Prøv avisen
Terrortruslen i hverdagen

Nej, efter terroren lever vi ikke, som vi plejer

En fransk soldat patruljerer ved Eiffeltårnet i Paris i januar 2015. Den franske hær udkommanderede 10.000 mand til at beskytte udsatte steder efter ­terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo 7. januar 2015. Foto: Remy de la Mauviniere/AP/ritzau

Efter sidste uges terrorangreb i Barcelona er der blevet langt mellem politikere, som siger, at ”vi skal leve, som vi plejer, ellers har terroristerne allerede vundet.” De seneste 15 års terrorisme har ændret vores hverdag

Alle har de sagt det. Politikere fra stort set alle Folketingets partier. At vi trods terrorangreb skal blive ved med at leve, som vi plejer. For gør vi ikke det, har terroristerne vundet. De hader vores demokrati, vores livsstil og vores frihed, og giver vi køb på noget af alt det, går vi deres ærinde.

For en uge siden var den gal igen, da en gruppe islamistiske terrorister i en hvid varevogn mejede turister ned på gågaden La Rambla i Barcelona og gik til angreb i byen Cambrils syd for Barcelona. I alt 23 personer døde, heraf otte gerningsmænd, og 130 blev såret, flere livstruende. På en markedsplads i Turku i Finland dræbte en asylansøger fra Marokko dagen efter to personer og sårede otte med sin kniv, og det bliver nu efterforsket som et terrorangreb.

Bagefter var der imidlertid meget langt mellem de politiske besværgelser om, at vi skal leve, som vi plejer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nøjedes med i en skriftlig udtalelse at tage afstand fra de ”usle terrorister med et primitivt verdenssyn”, og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skrev på sin Facebook-side, at terroren igen havde vist sit ”kujonagtige ansigt.”

Men hvad skal de også snart skrive og sige?

Som frimenighedspræst Nana Hauge noterede i et Facebookopslag i foråret – med humoristisk reference til TV-serien Matadors Maude: ”Hvis der er nogen, der siger, at vi skal leve, som vi plejer, ellers har terroren vundet, så går jeg op og lægger mig.”

Vi lever ikke, som vi plejer. Det fastslår seniorforsker med speciale i terrorisme, Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

”Nej, det gør vi ikke. Det kan man se mange steder. Vi har ændret adfærd. Vi bliver mindet om, at der er en terrortrussel, når vi skal ud og flyve, og når vi er i toget og får at vide, at vi skal huske vores kufferter. Det gør vi, når man laver forhindringer omkring Christiansborg,” siger Lars Erslev Andersen.

Han peger også på overvågning og registrering og de mange ekstra midler, som for eksempel Politiets Efterretningstjeneste, PET, har fået.

”Vi er blevet meget registrerede og overvågede i det offentlige rum og på anden måde. Grænserne mellem det private og det offentlige har ændret sig, så det offentlige har fået meget større adgang til det private. Det står i direkte modstrid med en liberal, demokratisk grundideologi. Den ideologi, som for eksempel en Anders Samuelsen, en Søren Pind eller en Lars Løkke Rasmussen gerne vil stå for. Der er også kommet lovpakker, der siger noget om, hvad man må sige og ikke må sige. Hvis vi taler om ytringsfrihed, opererer man nu med begrebet hadprædikanter, og man indskrænker nogle bestemte personers ytringsfrihed. Det gjorde man ikke under terrorismen i 1970’erne og 1980’erne, ikke i Danmark i hvert fald. Men det gør man i dag – med en ret stor opbakning fra befolkningen. Folk, der påpeger de her ting, bliver anset for verdensfjerne idealister, der bare råber op. De fleste mennesker har købt den med, at ’jeg gør ikke noget galt, så der er ikke noget problem for mig i at blive overvåget’,” siger Lars Erslev Andersen.

Han forklarer, at i 1985 gjorde daværende statsminister Poul Schlüter (K) alt for at nedtone to bombeangreb mod den jødiske synagoge og Northwest Airlines i København som terror, selv om en person blev dræbt ved angrebet. Helt modsat blev Omar Abdel Hamid El-Husseins drab på Finn Nørgaard og Dan Uzan ved i København i februar 2015 straks karakteriseret som terror, og myndighederne øgede i månedsvis beredskabet, både i det indre København, på hospitaler, brandstationer og andre steder.

Den politiske skillelinje mellem de to reaktionsmønstre er terrorangrebet på USA 11. september 2001.

”I alle stater, også vestlige og demokratier, er reaktionen på terroraktioner altid ude af proportion. Det ligger i sagens natur derved, at vi overgiver en masse selvbestemmelse til staten og betaler skat og helt er i statens hænder. Når der sker sådan noget som et terrorangreb, har staten ikke beskyttet os godt nok, og så trænger den til at vise, at det gør den alligevel. Det ligger som en klar logik, og derfor overreagerer staten altid,” siger Lars Erslev Andersen.

Det paradoksale er, at man godt kan argumentere for, at i hvert fald jihadister ønsker at indskrænke den frihed, vi har i Vesten. Dermed kan man også sige, at man går terroristernes ærinde, når man indskrænker frihedsrettighederne. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er terroristernes ærinde. Tidligere tiders terrorister havde som regel klare politiske krav, men i dag nøjes bombemænd ofte med at råbe ”Allahu Akbar” (Gud er stor), hvad der ikke siger meget om formålet med deres aktioner. Uvisheden kan i sig selv skabe frygt, hvad der også er terrorens kerne, og den frygt har indimellem fået politiske konsekvenser. For eksempel valgte spanierne i 2004 en socialistisk regering, der ikke ville være med til at føre krig i Afghanistan og Irak, og det skete efter et terroranslag mod landet. På den måde opnåede jihadisterne et politisk mål, forklarer Lars Erslev Andersen.

En af dem, der selv tidligere har sagt, at terroren ikke skal ændre vores måde at leve på, er Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen.

”Når jeg kigger ud fra vinduet her fra Christiansborg, kan jeg se, at hele Slotspladsen er ved at blive gravet op, fordi der skal stilles spærreanlæg op, så man ikke kan komme kørende i en lastbil ind til Christiansborg. I morges skulle jeg forbi en såkaldt pullert for at kunne komme herind. Så virkeligheden er, at vores dagligdag bliver påvirket af det her. Vi skal ikke lade vores liv styre af det, men vi bliver nødt til at acceptere, at der er nogle ændringer, vi må leve med, og som ikke forsvinder hverken i dag eller i morgen,” siger han.

Han henviser til, at truslen i dag er meget diffus, fordi mange forskellige personer kan finde på at køre nogen ned med vilje som led i en terrorhandling – i modsætning til terrorismen under den kolde krig, hvor man havde et meget klart billede af, hvilke organisationer, der stod bag terroren. Derfor kunne man dengang meget mere målrettet overvåge organisationer som PFLP, PLO, Rote Armee Fraktion og så videre. Bekæmpelsen af terror er imidlertid blevet en udfordring i forhold til begrænsningen af frihedsrettigheder, erkender han.

”Grundlovens fædre, både fædrene til den oprindelige og til den gældende fra 1953, havde næppe forestillet sig, at nogen en dag ville bruge Grundloven imod os. Dette med, at nogle bruger vores frihedsrettigheder, vores meget liberale frihedsrettigheder til at bekæmpe de samme rettigheder, havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig. Derfor er der ikke bygget en selvforsvarsmekanisme ind i de rettigheder,” siger Jakob Ellemann-Jensen:

”Jeg kan mærke på mig selv, på mine omgivelser og på venner og kolleger, at der er en større agtpågivenhed, end vi har været vant til. Det bliver vi nødt til at vænne os til. Påpasseligheden, agtpågivenheden, mistænksomheden er steget, og vi skal være enormt opmærksomme på, at det ikke overtager styringen. Hvis jeg er inde og se en fodboldkamp, tænker jeg ’hold da op, her er mange mennesker’ og så strejfer tanken ’tænk nu hvis …’ ja, det er farligt at leve og gå ud af døren om morgenen. Der tror jeg, at det er vigtigt, at vi holder fast i, at vi vil gå ud og møde andre mennesker og være sammen med dem, vi holder af.”

Til Lars Erslev Andersens udtalelse om, at stater overreagerer på terror, for eksempel efter angrebet på Krudttønden og Synagogen i København, siger Jakob Ellemann-Jensen:

”Jeg forstår godt synspunktet, og der er noget rigtigt i det. Men nu er det ikke kun én mand, der har ønsket at gøre ondt her i landet. Talrige er blevet pågrebet, inden de har haft held til at udføre deres gerninger. Er det en overreaktion at bure os inde på den måde, som vi nu er ved at gøre på Christiansborg? Hvis vi ser på Norge og eksemplet med Anders Breivik, kom det frem bagefter, at den norske regering var blevet advaret om, at der kunne ske noget, men man havde ikke ageret. Man havde ikke gjort noget. Hvem vil som offentlig myndighed sidde advarsler overhøring? Det tror jeg ikke, nogen vil. Hvis vi ikke gør det vanskeligere for terrorister at begå deres handlinger, svigter vi vores ansvar for at passe på det her samfund,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ifølge ham handler det om at finde balancen mellem at passe på det åbne samfund og vores hverdag og så forhindre ”de gale mennesker” i at slå andre ihjel. En balance der er svær at finde.

Tilbage til valgmenighedspræst Nana Hauge. Om baggrunden for sit Facebook-opslag om at gå op og lægge sig, hvis nogen siger, at vi skal leve, som vi plejer, forklarer hun i dag:

”De første gange, man brugte udtrykket efter terrorangreb, gav det god mening. Det var sikkert velment som en opfordring til, at vi ikke skulle lade os slå ud, og at vi ikke skulle miste modet. Men i dag er det jo blevet en kliché. Alle kan se, at vi ikke lever, som vi plejer. Alle kan se de klodser, der er blevet stillet op på gågaderne, og i mange år har der ikke været fri adgang til Christiansborg. Så politikerne kan sagtens sidde derinde i tryghed og ro og sige, at vi skal holde fast i et åbent samfund.”

Nana Hauge har svært ved at gennemskue, om politikerne selv tror på det, de siger. Hvis de gør, er det måske fordi de er tilhængere af tidens tro på, at rationaliteten altid vil overvinde det onde, og der hele tiden vil ske fremskridt til det bedre, mener hun.

I sin omgangskreds møder Nana Hauge bekymringen over terrorismen og islamiseringen i højere grad end for år tilbage, ligesom hun selv tager problemstillingen op i sine prædikener.

Argumentet om, at terrortruslen er voldsomt overvurderet, og at risikoen for at blive ramt af for eksempel trafikulykker eller sygdom er langt større, finder hun usmagelig:

”Der er forskel på at beskytte sig mod en ond fjende og så de ulykker, der bare er en del af livet. Jo, måske er det at have fjender også en naturlig del af livet, men det har vi nok glemt. I virkeligheden er perioden, hvor vi har haft en enhedskultur og ikke har haft fjender, formentlig en meget kort parentes i historien.”