Den seneste uge har det været en sensation, at Politiken på forsiden afslørede, at en ny bog om krigen i 1864 af Tom Buk-Swienty viste, at kong Christian IX var villig til at lægge Danmark og hertugdømmerne ind under Det Tyske Forbund (Tyskland blev først samlet i 1871). Fordi Preussen ikke mente, at det var i Preussens interesse at få det danske monarki ind i Det Tyske Forbund, blev det ikke til noget.
Den historie er nu ikke ny. Den har været offentligt kendt mindst siden 1916. Den har også været omtalt i populære historiske fremstillinger. I Politikens (ja, netop Politikens) Danmarks Historie bd. 11 fra 1964, side 489, står det nævnt. Det nævnes også, at den danske regerings forhandlere rejste til fredsforhandlingerne med mandat til at tilbyde optagelse i Det Tyske Forbund, hvis det kunne afværge andre danske indrømmelser. Så kongen var ikke helt alene om det her.
Så vidt kan man bare konstatere, at Tom Buk-Swienty, der skriver i Weekendavisen, har brugt sit kendskab til medierne og deres nyhedskriterier til at markedsføre sin bog maksimalt. Buk-Swienty har dog en pointe, når han siger, at historikerne aldrig har boret så meget i krigen i 1864, at den bredere offentlighed virkelig fik kongens rolle med i billedet af nederlaget. Det gælder nok også andre aspekter af hele historien om det lammende nederlag. Hvor mange ved, at et par ministre i foråret 1863 tilbød den svensk-norske konge også at få den danske krone? Hvor mange ved, at konseilspræsident (statsminister) C.C. Hall i efteråret groft misinformerede mod bedre vidende, da han fortalte, at Sverige-Norge ville støtte Danmark i en krig? Hvor mange ved, at den danske konseilspræsident D.G. Monrad i 1864 var i en tilstand af sindssyge? Han var maniodepressiv.
Skal man imidlertid vurdere nederlaget ordentligt, må man et spadestik dybere end til historier om enkeltpersoners skrøbeligheder og fejlvurderinger. Her kniber det for selv mange historikere. Nederlaget blev skabt af en alt for ringe dansk informationsindsamling. Beslutningstagerne vidste alt for lidt om de europæiske stormagters holdninger til konflikten om Slesvig-Holsten. Offentligheden var fejlinformeret om den storpolitiske situation, og aviserne gejlede til dels på grundlag af urigtige informationer en dansk krigsstemning frem. Og i København kunne ingen finde ud af, om kongen eller konseilspræsident Monrad ledede regeringen, hvorfor de fik lov til at føre hver sin politik i strid med hinanden.
Det er forståeligt, men ikke til gavn for almenvellet, at der i 1864 ikke var lyst til en national selvransagelse. Ikke for at placere skyld, men for at se på, om det politiske beslutningssystem kunne forbedres. Resultatet blev imidlertid det helt urimelige, at de eneste, der havde holdt hovedet koldt, nemlig hærledelsen med overgeneral de Meza i spidsen, blev syndebukke. Fordi man gennemførte et tilbagetog fra Dannevirke, som de preussiske generaler anerkendte som et militærfagligt og strategisk mesterstykke.
Dansk beslutningskvalitet har været omstridt i andre situationer uden, at det har ført til en konstruktiv selvkritik. Senest gjaldt det beslutningen om at deltage i krigen i Irak. Antagelsen om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, holdt ikke, informationsgrundlaget kunne altså have været bedre. Det blev hævdet, at den danske krigsdeltagelse stred mod Grundloven og folkeretten. Ingen konklusioner er draget.
Irak-krigen har der været argumenteret for ud fra andre mål end tilintetgørelse af masseødelæggelsesvåben. Fair nok, men tilbage står, at der er stillet spørgsmål ved dansk beslutningskvalitet.
Socialdemokraterne ønsker - hvis partiet efter et valg har magt til det - at undersøge baggrunden for den danske deltagelse. Det vil i givet fald let føre til et partipolitisk opgør. Men det vil ikke nødvendigvis føre til konstruktive institutionelle ændringer i regeringen, i samarbejdet mellem Statsministeriet og Udenrigstjenesten, i Folketinget, i efterretningstjenesten og eventuelt også i Grundloven.
Selvransagelsen vil dog komme, når fremtidens historikere og politologer engang tager fat. Men behøver der som i tilfældet med 1864 at gå 146 år, før medierne for alvor viderebringer resultaterne?
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet