Selv fra rummet ser man forskellen. Nord for den grænse, Genforeningen lagde fast i 1920, viser de lysere nuancer drænede, opdyrkede marker. Mens den mørkere kulør syd for grænsen fortæller om vedvarende græs, levende hegn og gamle træer.
Satellitfotoet, der blev taget i april 1991, er bragt i Inge Adriansen og Broder Schwensens bog ”Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1918-1920” fra 1995, illustrerer tydeligt forskellen i naturen på den danske og den tyske side.
I dag vil et lignende foto vise grønt på begge sider, fordi man for at formindske kvælstofudledningen ikke længere må lade pløjemarker ligge hen i Danmark.
Alligevel illustrerer kortet meget godt, at de to lande forvalter jorden vidt forskelligt. Og situationen er ikke væsentligt ændret, mener eksperter. Heller ikke selvom tysk landbrug bevæger sig hen mod det mere effektive, siger blandt andre Carsten Porskrog Rasmussen, der er lektor ved institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet.
”Efter Genforeningen blev vedvarende græs kraftigt reduceret nord for den nye grænse. På den danske side forandrer landskabet sig i 1920’erne og 1930’erne, fordi landbruget intensiveres. Man pløjer simpelthen en væsentlig del af det nye Sønderjylland op, så det kommer med i omdrift (stadigt skiftende afgrøder, red.). Der bliver langt mindre græs og natur tilbage,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.
At Nordslesvig ændrede udseende efter Genforeningen, skyldes dansk landbrugs satsning på svineproduktionen.
Mens Tyskland blev ved studene, fabrikerede Danmark i stigende grad flæsk og smør til det engelske marked, og man satte derfor alt ind på at lægge så meget areal under plov til foder som muligt.
”Tyskland havde den fordel, at man både havde landbrugsområder og industriområder inden for egne grænser. Altså både dem, der kunne producere fødevarerne, og dem, der kunne spise dem. Der var – som i Sverige – en indre balance. Mens Danmark skulle eksportere til udlandet, producerede tysk landbrug stille, roligt og mere alsidigt til et hjemmemarked,” siger Carsten Porskrog Rasmussen.
Kan man sige, at naturen ville have stemt tysk i 1920?
”Man kan i hvert fald sige, at fordi Tyskland i højere grad er et industriland, har landet kunnet tillade sig et mindre produktivt landbrug og er derfor grønnere. I Sydslesvig findes der for eksempel langt mere vedvarende græs. Det vil sige græs, der ikke er pløjet op hvert år, men som ligger, hvor det ligger. På den danske side er det meste i omdrift,” siger han.
I over hundrede år har Danmark produceret svin til forbrugere i andre lande. I dag er Tyskland, Polen og Kina de største aftagere.
Lorens Bo Nielsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforenings Aabenraa-afdeling, hæfter sig også ved, at landskabet syd for grænsen er både ældre, grønnere og mere varieret.
”Det skyldes blandt andet et helt forskellige regelsæt i de to lande. Hvis man i Tyskland har et træ i haven og stammen er over 25 cm i diameter, må man ikke fælde det uden at spørge myndighederne først. Også bønderne skal indhente tilladelse, hvis de for eksempel vil lægge et naturhegn ned. I Tyskland vægter man at lade landskabets udseende bestå. Her i Danmark er stort set ingen træer fredet, selv i en fredsskov må der gerne fældes, hvis der bare plantes nye træer. Så jo, Sydslesvig er mere grøn end Nordslesvig,” siger Lorens Bo Nielsen, som pointerer, at der findes smukke naturområder også nord for grænsen.
Selv bor han midt i et af dem: Den oprindeligt tyske Kollund Skov.
”Men kører man mod vest på den danske side, er der intet og kører man sydover er der et dyreliv som i gamle dage. Langs de tyske motorveje accepterer man meget – store solcelleparker for eksempel, men lige så snart man er ude på landet, er det som at komme tilbage til Danmark i 1950’erne,” siger Lorens Bo Nielsen.
Stefanie Dibbern, der er tysk naturvejleder og som færdes på begge sider af grænsen, har gennem årene bidt mærke i den mentalitetsforskel, hun oplever hos sine danske og tyske tur-deltagere.
”Danskerne ser nok mere naturen som en nytteværdi. De kan godt lide ture, hvor de får noget med hjem: Kryddersnapseture, juledekorationsture, svampeplukning, mens tyskerne har en mere æstetisk naturtilgang. Tysk litteratur vrimler med romantiske, lyriske beskrivelser af moser og skove, og det at nyde naturen gennem synet, er stadig det største for os,” siger hun.
Til gengæld har danskerne nemmere ved at være stolte over natur og hjemstavn, mener hun.
”Heimat – hjemstavn – er stadig ikke et godt emne i Tyskland på grund af nationalisternes misbrug af det sindbillede under Anden Verdenskrig. Hjemstavn og natur ligger følelsesmæssigt tæt på hinanden, så der er vi mere tilbageholdende.”
På Kristeligt Dagblads vegne har hun båret spørgsmålet om naturforskellene i Slesvig videre til en bredere kreds af kolleger. Hos dem peger pilen yderligere på den opfattelse, at man i Danmark er mere, og hurtigere, tilbøjelig til at ofre naturen for noget, der kunne gavne samfundet. For eksempel vejbyggeri og vildsvinehegn.
”Men faciliteterne i naturen er bedre i Danmark. Der er flere shelters, bålpladser, mountainbike-spor og stisystemer. I Tyskland er vi tydeligvis stadig vilde med informationstavler og alle slags skilte, især forbudsskilte,” mener Stefanie Dibbern.
Med omkring 60 procent af landet under plov er Danmark det absolut mest intensivt dyrkede land i Europa – og sammen med Bangladesh helt i top globalt. Til sammenligning ligger Tyskland på cirka 30 procent.