Over jorden er der fred og ro og temmelig mennesketomt. Der er ingen luftværnssirener, jernbanesprængninger, clearingmord eller skumle transaktioner bag mørklægningsgardiner. Men der er helt ny form for udgangsforbud, som Danmark ikke har prøvet før. Det er den 8. april 2020 og en form for undtagelsestilstand, som gør, at det splinternye, underjordiske museum, som gemmer sig under den beskedne, runde, træbeklædte pavillon i Churchillparken på Østerbro i København, må vente lidt endnu med at åbne.
Under jorden, så snart man er gået ned ad trappen, er det den 8. april 1940. Der er møder på Christiansborg hele aftenen og langt ud på natten, for der er efterretninger om noget, der kan være en tysk invasion. Næste morgen bliver det klart, at det lige akkurat er tilfældet, og gennem de næste godt fem år frem til 5. maj 1945 er Danmark besat.
Frihedsmuseet, Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945, har været i dvale i syv år efter en ødelæggende brand. Nu er det genopstået på – eller rettere under – den grund, hvor den brændte bygning stod. Og ifølge museumsinspektør og ansvarlig for den nye udstilling Mette Boritz har de foreløbige prøver på et udvalgt testpublikum inden coronakrisen vist, at det har en stor effekt på de besøgende at skulle bevæge sig ned ad trappen og ind i besættelsestiden.
”For os, der har arbejdet med udstillingen, er det jo bare en trappe, vi er gået op og ned ad utallige gange. Men det viser sig, at mange brugere giver udtryk for, at trappen gør meget for hele oplevelsen,” siger Mette Boritz, som lægger vægt på, at den nye udstilling om modstandskampen i Danmark gør meget for at aktivere følelserne.
”For eksempel er vi meget glade for, at det er lykkedes ved branden at redde de henrettelsespæle fra Ryvangen, som stod i det gamle museum. Dér stod de uformidlede i rummet. I det nye museum er der mulighed for at sidde i et rum og se på pælene, mens man samtidig lytter til oplæsning af afskedsbreve fra modstandsfolk, som blev henrettet, læst op af kendte skuespillere som Claes Bang og Mads Mikkelsen,” fortæller museumsinspektøren, der oplyser, at mindre børn nok skal springe over denne og andre dele af udstillingen, som kræver stærke nerver.
Til gengæld er hun helt overbevist om, at såvel børn og unge som voksne får mere med hjem fra en udstilling, hvor begivenheder er fortalt gennem indlevelse, hvor genstande vises i scenerier frem for i montrer, og hvor det enkelte menneskes personlige og måske højst risikable valg er omdrejningspunkt, end hvis man havde valgt at genopbygge det originale museum og dets udstilling, præcis som det stod, da branden brød ud natten til den 28. april 2013.
”Besættelsen er stadig et emne, der optager mange, men vi kan ikke tage for givet, at det er noget, alle kender til. Derfor har vi været nødt til at skabe et helt nyt museum. Udfordringen bliver både at tilgodese unge med et meget fjernt forhold til krigen, og dem, der i forvejen kender historien, men så er det godt, at vi har alle genstandene med fra det gamle museum, siger hun.
Jørgen Kieler var læge fra Horsens. Han blev tidligt grebet af et ønske om at kæmpe imod Hitlertykland, var medstifter af den borgerlige modstandsgruppe Holger Danske, overlevede krigen og blev en gammel mand på næsten 100 år.
Kirsten Musse Hartig var en husmor, som gradvis i løbet af krigen blev mere og mere involveret i kommunistisk modstandsvirksomhed. Efter krigen skrev hun om oplevelserne og levede til hun var over 80 år.
Karl Christensen fra Ribe var Spaniens-frivillig i 1930’erne, kommunistisk modstandsmand under krigen og døde sidste år i den fremskredne alder af 103 år. Han levede betydeligt længere end den ingeniørstuderende borgerlige modstadsmand Thorkild Lund Jensen og den østfrontfrivillige nazist Henning Brøndum, for hvem Besættelsen blev enden på deres liv.
Fælles for de fem er, at de i krigsårene stod i svære dilemmaer. Ingen af dem valgte den gyldne middelvej eller at falde i med mængden. Alle valgte en mere radikal vej, ikke mindst Brøndum, som kæmpede for Hitler i Østeuropa. Da han var hjemme i Danmark igen, dræbte han modstandsfolk som medlem af den berygtede Petergruppe, og da han ved retsopgøret efter Befrielsen i 1945 kom for retten, tilstod han at have myrdet 38 personer. Han blev dømt til døden og henrettet.
”Når vi har valgt at bygge vores udstilling op om disse fem personer, er det ikke for at gøre dem til helte. Når vi har en nazist med, er det for at vise, at dét også var et valg, nogle traf,” siger Mette Boritz og tilføjer:
”Spørger man unge i dag, er det tydeligt, at heltehistorier ikke regnes for særlig interessante. Det spændende er alle gråzonerne og dilemmaerne. Ridderen på den hvide hest er en kedelig figur.”
De fem hovedpersoner optræder undervejs i udstillingen i skikkelse af skuespillere, og ordene er deres egne fra breve, dagbøger og erindringsværker. Derudover figurerer der en del bipersoner, som blandt andet gengives grafisk i en tegneserieagtig stil. Blandt bipersonerne møder vi for eksempel ledende skikkelser som Vilhelm Buhl (S), der som statsminister i 1942 holdt en berygtet radiotale om, at modstandskamp var en forbrydelse, og den konservative John Christmas Møller, som over radioen fra London stik modsat opfordrede til sabotage og anden modstand mod den tyske besættelse.
”Udstillingen handler om den danske frihedskamp, men den har et bredere fokus end den gamle. Der er i højere grad end tidligere brug for at forklare, hvad det var for en baggrund, modstandskampen blev ført på, og forklare, at modstandskampen ikke begyndte fra dag ét, men blev bygget op i løbet af besættelsesårene. Hele krigsforløbet har en dramaturgi, vi har kunnet følge, hvor det i begyndelsen mest er mørklægning og utryghed, men efterhånden bygger op til voldsomme konfrontationer,” siger Mette Boritz, som tilføjer, at der også er tænkt på de museumsgæster, der har en trang til selv at deltage i modstandsarbejdet. Der er mulighed for at prøve at trykke et illegalt blad, bryde en tysk kode og i en computersimulator tage imod en britisk våbennedkastning med faldskærm.
”For nogle vil udstillingen måske virke mærkelig og overfladisk. Vi har kun 750 kvadratmeter at udstille på, hvilket er mindre end den store særudstillingssal på Nationalmuseet. Derfor er meget udeladt, som nogle vil savne, men vi er nødt til at gribe formidlingen an på museets præmisser, så de besøgende i løbet af en time kan få noget at se, der giver mening,” siger hun og tilføjer:
”Sigtet er, at modstandsfolkenes historie skal gives videre til en ny generation, så den er til at forstå. Gør vi ikke det, kan vi lige så godt lukke og slukke.”