Nationalpark. Det er egentlig et underligt ord. Alligevel er det lidt af et trylleord. Vi ved straks, at det er noget med vild og storslået natur. Vi kender nemlig begrebet fra rejser i udlandet, hvor besøg i nationalparker tit byder på flotte og magiske oplevelser, der er helt anderledes end storbyernes velkendte, hektiske liv.
Nu har vi også fået nationalparker i Danmark. I 2008 åbnede statsminister Anders Fogh Rasmussen Nationalpark Thy i Nordjylland som den første. Nummer to blev indviet i 2009, hvor dronning Margrethe på en flot augustdag klippede snoren over til Nationalpark Mols Bjerge i Østjylland. Og på en kold og klar dag i oktober 2010 åbnede prins Joachim Nationalpark Vadehavet i Sønderjylland som Danmarks tredje og største nationalpark. I 2011 og 2012 følger Nationalpark Skjern Å og Nationalpark Kongernes Nordsjælland efter.
I 1872 blev Yellowstone i USA åbnet som verdens første nationalpark. Siden har etablering af nationalparker bredt sig som et verdensomspændende fænomen, der har været med til at styrke mange landes nationale identitet. Men begrebet er meget mere end det. I vor tid er etablering af nationalparker simpelthen blevet den vigtigste måde, man beskytter natur på i verden.
Bare ikke i Danmark. Modsat andre europæiske lande har vi ikke brugt nationalparkbegrebet, men beskyttet naturen på vores helt egen måde gennem fredninger. På trods af disse bestræbelser på at passe på naturværdierne har Danmark udviklet sig til at blive det mest intensivt opdyrkede land i Europa. Og da fredninger ikke kendes ude i den store verden, er Danmark kendt for nærmest ikke at have nogen natur, der var værd at vise frem.
Det passer ikke, det ved vi jo godt. Naturen er rigtignok trængt voldsomt tilbage, men der er stadig magiske stumper af stor værdi bevaret. Og så er der den danske kyst: 7500 kilometer uhyre varierede kyster, som vi har været gode til at passe på og give fri, offentlig adgang til. Danmark er en stormagt, hvad kyster angår!
Så vi har store naturværdier. Vi har noget at vise frem og være stolte af. Derfor er det både ret, rimeligt og godt, at Danmark har fået nationalparker. Nu kan hele verden få øje på værdierne. De er en del af markedsføringen af Danmark.
Oprettelsen af nationalparker i Danmark har været og er en sej kamp. Modstanden kommer fra både grønne organisationer og fra landbruget. Med vidt forskellige argumenter.
Balladen begyndte for over 40 år siden. I 1967 barslede regeringens såkaldte Naturfredningskommission med en betænkning, der anbefalede etablering af nationalparker i Danmark. Naturfredningskommissionen var bredt sammensat med repræsentanter fra hele ni ministerier. Men Danmarks Naturfredningsforening (DN) satte sig imod, fordi foreningen frygtede, at oprettelsen af nationalparker ville betyde en svækkelse af naturbeskyttelsen andre steder. Så nationalparkerne blev ikke til noget.
I 2001 dukkede debatten op igen for fuld musik, da regeringens udvalg for naturbeskyttelse, Wilhjelm-udvalget (opkaldt efter formanden, den konservative tidligere industriminister Nils Wilhjelm), kom med sine anbefalinger. Slutrapporten, "En rig natur i et rigt samfund", anbefalede etablering af nationale naturområder.
Denne gang var den generelle lovgivning anderledes end i 1960?erne, så DN bed på krogen på betingelse af, at etableringen af nationalparker blev ledsaget af en bred plan for naturen i Danmark.
Nu er de første nationalparker så indviet. Men der er stadig ingen national plan for Danmarks natur. Og så er der én ting, der undrer ved de danske nationalparker: Nogle af de mest storslåede naturområder som Møns Klint, området omkring Skagen, Stevns Klint eller Nordbornholm er ikke med.
Det er forrykt. Hvis meningen med nationalparkerne er at øge bevidstheden om landets naturværdier og markedsføre Danmark, skal disse klenodier naturligvis frem i første række. Grunden til, at de ikke er kommet med, er dels, at de grønne organisationer har haft mere fokus på naturgenopretning end på markedsføring, dels lokal modstand fra lodsejere, der fik held til karikere nationalparkerne som nye, statslige restriktioner med påbud om træsko og folkedragter.
Det er ærgerligt. Buketten af nationalparker i Danmark vil komme til at mangle de smukkeste blomster, hvis regeringen standser ved de fem, der er vedtaget. Hvis vi vil noget med nationalparkbegrebet og bruge det godt til gavn for Danmark, skal vi have de rigtige nationalparker med i flokken.
Nationalparkloven kan sikre, at det bliver de rigtige. Men intet er sikkert. Nationalparkloven er nemlig uhyre bred. I lovens formålsparagraf står der, at formålet med nationalparkerne er at:
skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.
Natur- og kulturværdier? Det er jo alting. Så hvis man er lidt fræk, kan man i princippet udnævne hvad det skal være til nationalpark. For eksempel et stort landområde med enorme svinefabrikker, storfarende, fikserede søer og bacongrise, som jo om noget er Danmarks nationaldyr. Eller man kunne udvælge et storslået landskab med kæmpemæssige indkøbs- og fitnesskatedraler, industribygninger, parkeringspladser og tilhørende motorvejsudfletninger.
Selvom de teoretiske muligheder er der, kan enhver nok se det absurde i disse fortolkninger. Den danske nationalparklovgivning er tilpasset et kulturland, hvor vildmarken stort set er fortrængt af vores foretagsomhed.
I mange kredse har det også vakt undren, at der gælder nøjagtig samme regler om brug af landskaberne inden for en nationalparks grænser som uden for. Men fordelen ved denne regel er ved nærmere eftertanke åbenlys: Nationalparkens grænse er alene en ramme, der definerer, at vi inden for denne vil udvikle og markedsføre Danmark i overensstemmelse med nationalparkens formål.
Hvis formålet er masser af vild og varieret natur og turisme, skal vi altså bruge penge på at udvikle området i den retning. Det hele skal ske frivilligt med lokal opbakning og alene styret af lodsejernes ønsker og økonomiske interesser, herunder interesser i at sælge ejendomme til staten.
Det er faktisk slet ikke så tosset. Det er dog klart, at de danske nationalparkers kvalitet og fremtid står og falder med de ressourcer, vi investerer i dem.
Men muligheden for at udvikle de danske nationalparker til international topklasse og til gavn for Danmark er der. Og den skal vi udnytte. Vi skal investere i naturen.
Nationalpark Skjern Å, som åbner i 2011, kommer blandt andet til at omfatte den genoprettede del af Skjern Å og flere store hedeområder fra dengang, da Vestjylland var lyngens rige. Nationalparken bliver dermed et slags monument over vores vilje til at genoprette natur og værne om resterne af de gamle, kulturskabte heder i Jylland.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som åbner i 2012, bliver en stor og vild nationalpark med masser af skove, søer, moser, krondyr, bævere, vandfugle, ørne og andre rovfugle ganske tæt på København. På grund af nærheden til hovedstaden vil indvielsen af netop denne nationalpark uden tvivl for alvor åbne rigtig mange danskeres øjne for nationalparkerne og deres muligheder og rolle for Danmarks udvikling.
Jeg håber og tror, at vi får oprettet 10-15 gode, danske nationalparker i løbet af det kommende årti. De skal være hjørnestene i fremtidens natur og give os bedre muligheder for at udvikle og markedsføre Danmarks naturværdier. Og så håber jeg, at alle forstår, at nationalparkerne og den danske natur bliver, hvad vi beslutter os til at investere penge og kræfter i.
Samtidig håber jeg, at vi snart får den længe efterlyste nationale plan for Danmarks fremtid. Hvordan vil vi indrette landet? Hvor stor en del af Danmark skal have lov til at ligge hen som vild natur? Hvor stor en del af landet skal ligge hen som ekstensivt udnyttet natur? Og hvor stor en del af landet kan vi tillade os at udnytte intensivt? Uden naturforståelse, planer, investeringer og klare idéer om, hvor vi vil hen, er der nemlig dømt deroute for naturen.
Nationalparkerne er en del af løsningen.
Michael Stolze er biolog og forfatter
