisters nationale sindelag på, og det helt uden at gå i tekstarkiverne.
Opdagelsen er gjort ved hjælp af et såkaldt korpusstudium. Det er ”big data”-forskning, der søger svar ved sammenkøring af store iwnformationsmængder og ved hjælp af formler finder mønstre, som en forsker ellers ikke ville kunne finde.
Flere end 4000 nodeark til musikalske temaer skrevet af franske, tyske, østrigske og italienske komponister i perioden 1600-1950 er blevet kørt gennem en computer. Dernæst er rytmen i temaerne blevet sammenlignet med rytmen i komponisternes sprog.
Konklusionen er, at rytmen i stykkerne har store ligheder med rytmen i komponisternes modersmål. Især i den periode, hvor kunstnere i øvrigt dyrkede det nationale, nemlig i den kulturstrømning, der kaldes nationalromantikken i 1800-tallet og det tidlige 1900-tal.
”Man har i forvejen haft en idé om, at kunstnere i de forskellige lande dyrkede deres nationale identitet i den periode, for eksempel inden for billedkunsten. Men inden for musik er det aldrig efterprøvet kvantitativt. Det, vi blandt andet kan se, er, at i takt med, at nationalromantikken begynder at spille en rolle, så kommer den rytmiske variabilitet i musikken tættere på den, der er i komponistens eget sprog,” siger Niels Chr. Hansen, der er postdoc ved Center for Music in the Brain, Aarhus Universitet, og Det Jyske Musikkonservatorium og står bag studiet sammen med kolleger fra Holland og Storbritannien.
Forskerne har først identificeret de forskellige sprogs såkaldt ”rytmiske variabilitet”. Den rytmiske variabilitet er de udsving i stavelsernes varighed, der findes, når man taler sproget.
På fransk er den rytmiske variabilitet eksempelvis lav, og på tysk er den høj. Og den kurve er så sammenholdt med den historiske udvikling i rytmisk variabilitet i klassiske musikstykker. Det ville have været helt uoverskueligt at gøre, hvis man ikke havde haft en computer til at gøre alt regnearbejdet, påpeger Niels Chr. Hansen.
Studiet leverer for første gangen kvantitativ efterprøvning af flere udbredte påstande inden for musikhistorien. Den italienske musikkultur dominerede rigtigt nok i barokken i 1600-tallet. Den tysksprogede musikkultur vandt frem i wienerklassikken i slutningen af 1700-tallet. Og i romantikken fik den klassiske musik, som nævnt, et mere nationalt præg.
Der er dog også påstande, der må tilbagevises: For eksempel den, at de franske komponister stædigt skulle have modsat sig enhver inspiration udefra. Hos komponister som César Franck, Édouard Lalo, Vincent d’Indy, Paul Dukas og Georges Auric ses en tydelig tysk inspiration, der danner en alternativ underskole i forhold til den ellers fremherskende nationalromantiske tendens i slutningen af 1800-tallet.
”Den stereotype idé om, at franskmænd er anderledes end alle mulige andre, idet de ikke lader sig inspirere af andre nationer, har også været dominerende i musikhistorien. Men vi kan se, at franskmændene, på linje med andre nationer, har ladet sig inspirere af musikken fra Wien eller Leipzig i bestemte perioder. Og det skal man huske, når man næste gang skriver musikhistorien,” siger Niels Chr. Hansen.
Derudover kan man i studiet se, at sammenhængen med modersmålet daler, efterhånden som den romantiske periode afløses af mere modernistiske strømninger i begyndelsen af 1900-tallet. Fremover bliver komponisterne generelt mere inspireret af stilarter, der går på tværs af landegrænserne, fortæller Niels Chr. Hansen.
Det er en vigtig lære, at metoder som disse, der normalt hører til i den naturvidenskabelige sfære, sagtens kan gøre os klogere på ting, vi normalt ville læse os frem til ny viden om, mener han.
”Det er stærke værktøjer for humanistisk forskning og bør også reformere den måde, vi skriver historie på.”