Vikinger og kedsomhedsknap har løftet Nationalmuseets besøgstal

Nationalmuseet har i år oplevet solid publikumsvækst. Men museumsforsker sår tvivl om, hvorvidt direktør Rane Willerslevs tilgang til formidling holder på den lange bane

”Udviklingen på museet i København har været afgørende for, at vores økonomi er god nu. Christiansborg og Kronborg har altid været stærke økonomier, hvor palæet i København ikke trak. Men det gør det nu. Nu har vi en udviklingsøkonomi, hvor der er penge til at udvikle og lege og finde på spændende ting og satse på nyt. Det er vigtigt,” siger museumsdirektør Rane Willerslev. Arkivfoto.
”Udviklingen på museet i København har været afgørende for, at vores økonomi er god nu. Christiansborg og Kronborg har altid været stærke økonomier, hvor palæet i København ikke trak. Men det gør det nu. Nu har vi en udviklingsøkonomi, hvor der er penge til at udvikle og lege og finde på spændende ting og satse på nyt. Det er vigtigt,” siger museumsdirektør Rane Willerslev. Arkivfoto. Foto: Sofie Mathiassen/BM/Ritzau Scanpix

Direktør Rane Willerslev er ofte blevet kritiseret for at gøre Nationalmuseet for poppet med tiltag som ”kedsomhedsknappen”, at lade designer og tv-personlighed Jim Lyngvild komme med sit bud på vikingernes udseende og ved at lade et tv-hold følge ham selv i tv-programmet ”Ranes Museum” på DR 2. Men nu tyder det på, at publikum godt kan lide de nye tiltag, for museet oplever solid publikumsfremgang. Siden årsskiftet og frem til udgangen af oktober i år har små 1,8 millioner mennesker besøgt en af Nationalmuseets i alt 20 afdelinger, der er fordelt over hele landet. Det er 10 procent mere end i samme periode i 2018, og fem procent højere end den tilsvarende periode i 2017. Antallet af besøgende er samtidig det højeste, siden entrébetaling blev indført på Nationalmuseet i sommeren 2016.

”Jeg er sindssygt glad for at se flere gæster på museerne. Der er mange vigtige ting omkring det at udvikle Nationalmuseet, men uden en stærk økonomi er der ingen penge til idéudvikling og til at holde på stillinger i en tid, hvor der skæres fra statens side,” siger Rane Willerslev.

Især Nationalmuseets store afdeling i Prinsens Palæ i København har oplevet en positiv udvikling. Her har man i årets første 10 måneder tiltrukket en tredjedel flere besøgende end både sidste og forrige år.

”Da jeg kom til i sommeren 2017, havde museet i København fået lavet en analyse, den såkaldte ’Ikke-bruger-undersøgelse’, som hed sådan på grund af de lave besøgstal. Her stod blandt andet, at museet hvilede på en kedelighedsplatform. Og det var faktisk hoved-grunden til, at jeg sagde ja til jobbet – at give et andet blik på museet,” siger Rane Willerslev.

Museet oplyser også, at entréindtægterne for København-afdelingen er steget med 65 procent i forhold til sidste år. Det skyldes blandt andet, at besøgstallet er vokset mere blandt betalende voksne end blandt børn og unge under 18 år, der har gratis adgang.

”Udviklingen på museet i København har været afgørende for, at vores økonomi er god nu. Christiansborg og Kronborg har altid været stærke økonomier, hvor palæet i København ikke trak. Men det gør det nu. Nu har vi en udviklingsøkonomi, hvor der er penge til at udvikle og lege og finde på spændende ting og satse på nyt. Det er vigtigt,” siger Rane Willerslev.

Netop i forhold til økonomi vurderer museumsforsker og professor på institut for kommunikation på Københavns Universitet Hans Dam Christensen, at Rane Willerslev som direktør for Nationalmuseet har klaret opgaven godt.

”Rane Willerslev har levet op til politikernes krav i forhold til den økonomiske ramme, som politikerne har stillet for museet. Han har rettet op på økonomien, og han lever desuden et langt stykke ad vejen også op til de operationelle målkrav fra Kulturministeriet. I forhold til dem, der giver pengene, opfylder han opgaven, som han skal.”

Museumsforskeren roser også væksten i besøgstal og fremhæver, at museet er blevet mere synligt i offentligheden.

”Men det er netop som ’Ranes Museum’, ikke som Danmarks museum. Spørgsmålet er også, om folk er blevet klogere og har fået et billede af, hvad Nationalmuseet er i sin helhed. En kedsomhedsknap og Orla Frøsnapper på Frilandsmuseet er interessant her og nu, men det er ikke det samme som formidling på den lange bane. Bare fordi Rane Willerslev kan sikre synlighed, omtale og mediedækning, betyder det ikke, at indholdet på museerne er relevant. Kommer folk igen? Føler de sig inkluderet? Det gør man ikke nødvendigvis med en kedsomhedsknap.”8