Naturnationalpark splitter borgere: Naturens redning - eller halsløst eksperiment?

Tranum Klitplantage ved Brovst skal være en naturnationalpark, men planerne splitter lokalsamfundet. Det eneste, fortalere og modstandere er enige om, er deres kærlighed til naturen

Søren Rosenberg er "artsnørd" og begejstret for en naturnationalpark i Tranum Klitplantage tæt på Vesterhavet: Den vil stoppe artstabet og øge mangfoldigheden, mener han.
Søren Rosenberg er "artsnørd" og begejstret for en naturnationalpark i Tranum Klitplantage tæt på Vesterhavet: Den vil stoppe artstabet og øge mangfoldigheden, mener han. .

Fra toppen af en forhistorisk kystskrænt, med plantageskoven bag os og en kilometerlang og næsten flad klithede forude, er der en storslået udsigt over Tranum Klitplantage i Jammerbugten.

Det blæser 16 meter i sekundet, og hele landskabet er i bevægelse. Fyrretræerne i plantagen suser, og de visne frøbælge på en gyvel rasler som sprødt papir. Klitheden er en mosaik af rødbrun, afblomstret lyng, grågule hjælme og bræmmer af gyldne småbuske og løvtræer, der er pisket skæve af vinden. Langt borte er der hvidt skum på Vesterhavet.

Området er blandt de første fem, som regeringen har udpeget til at blive én af Danmarks med tiden 15 naturnationalparker, og den kan blive ”den bedste af dem alle sammen”, mener Søren Rosenberg, formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening – og naturelsker.

”Det er det her, vi har gået og håbet på. Biodiversiteten er trængt, og at naturen skal forvaltes anderledes. Mennesket skal træde et skridt til side og lade noget vildhed komme ind med heste og kreaturer, der nogenlunde passer sig selv. Jeg tror, det vil begejstre mange at se det,” siger Søren Rosenberg, som Kristeligt Dagblads udsendte møder på den stormfulde klit.

Få kilometer derfra, lige uden for den planlagte naturnationalpark, har Ulla Gottliebsen sit sommerhus. Hun er blandt administratorerne af Facebook-gruppen ”Ja tak til natur NEJ TAK til en indhegnet naturnationalpark i Tranum”. Og naturelsker.

Søren Rosenbergs vision er for hende et undergangsscenarie.

”Jeg ser noget oprindelig og uspoleret natur, som der ikke er nogen grund til at lave om på. Ingen har bevist, at der mangler biodiversitet, eller at naturen er dårlig her. Jeg frygter, at vi laver uafvendelige skader. Det er grundløst, meningsløst og forhastet,” siger hun.

Ulla Gottliebsens Facebook-gruppe har knap 4000 medlemmer. Søren Rosenberg fik omkring 100 nye betalende medlemmer af naturfredningsforeningen, da fronterne i oktober var trukket hidtil skarpest op. Det vender vi tilbage til.

For på Mols, i Thy, ved Gribskov og her i Jammerbugten splitter ideer om en såkaldt vildere naturforvaltning befolkningen. Faktisk er det eneste, som Ulla Gottliebsen og Søren Rosenberg synes at have 100 procent til fælles deres oprigtige kærlighed til den natur, som de vil beskytte på helt forskellige måder. Kristeligt Dagblad er taget til Jammerbugten for bedre forstå de forskellige natursyn, der driver konflikterne om naturnationalparkerne.

Naturnationalparkerne adskiller sig fra Danmarks fem eksisterende nationalparker på den måde, at de ”skal forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn”, står der i lovgrundlaget. Parkerne skal friholdes for skov- og landbrugsproduktion, og loven giver også mulighed for at indhegne områder, hvor man kan udsætte heste, kvæg og andre store planteædere, der skal finde deres føde på området året rundt.

Den kommende Naturnationalpark Tranum skal være på 2700 hektar. Her lægger Naturstyrelsen blandt andet op til at sløjfe grøfter, fjerne ikke-hjemmehørende træarter samt udsætte heste og kvæg.

Drøm om mangfoldighed

Søren Rosenberg er grafisk trykker af profession. Og ”artsnørd” af hjertet. Det gør ham glad at sidde lige her – på toppen af klitten – en stille morgen og høre kaldet fra en grønspætte eller se efter krondyr på hedesletten.

”Det, der virkelig betyder noget for mig, det er at få lov at opleve en stor og varieret bestand af sommerfugle, fugle og blomster,” siger han.

Han peger over mod plantageskoven. Der står hjemmehørende skovfyr, spredt og i ujævne højder. Og der står de indførte arter, sitka og contorta, i en høj, tæt klynge. Under dém er der fyrrenåle og ikke meget andet, mens de hjemmehørende træer har en rigere skovbund med for eksempel lyng, revling, mosser og laver, siger Søren Rosenberg.

Naturen betyder "alt" for Ulla Gottliebsen, som ikke ønsker en lokal naturnationalpark: Den risikerer at ødelægge en enestående natur, mener hun.
Naturen betyder "alt" for Ulla Gottliebsen, som ikke ønsker en lokal naturnationalpark: Den risikerer at ødelægge en enestående natur, mener hun. Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix

En mere spredt og lysåben skov er noget, han efterstræber – og som de udsatte heste eller kvæg skal hjælpe med at skabe. De græsser anderledes, end de i dag største planteædere, kronhjortene, og skal påvirke landskabet ved blandt andet at spise vedplanter og det høje, stride klitgræs. Det vil give små og trængte plantearter bedre betingelser, for eksempel klokkeensian, der har sin egen sommerfugleart knyttet til sig, den sjældne ensian-blåfuglen. En tilsvarende effekt vil det have, når de store dyr bader i sand og skraber huller i klitten, hvor forskellige typer af laver og urter kan vokse, der ellers bliver kvalt.

Det værste, der kan ske, er ifølge Søren Rosenberg, at Miljøministeriet får kolde fødder:

”At den her Facebook-kultur laver et så voldsomt pres på beslutningstagerne, at de bliver bekymrede og ikke hører, hvad forskerne siger. At den folkelige opbakning drukner i en shitstorm af nogle få, som råber højt,” siger Søren Rosenberg.

Drømmen er, at parken realiseres, så han en dag skuer ud over et forandret landskab:

”Om 50 år ser jeg en naturtype her med klitlavninger, der er mere fritlagte. Jeg ser sandflader og mere lysåbne skove. Det vil få blomster og urter frem, djævelsbid, blåhat, blåmunke, gedeskæg, en gul høgeurt. Sandbrud er også guf for insekter som gravehepse og grøn og brun sandspringer for eksempel. En mere våd naturtype, uden grøfter og dræn, vil være supergodt for vadefuglene; tinksmed, storspove og bekkasin, som er på træk, men ikke yngler her i dag. Og så må jeg indrømme, at jeg også godt kunne tænke mig at se en flok heste komme galopperende. Jeg tænker, at de må være lykkelige,” siger han.

Frygt for forarmelse

Fra stuen i Ulla Gottliebsens sommerhus ser man ud på en lille sø omgivet af en frodighed af buske, forblæste egetræer, birk og, på vandhullets venstre side – en stor contorta.

”Også et forhadt træ. Altså ikke af os, der er her,” konstaterer hun og tilføjer så: ”Vi har sat en uglekasse op i det.”

Lige som for Søren Rosenberg betyder naturen alt for Ulla Gottliebsen. ”Alt”, gentager hun. Hun er ked af, at naturtilstanden er trængt i Danmark. Men gælder det i Tranum Klitplantage, spørger hun? Og så er hun dybt kritisk over for, om den forvaltning, man planlægger, har den ønskede effekt.

”Det er trial and error – man aner ikke, hvad der sker med de tiltag, man vil sætte i værk,” siger hun.

Hun har forsøgt at finde belæg for det påståede biodiversitetsproblem her i klitplantagen:

”Jeg har spurgt Naturstyrelsen, om der er konkrete undersøgelser af, om biodiversiteten er ringe her, og det er der ikke. Man tager altså et enestående og delvist fredet stykke natur og vil lave det om uden at have undersøgt, hvad status for området er,” siger hun.

Hun peger på, at forstkandidat og landmand Søren Grene har undersøgt den danske rødliste over truede arter. Han har fundet, at kun cirka 45 af godt 5500 arter netto, otte promille, er vurderet til at være lidt mere truede, end de var i 2010.

”En bestemt fløj af ideologiske biologer bliver ved at gentage, at biodiversiteten er i krise, men rødlisten er ikke retvisende. Her i Tranum vil man så sætte noget i gang, uden det er ordentligt undersøgt, om der overhovedet er det problem, man vil løse. Det er forhastet,” siger hun.

Den her Facebook-kultur laver så voldsomt pres på beslutningstagerne, at de bliver bekymrede og ikke hører, hvad forskerne siger. At den folkelige opbakning drukner i en shitstorm af nogle få, som råber højt. 

Søren Rosenberg

Selve tiltagene, især den planlagte indhegning med heste og kvæg, er et eksperiment, der lige så godt kan ødelægge naturen, som det kan hjælpe den. Et eksempel: Den truede sommerfugl hedepletvinge lever kun på den lille plante djævelsbid. Ifølge nogle tilhængere af udsatte dyr vil djævelsbid trives, når udsatte dyr forhindrer tilgroning. Men det er også en trussel, når store dyr tramper sommerfuglenes fine larvespind i stykker, siger Ulla Gottliebsen.

Endelig er dyrevelfærden i indhegningen et forhold, der byder hende imod.

”Biologerne mener, at dyrene skal æde noget, der ikke er naturligt for dem, krat og træagtige vækster. Det er derfor, de skal hegnes inde: For at sørge for, at de æder det, man vil have dem til at æde. Dyrene er alene et middel, og at der skal være to sæt love for dyrevelfærd er helt uacceptabelt,” siger hun med henvisning til, at der for de udsatte dyr kan dispenseres fra to paragraffer i dyreværnsloven, herunder den ifølge hende afgørende §3, der handler om, at ”enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes,” som der blandt andet står i paragraffen.

Dyreformand: Loven tillader ikke overlast

Bengt Holst er formand for Det Dyreetiske Råd og medlem af regeringens videnskabelige arbejdsgruppe for naturnationalparkerne. Han fastslår, at loven stadig ikke tillader, at udsatte dyr lider overlast

”Dyrene er dækket af dyrevelfærdslovens §2, som fastslår, at ’alle dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe’.”

De udsatte dyr skal passe til de steder, hvor de sættes ud, så fødegrundlaget er tilstrækkeligt, ”både kvalitativt og kvantitativt”, siger han:

”Om sommeren er der masser af græs, og om vinteren må de leve af andre ting, det er korrekt. Men det skal selvfølgelig være sådan, at det, de skal ty til, også opfylder deres ernæringsbehov, så de ikke sulter.”

Bent Odgaard er professor emeritus ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Han bekræfter, at naturforvaltningen er et eksperiment.

”Det er ikke vild natur, men villet natur. Det er en bestemt naturform, man vil have, som vi ikke før har haft i Danmark. Det er helt rigtigt, at vi ikke har et godt fagligt grundlag til at forudsige, hvordan det kommer til at se ud.”

Derimod mener Jens-Christian Svenning, professor i biodiversitet på Aarhus Universitet og medlem af regeringens videnskabelige arbejdsgruppe, at det snarere er ”et eksperiment ikke at have store græsædende dyr i landskabet end at have dem”:

”Vi har faglige diskussioner omkring, hvordan naturen helt præcis så ud i fortiden, men der er ingen diskussion omkring, at der var store, græsædende dyr. Der er aktuelt og historisk masser af erfaring med helårsgræsning, også i klitområder. Samtidig er det et meget udpræget problem for biodiversiteten i hele landet med tilgroning med græsser og vedplanter – og den gælder også i klitområder som Tranum. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre løsning end at have vilde græssere i området,” siger han.

Han har deltaget i nogle af de mest detaljerede undersøgelser af biodiversiteten i Danmark, omend ikke specifikt i Tranum-området. Tab af biodiversitet skal ikke ses over en 10-årig periode, men i et længere perspektiv, siger han.

”Man kan også lade være at tro på klimaforandringerne. Du finder ikke en forsker i Danmark eller hele verden, der ikke siger, der er en biodiversitetskrise. I vores undersøgelse kunne vi se super stærkt statistisk, at det går den forkerte vej på tværs af de områder, vi undersøgte, og det var vel at mærke Danmarks bedste naturområder, ikke marker og grøftekanter.”

Valg-drama

I Jammerbugten nåede konflikten et højdepunkt til et dramatisk bestyrelsesmøde i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening den 13. oktober. Her forsøgte Ulla Gottliebsen og andre modstandere af naturnationalparken at blive valgt ind i bestyrelsen – og give deres natursyn en stemme dér blandt medlemmer, der ellers alle går ind for parken. Som modtræk reducerede foreningen antallet af medlemmer; der var to på valg. Ingen modstandere blev valgt ind.

Men over 200 mennesker dukkede op: ”Jeg har aldrig prøvet noget lignende”, siger Søren Rosenberg.

”En kaotisk aften”, siger Ulla Gottliebsen.

Hver for sig vil de fortsætte med at kæmpe for den danske natur – sådan som de mener, at den har det bedst.