Købstædernes borgerskab var i århundreder omdrejningspunktet for disse byers liv i Danmark. Det var præsterne, købmændene, dommerne, politimestrene, lægerne, kommunaldirektørerne med videre, som slog tonen an og udgjorde købstædernes grundkit. Deres betydning for købstædernes liv, økonomi og kultur rakte langt ud over deres eget virkefelt.
Vi har fået skildringer af købstædernes borgerskab i værker fra Jacob Paludans ”Jørgen Stein” til tv-serien ”Matador”. De viser begge på hver deres måde borgerskabet i de mindre byer som nøglen til forståelsen for købstædernes tilpasning til nye tider og kontinuitet.
Købstæderne i Danmark har løbende været under pres efter Anden Verdenskrig på grund af det, som kaldes ”udviklingen”.
Den stadigt hurtigere transport med biler og den erhvervsmæssige omkalfatring af samfundet gjorde, at man i stigende grad handlede og arbejdede andetsteds. Det var en løbende udvikling, som i et vist omfang gradvist underminerede købstædernes eget liv. Det virkelige grundstød til købstæderne i Danmark for godt 10 år siden var imidlertid politisk bestemt.
Den kom i 2007 med kombinationen af såkaldte reformer af kommunalstrukturen, politikredsene og nedlæggelsen af amterne til fordel for regionerne. Hermed blev 271 kommuner til 98. De hidtidige 54 politikredse blev til 12 storpolitikredse med én vagtcentral i hver. De 14 amter blev til 5 regioner.
I visse tilfælde opstod der storkommuner bestående af enkeltdele, som i princippet virkede næsten lige så meget som resultatet af skrivebordstegnerier som opdelingen af det afrikanske kontinent i europæiske kolonier i 1800-tallet, selvom proportionerne og skadevirkningerne naturligvis var helt anderledes store i sidstnævnte tilfælde.
Ofte havde de nye kommuner hverken historisk eller nutidigt meget til fælles, hvilket har gjort dem vanskelige at identificere sig med.
Broby, Ringe, Ryslinge, Faaborg og Årslev kommuner blev til den mærkværdige størrelse i form af Faaborg-Midtfyn Kommune. Holmsland, Egtved, Ringkøbing, Skjern og Videbæk kommuner blev til det kæmpestore konglomerat i form af Ringkøbing-Skjern Kommune. Resultatet blev en massiv centralisering af den politiske styring i Danmark.
Denne uhellige treenighed af centraliserende faktorer gjorde, at mange købstæder rundt om i Danmark meget hurtigt blev en skygge af sig selv, fordi købstadsborgerskabet dermed forsvandt. Væk var på kort tid ofte både rådhus, sygehus og politimyndighed, og væk var i samme moment alle de tilknyttede personer.
Ét er, at det ikke står klart, om man i det hele taget har sparet noget via centraliseringsprocessen. Er de 98 storkommuner så meget mere effektive end de tidligere lidt mindre kommuner? Er det ikke rigtigt, når en politiansat fortæller mig, at centraliseringen af politiet har udraderet utrolig megen viden om de lokale kriminelle? Ville det ikke have været muligt at samle enkelte specialer, men samtidig bevare sygehusene decentralt?
Noget andet er, at man tilsyneladende overhovedet ikke har skænket det en tanke, hvordan man med centraliserings-”reformerne” tømte købstæderne for det borgerskab, som holdt dem oppe. Den politiske beslutning om totalændringen af det danske samfund i 2007 blev tilsyneladende taget uden tanke om det levende liv i de mellemstore byer i Danmark. Den virker i dag som en ren teknokratisk beslutning, som sandsynligvis ikke engang var optimal med rene økonomiske øjne.
Det er svært at se, at en eventuel nedlæggelse af regionerne gør andet end at føje spot til den skade, som mange købstæder stadig døjer med.
Peter Nedergaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet.