Socialdemokratiet fik i god tid før folketingsvalget en ny udlændingepolitik. Den blev udmøntet med det nye udlændingepolitiske udspil fra 2018 med titlen ”Retfærdig og realistisk. Helhedsplan for dansk udlændingepolitik.” Udspillet var et forsøg på at komme med et udfoldet bagtæppe for en endegyldig socialdemokratisk tilslutning til en restriktiv udlændingepolitik, som flugtede med den daværende regerings udlændingepolitik.
På visse punkter var den socialdemokratiske plan strammere. Der blev blandt andet i helhedsplanen argumenteret for oprettelsen af flygtningelejre i Nordafrika, hvorfra flygtninge kunne søge om asyl i europæiske lande, mens ikke-flygtninge skulle sendes hjem. På andre punkter var den slappere. Det gjaldt især for udlændinge, som allerede befandt sig i Danmark. Over for dem skulle der sættes ind med en hurtigere integrationsindsats.
Socialdemokratiets opgivelse af enhver form for liberal udlændingepolitik blev anerkendt af selveste Kristian Thuesen Dahl. Den anerkendelse var stemmer værd for Socialdemokratiet, for den betød, at de socialdemokratiske arbejdervælgere, som havde stemt på Dansk Folkeparti og Venstre af udlændingepolitiske årsager, nu havde en god undskyldning for at vende hjem. Samtidig mistede Socialdemokratiet også vælgere på grund af det udlændingepolitiske skifte. Det drejede sig ikke mindst om veluddannede vælgere i den offentlige sektor. Det gik imidlertid overvejende til Socialistisk Folkeparti og De Radikale, som havde erklæret, at de ville pege på en socialdemokratisk ledet regering.
Alt i alt betød det socialdemokratiske skifte i udlændingepolitikken, at spørgsmålet i et vist omfang blev neutraliseret under valgkampen. Dermed fik den socialdemokratiske velfærdsdagsorden mere plads. Resultatet kender vi.
Efter valget var der forhandlinger mellem den socialdemokratiske ledelse og repræsentanter fra De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Det mundede ud i et såkaldt forståelsespapir. Heri blev det blandt andet slået fast, at børn, der tidligere havde fået afvist familiesammenføring, nu kunne søge igen. Det gjaldt ikke mindst sagen om den thailandske pige Mint, som på trods af at være velintegreret i Danmark ikke kunne endeligt familiesammenføres med sin mor og hendes nye danske mand.
Desuden stod der i forståelsespapiret, at børnene på Udrejsecenter Sjælsmark skulle have bedre vilkår. Samtidig skulle Danmark genoptage modtagelsen af såkaldte FN-kvoteflygtninge. Det var imidlertid udlændinge- og integrationsministeren, der kunne bestemme, hvor mange Danmark skulle modtage, og vedkommende kunne også midlertidigt stoppe for modtagelsen heraf. Endelig skulle flygtninge, som havde været i beskæftigelse i mindst to år i Danmark, have mulighed for at blive, så længe de var i job. Sidstnævnte var det eneste element i forståelsespapiret, som ikke allerede havde været en del af valgkampen.
Mattias Tesfaye blev som ventet udlændinge- og integrationsminister. Tesfaye kendte området på forhånd, og da han i manges øjne er en af de mest troværdige ministre, er han også af den grund velegnet som minister for et område, som kunne virke som en uriaspost.
Efter tiltrædelsen er Tesfaye begyndt at rulle punkterne i forståelsespapiret ud. Han har blandt andet bebudet, at Danmark vil modtage et antal kvoteflygtninge i 2019. Der er også sket en forbedring for børnefamilierne på Sjælsmark, som fremover kan indtage måltiderne på deres værelser.
Tesfaye har også været i vælten på grund af en sag, hvor der er kommet en udtalelse fra EU-Domstolen efter anmodning fra Østre Landsret. Den drejer sig om betingelserne for at få familiesammenføring fra Tyrkiet. I modsætning til den hidtidige tradition på området gik Tesfaye imidlertid ikke ud med hurtige udtalelser. Han ville først nærstudere udtalelsen.
Endvidere nedtonede han efterfølgende dommens virkninger og udelukkede, at den alene ville føre til tusindvis af nye familiesammenføringssager mellem Danmark og Tyrkiet, som visse forlydender ellers lagde op til.
Summa summarum: Tesfaye har holdt linjen. Han har samtidig lagt en helt ny linje i dansk udlændingepolisk debat. Tonen er gået fra skinger symbolpolitik til saglig substans. Underholdningsværdien er måske er nu mindre på feltet, men til gengæld er dansk udlændingedebat blevet til at holde ud at høre på for flere.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.