Prøv avisen

Nej til dødshjælp skal være lægeetisk princip

Det er ikke tilfældigt, at Lægeforeningen netop nu føler sig kaldet til at specificere sin afstandtagen til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i sit etiske principprogram, siger Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen. Modelfoto Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Lægerne skal have nye etiske principper, og nej til dødshjælp bliver fremhævet specifikt. Det er et signal til samfundet og patienterne om, hvad de kan forvente hos lægen, siger Lægeforeningens etik-formand. Læger har ikke patent på etik, siger læge, der er mere åben for, at læger kan yde aktiv dødshjælp

Lægeforeningen har for første gang i mange år opdateret det etiske regelsæt, som danske læger forventes at arbejde efter. Foreningens repræsentantskab skal stemme om principperne på det årlige lægemøde, der finder sted i denne weekend, og hvis de vedtages, vil det fremover stå sort på hvidt, at det aldrig er lægens opgave at tage livet af en patient.

”Lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord,” står der i udkastet til de i alt 27 principper, som Kristeligt Dagblad har fået tilsendt.

Det er ikke tilfældigt, at Lægeforeningen netop nu føler sig kaldet til at specificere sin afstandtagen til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i sit etiske principprogram, siger Lise Møller, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen.

”Det er et grundlæggende lægeetisk princip, at læger ikke medvirker til dødshjælp, men det har aldrig før været skrevet ned, måske fordi behovet ikke har været lige så tydeligt, som det er nu. I flere år har det været nævnt stadig oftere, at man som patient skal have lov til at få hjælp til at dø, og stadig flere lande har indført dødshjælp i en eller anden form. Derfor vil vi gerne sige højt og tydeligt: Det er imod vores lægeetiske principper,” siger hun.

Principperne er ”et ideal”. Nok kan Lægeetisk Nævn beslutte, at et brud på principperne er så alvorligt, at en læge kan ekskluderes fra Lægeforeningen. Men deres funktion er primært vejledende.

”En del danskere mener, at det hører med til patientens rettigheder, at han eller hun kan få hjælp til at dø. Men lægestandens samlede budskab til patienter og samfund er, at dødshjælp ikke er foreneligt med lægerollen. Patienten skal vide, at lægen ikke skifter mening – man prøver ikke først at lindre, for derefter at yde en anden hjælp, der skal få patienten herfra,” siger Lise Møller og pointerer, at det er Lægeforeningens holdning, også hvis politikerne en dag ændrer loven, så dødshjælp bliver lovligt – et scenarie, der dog ikke har været stemning for på Christiansborg hidtil.

Formand for Det Etiske Råd og overlæge, Gorm Greisen, støtter sin fagforenings forslag om et nedfældet princip:

”Lægeforeningen sender et signal om, at dødshjælp ikke er en del af pakken, og jeg er helt enig i, at læger ikke skal tilbyde hverken en dødssprøjte eller yde hjælp til at begå selvmord. Aktiv dødshjælp er en stående samfundsdebat, og derfor er det godt, at foreningen melder ud,” siger han.

Klinikchef på Neurokirurgisk Klinik på Rigshospitalet, Jannick Brennum, er blandt det mindretal af læger, hvor: ”tanken om dødshjælp til visse patienter ikke ligger mig personligt fjernt”.

”Jeg har ingen problemer med at efterleve de etiske principper, lige som jeg selvfølgelig overholder dansk lov og ret på området. Men jeg oplever jævnligt, at det behandlingsvalg, vi som læger mener er det bedste for patienten, ikke stemmer med det livsvalg, patienten kunne ønske at foretage selv. Jeg mener ikke, at Lægeforeningen har patent på, hvad der er etisk rigtigt eller forkert. Udfordringen angående dødshjælp er, at den store majoritet i lægestanden og Folketinget er modstandere, mens majoriteten i befolkningen er tilhængere. Tiden må vise, hvem der bøjer sig mod den anden.”

Til den tid vil Lægeforeningen måske blive nødt til at tage sine principper op én gang til:

”Hvis vi en dag i fremtiden kommer i den situation, hvor et flertal i befolkningen har samme holdning som i dag, og politikerne retter ind efter den, så tror jeg, at vi som læger vil have svært ved ikke at synes, at vi er bedst til at hjælpe patienterne i den situation, for hvilken faggruppe skulle ellers gøre det?”