Prøv avisen

Nattergalen er populær i dansk litteratur

Her fabulerer englænderen Henry Justice Ford i en tegning fra 1894 over skønheden i nattergalens sang.

Både før og efter H.C. Andersens eventyr Nattergalen har den lille, gråbrune sanger inspireret danske digtere

Tænk, hvis nattergalen bliver så sjælden, at den må bures inde i Zoologisk Have. Så er næste skrækscenario lige om hjørnet: at den nægter at synge. Og at vi må nøjes trillerne fra kulørte metalfugle made in China.

Lad os håbe, det hverken bliver nødvendigt med beskyttede boliger til den lille uanselige, gråbrune sanger eller med mekaniske plagiater.

Fra H.C. Andersens eventyr Nattergalen fra 1843 ved vi jo, at kun den ægte vare, den sande poesi, kan synge de onde syner fra kejserens og vores seng og døden fra vores hjerte. Og at plagiatkunsten vil spille fallit før eller siden.

Mens vi venter på, at nattergalebestanden vokser i den danske natur, må vi trøste os med, at fuglen er rigt repræsenteret i den danske litteratur.

Hos Karen Blixen for eksempel. Her akkompagnerer den hede elskovsscener i Sandhedens Hævn fra 1926, eller den minder om ungdommens tabte muligheder i Et Familieselskab i Helsingør fra 1935. Eller bliver andre steder i forfatterskabet ligesom hos andre digtere symbolet på ypperste kunstnerisk formåen og skaberkraft.

Også N.F.S. Grundtvig var glad for nattergalen. I pinsesalmen I al sin glans nu stråler solen fra 1843 hører vi, at I sommernattens korte svale / slår højt fredskovens nattergale. Samme år offentliggør han digtet Nattergalen med det sørgeligt aktuelle omkvæd: Lad Fuglen ei døe!. På samme måde, som nattergalen er på spil i hans sang fra 1847 Jeg gik mig ud en sommerdag at høre. Endnu tidligere, i 1810, besynger Adam Oehlenschlæger nattergalen der monne yndigt slaae i digtet Valravnen. Og hos Emil Aarestrup i digtet Distraction fra 1837 genlyder Dalen (...) just i det samme Henrykt af Nattergalen. Kai Hoffmann påstår i Den danske sang fra 1924, at hjertesproget er vers og sang og lære kan vi af nattergale / af lærken over den grønne vang.

To år efter, i 1926, hylder Per Lange nattergalens og digtningens forklarende ro i digtet Nattergal. Samme år udkommer Johannes V. Jensens novelle Nattergalen.

Og sådan kan man blive ved. Den lille fugl optræder mange steder blandt danske digtere og prosaister. I nutiden møder man den blandt andet i Pia Juuls novelle Nattergalen og tyren, ligesom massevis af FDFere synger med, når Per Borgsten spørger: Nattergalen, kender du den / og har du hørt den synge i de store, mørke skove ?/ Lille sanger, du er min ven,/ hvornår får jeg mon lov at høre dig igen ?. Også sangene fra Sebastians minimusical Nattergalen gør det svært at glemme fuglen.

For ikke at tale om den reklame, den får, hver gang der kommer tekster ud af munden på den jyske komikertrio De Nattergale.

Nattergalen er også yndet emne i mange andre landes litteratur. Med en enkelt fugleflugts-afstikker til udlandet går det vel an at nævne svenske Astrid Lindgrens dejlige fortælling fra 1984, Suser min lind, synger min nattergal ?.

boas@kristeligt-dagblad.dk