Naturen skal forhøje udviklingshæmmedes livskvalitet

Udviklingshæmmede skal mere ud i naturen, og det har det har de netop fået økonomisk støtte til fra Friluftsrådet. Projektet skal gøre noget for en af de grupper, der er mindst fysisk aktive

Projektet ”Kram Naturen” skal styrke udviklingshæmmede mentale og fysiske sundhed ved at give dem mulighed for at komme ud i naturen.
Projektet ”Kram Naturen” skal styrke udviklingshæmmede mentale og fysiske sundhed ved at give dem mulighed for at komme ud i naturen. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Vind i håret og sand mellem tæerne er tæt på at være en menneskeret, mener Jan Ejlsted, direktør for interesseorganisationen Friluftsrådet, hvor man arbejder på at inspirere danskerne til at være mere fysisk aktive i naturen. Derfor har rådet også netop valgt at støtte et projekt, som Udviklingshæmmedes Landsforbund står bag, med 737.500 kroner.

Projektet ”Kram Naturen” skal styrke udviklingshæmmede mentale og fysiske sundhed ved at give dem mulighed for at komme ud i naturen. Det fortæller Joan Riis, der er projektleder og sundhedsfaglig konsulent i Udviklingshæmmedes Landsforbund.

”Jeg synes, det er enormt interessant at bruge naturen. Herude kan man opleve og bruge sine sanser, og man kan opnå ro og balance. Den er jo bare god for os, viser alle undersøgelser. Men vores indtryk er, at der ude på bostederne er store forskelle på, hvor meget man kommer ud, fordi der bliver sparet på ressourcer alle vegne. Så vi håber, at vores målgruppe kan forhøje deres livskvalitet ved at komme ud i naturen, og at vi kan styrke følelsen af fællesskab på bostederne,” siger hun.

Projektet skal sørge for, at udviklingshæmmede fra 30 bosteder kommer ud i naturen til fire såkaldte ”årstidslørdage”, men håbet er, at man kan inspirere til mere. Derfor har man blandt andet planer om at udgive et idékatalog og uddanne 10 deltagere til naturvejledere.

Pengene til projektet kommer fra puljen Udlodningsmidler til Friluftsliv, hvorfra man samlet har valgt at afsætte 10 millioner kroner til projekter, der møder kriterierne for samarbejdet med Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger og Danmarks Idrætsforbund ”Bevæg dig for livet”, som skal gøre danskerne mere aktive i det fri. Et mål, der i høj grad også gælder de danskere, der har brug for en håndsrækning, og derfor er projektet her oplagt, siger Friluftrådets direktør Jan Ejlsted.

”Det er dejligt, at nogle vil gøre noget for udviklingshæmmede. Vi vil gerne have, at alle mennesker kan komme ud i naturen, for det betyder noget for den mentale sundhed. Her tager man et skridt for at styrke en gruppe, der ikke kommer så meget ud. Derudover er det skønt, er at man uddanner udviklingshæmmede til at vejlede andre i naturen, så man forhåbentligt kan fortsætte arbejdet. På en måde er det simpelt, men det er bestemt en god idé,” siger han.

Hos Udviklingshæmmedes Landsforbund har man allerede mødt mange positive tilkendegivelser, og Joan Riis har aldrig fået så mange henvendelser fra udviklingshæmmede borgere, der gerne vil være med og have muligheden for at uddanne sig til naturvejledere. Men der er stadig åbent for, at flere bosteder kan være med, når vejret varmer op, og den første årstidslørdag finder sted, oplyser hun.