Naturnationalparkerne skal være meget større, ellers batter det ikke nok for biodiversiteten

Der skal meget mere til at redde biodiversiteten i Danmark, konkluderer Biodiversitetsrådet. Blandt andet skal de planlagte naturnationalparker være større, siger Signe Normand

"Den politiske vilje til at få den natur etableret og beskyttet, som skal understøtte biodiversiteten, mangler bredt set. Vi skal reelt beskytte den natur, vi har, og lægge mere til," mener Signe Normand, forperson for Biodiversitetsrådet
"Den politiske vilje til at få den natur etableret og beskyttet, som skal understøtte biodiversiteten, mangler bredt set. Vi skal reelt beskytte den natur, vi har, og lægge mere til," mener Signe Normand, forperson for Biodiversitetsrådet. Foto: Nana Bouvin Christiansen.

Tabet af biodiversitet er ikke stoppet, og den vilde natur er forsat under stort pres i Danmark. De igangsatte tiltag vil bidrage positivt, men er utilstrækkelige i forhold til at vende tabet af biodiversitet i Danmark til fremgang. Det er hovedbudskabet i Biodiversitetsrådets første rapport. Rådet, der er et uafhængige organ af eksperter, som skal rådgive regeringen om indsatser på naturområdet, blev nedsat sidste år.

Signe Normand, du er forperson for Biodiversitetsrådet, og I konkluderer, at det ikke står godt til i Danmark.

Ja, vi vidste, det stod dårligt til, og nu har vi så slået fast, at tabet af biodiversitet i Danmark ikke er stoppet, hverken på land eller i havet.

Højst 2,3 pct. af Danmarks landareal kan med sikkerhed siges at bidrage til de internationale arealmålsætninger for beskyttede områder. Det lyder af lidt?

Det er desværre meget lidt. Faktisk har vi ikke engang landarealer, der kan siges at opfylde kravene til at være strengt beskyttet, men op mod 2,3 pct. kan potentielt komme i betragtning.

Flere undersøgelser viser, at danskerne drømmer om mere vild natur. Hvorfor har vi det så ikke?

Der er en positiv tendens, i nationale undersøgelser kan vi se, at rigtig mange af os gerne vil have mere vild natur. Men den politiske vilje til at få den natur etableret og beskyttet, som skal understøtte biodiversiteten, mangler bredt set. Vi skal reelt beskytte den natur, vi har, og lægge mere til. 

Flere af de steder, hvor der er planlagt naturnationalparker, halter det med den lokale opbakning?

Generelt støtter danskerne ideen, men lokalt er der rigtigt mange konflikter. Derfor er det også vigtigt at investere i dialogen, før det hele bliver skingert. Hvis man ikke har en proces, hvor alle kan komme til orde, bliver det nemt dem, der råber højest, der bliver hørt. Jeg kan godt forstå, man kan være usikker på, hvad det reelt kommer til at betyde for en. Så det skal der tales mere og afbalanceret om.

Ofte ses hegnene om parkerne som problemet. Man er bange for, at de store græssere ikke får mad nok, og man bliver ked af, at naturen ikke kan tilgås frit.

Udfordringen er, at de fleste af de naturnationalparker, der er planlagt, er for små, og så bliver konflikterne store. Hvis arealerne var større ville der være masser af plads til både naturen, dyrene og til den tur, man gerne vil gå. I virkeligheden er der kun er naturnationalpark, der er stor nok, det er den oppe i Thy. 

Vil I rådgive regeringen om størrelsen på parkerne?

Ja, for det er en af vores konklusioner, at naturnationalparkerne simpelthen skal være meget større.

Giver vi i det hele taget for lidt tilbage til naturen? 

Vi bliver i hvert fald ved med at tage areal til os selv på bekostning af naturen. Og når man giver et andet areal til naturen, end det man tager til veje eller hvad det nu kan være, tager det ofte meget lang tid – mere end 50-100 år – at gøre den nye erstatningsnatur lige så værdifuld. 

Arter forsvinder med rivende hast. Er det for sent?

Jeg er optimist og mener, at vi godt kan rette op på det, vi skal bare handle nu: For eksempel ved at være meget mere ambitiøse med naturnationalparkerne og sikre os mere urørt skov.

Hvilken form for natur holder du selv mest af?

Det hele: Jeg elsker de danske kyster, de dybe skove – som desværre ikke længere er så dybe – og de sumpede moser.