Hans Skov Christensen blev aldrig træt af at henvise til en af sine mest elskede salmer, når han skulle gøre rede for essensen af sit livssyn.
Siden han som ung gymnasieelev var begyndt at gå i kirke, fordi han ikke kunne undvære troen på et evigt liv, som han engang formulerede det, havde kirkegang og salmesang fulgt ham. Som et koncentrat af hvad han selv forstod som kernen ved kristendom og sund livsforståelse, henviste han ofte til det sidste vers af salmen Du gav mig, o Herre, en lod af din jord:
Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag
at elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!
I dag døde Hans Skov Christensen i sit hjem på Frederiksberg, 68 år, af en kræftsygdom. Han brugte om nogen sit pund, og han fyldte om nogen sin dag med hæderligt virke. Det var en ledetråd i hans liv, at der forventedes meget af den, der evnede meget, og det gjorde han. Han repræsenterede en tilværelsesforståelse, der i dag er på retur. I hans øjne var man som menneske forpligtet til at engagere sig som arbejdsmenneske, familiemenneske og som borger i det omgivende samfund. Alle tre skulle have deres, og man skyldte ikke mindst samfundet sit engagement og sin tid. Han var det, der med et moderne udtryk kaldes for en public man. Et samfundsvendt og ansvarsbevidst menneske i evig udveksling med sine omgivelser.
I en hyldestbog, der blev udgivet, da han i 2010 fratrådte den magtfulde stilling som adm. direktør for erhvervs- og interesseorganisationen Dansk Industri (DI), som han havde stået i spidsen for at opbygge og lede i 18 år, blev han beskrevet som den bedste statsminister, vi aldrig fik. Han nåede som ung at være formand for konservative gymnasiaster, så medlem af partiets hovedbestyrelse og i en kort tid viceborgmester i Herlev kommune for Det Konservative Folkeparti, men siden valgte han bevidst en politisk karriere fra, selv om han med stor sandsynlighed ville være blevet en fremragende politiker og måske statsminister. Hans legendariske politiske interesse og tæft brugte han anderledes, og han var formentlig det menneske i Danmark, der havde det mest vidtforgrenede netværk blandt erhvervsledere, politikere, pressefolk og kunstnere.
Hans Skov Christensen havde stærke meninger om, hvordan samfundet skulle indrettes, og brugte gerne sin indflydelse til at præge udviklingen. Som det globalt orienterede, socialt bevidste og værdikonservative menneske, han var, opfattede han sit mandat meget bredt. På et tidspunkt fik han for eksempel den danske statsminister til at lægge pres på Kinas politiske ledelse for at sikre, at sejleren og forfatteren Troels Kløvedal fik adgang til at besejle landets floder for at lave en række tv-udsendelser til dansk fjernsyn, som han mente kunne oplyse danske seere - og inspirere erhvervsledere til at ekspandere i Kina.
Som bestyrelsesformand for Kristeligt Dagblad siden 2003 var han en utrættelig fortaler for avisen over for politikerne på Christiansborg. Han udøvede samme indsats over for de skiftende borddamer, han havde ved de mange middage, han deltog i. Holdt de ikke avisen i forvejen, slap de ofte ikke for at modtage et prøveabonnement, og han forsømte sjældent at eksaminere dem i læsningen efterfølgende.
Hans Skov Christensen kunne udrette noget nær mirakler, når han kastede sig over en sag. Som næstformand gennem en årrække for Søren Kierkegaard Forskningscenter trådte han til og påvirkede det politiske system, da det på et tidspunkt så ud til, at den dyre og ambitiøse udgivelse af Søren Kierkegaards Skrifter ikke længere kunne finansieres. Det udløste en betydelig statsbevilling, som i øvrigt kun var rimelig. For få år siden udvidede han sit kirkelige engagement med formandsskabet for Danske Sømands- og Udlandskirker. Og hans politiske sans samt evnen til at forhandle og skabe forlig og kompromisser gjorde, at han blev sat for bordenden af en gruppe mennesker med mange forskellige interesser, der skal planlægge fejringen af 500 års Reformationsjubilæum i 2017.
I den brede offentlighed var det dog ikke det kirkelige eller teologiske engagement, der gjorde Hans Skov Christensen kendt. Hans synspunkter om dansk erhvervspolitik, arbejdsmarkedet, overenskomster, konkurrenceevne og globalisering gjorde ham i 25 år først som direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og siden DI til et kendt ansigt. Han bestred en række tillidsposter og var blandt andet bestyrelsesformand for FIH Erhvervsbank, Banedanmark og næstformand i Industriens Pension. Derudover var han engageret i en lang række bestyrelser, råd, nævn, kommissioner og komitéer gennem sit lange arbejdsliv.
Han blev ofte betegnet som et magtfuldt menneske, hvad han var. Hans højde på næsten to meter var i sig selv respektindgydende. Kong Hans, lød det engang som overskrift på et erhvervsmagasins portræt af ham med henvisning til kong Hans af Danmark, en af de sidste middelalderkonger, der blev født på Aalborghus Slot tæt på Hans Skov Christensens fødeby Nørresundby. Men sikkert også med en drilsk henvisning til en københavnsk gourmetrestaurant af samme navn.
Han kunne med rette opfattes som dominerende. Med en omskrivning af apostlen Paulus ord om, at kvinder skal tie i forsamlinger, sagde Hans Skov Christensen engang, at han ikke yndede at tie i forsamlinger. Det vidste alle, der kendte ham eller havde siddet med ved et bestyrelsesbord. Han lod gerne andre tale, blot han selv fik det sidste ord. I bogen Magten og æren om syv magtfulde danskere portrætteredes han under overskriften Ske min vilje.
Hans Skov Christensens tolerance over for fejl og sjusk var ikke stor, og han stillede betydelige krav til dem, han arbejdede sammen med. Han hørte som arbejdsgiver til den gamle skole og forventede af sine medarbejdere og samarbejdspartnere en fuldtonet indsats, lange arbejdsdage og korte ferier. De fleste ville dog gerne arbejde sammen med ham, for han gav meget tilbage.
Hans Skov Christensen var imidlertid andet og mere end et magtmenneske. Han var i høj grad også et medmenneske. Vi, der kom til at arbejde tæt sammen med ham, erfarede, at han var uhyre redelig, pålidelig, generøs og venlig. Ofte forekom det, at hans formandskab for Kristeligt Dagblads bestyrelse var et frirum fra den mere magtorienterede verden, han bevægede sig i. Han respekterede til fulde, at han ikke var redaktør af avisen og ikke skulle blande sig i dens indhold, men derimod skulle opmuntre og arbejde for dens langsigtede overlevelse. Han var på den måde en fremragende bestyrelsesformand i alle årene.
I arbejdssammenhænge kunne han ikke beskyldes for at være sentimental, men han var samtidig et følelsesmenneske med let til tårer. Han kunne til et møde bede om en kop the og en stak servietter til at tørre øjnene med, når han lod sig bevæge af andres eller egne beretninger.
Det politiske fængede ham tidligt, og han blev anti-kommunist og inderlig modstander af de totalitære strømninger, der prægede tiden. Han blev optaget af forholdet mellem det enkelte menneske og samfundet. Og han ræsonnerede, at hvis man tror på individets betydning, føres man helt naturligt til også at mene, at individets udfoldelse er begrænset af et ansvar. Ikke bare et ansvar over for andre, men også et ansvar over for en øvre instans. Uden den ansvarsfølelse over for det større risikerer mennesker at gøre sig selv til små guder.
I et interview fortalte han engang, at han til sine børn havde tilstræbt at videregive en sund skepsis over for autoriteter med en ledelsesmæssig betragtning: Følg den leder, der søger sandheden, men flygt fra den leder, der tror, han har fundet den.
Han personificerede en borgerlighed, der ikke hylder materialismen, men er karakteriseret ved kultur, ånd, udsyn og tolerance over for livets mangfoldighed. Både i sin egenskab af adm. direktør for DI og som privatperson var han yderst skeptisk over for udlændingedebatten, når den blev allermest skinger. Flere gange sagde han fra offentligt og oftere privat. Dels fordi debatformen ofte bød ham imod. Dels fordi han anså den for kortsigtet, når landet om kort tid kommer til at mangle arbejdskraft og ikke kan opretholde velfærdsstaten uden hjælp udefra.
Hans Skov Christensen blev født i Nørresundby i 1945 af en mor, der var bogholder i en dametøjsforretning, og en far, der arbejdede på skiftehold hos DSB og samtidig var assurandør for Statsanstalten for Livsforsikring. Faderen var konservativ og opdrog ham og hans to søskende med de konservative dyder om Gud, konge og fædreland.
Ikke mindst respekten for det sidste fyldte hos ham. Dannebrog var som det vigtigste fædrelandssymbol ikke at spøge med, og ingen kunne som han flagreglerne. Han havde ikke megen respekt for en villahave uden flagstang og tøvede ikke med at sige det. I de senere år var han sammen med sin hustru, den tidligere formand for Advokatrådet, advokat Sys Rovsing, vært for en festlighed på grundlovsdag i hjemmet på Femte Juni Plads på Frederiksberg, hvor der blev inviteret en større kreds fra det officielle Danmark. Han var om nogen en person, der forstod sig på betydningen af menneskelige kontakter, og middagsselskaberne i hjemmet var udtryk for det samme.
Hans Skov Christensen fik grundlagt sine lederevner som patruljefører i den lokale Skipper Clement spejdertrop i Nørresundby og kæmpede i barndommen og i sine tidlige voksne år med et handicap som stammer. I spejderbevægelsen fik han en del af den selvtillid, som skolen ikke kunne give, og han fortalte siden i et interview, at hans talehandicap udviklede en betydelig udholdenhed hos ham, også til sidenhen at få sin vilje. Det sidste vil de personer, der gennem årene har siddet over for ham ved overenskomstforhandlingerne, sikkert nikke genkendende til.
Det var som otte-årig i Nørresundby, at han fik sit første arbejde som købmandsbud, og han ophørte aldrig siden med at virke et ord han selv brugte ofte.
Efter gymnasiet blev Hans Skov Christensen cand. polit. og som 21-årig gift med sin første hustru, Vibeke, der var lærer og kommunalpolitiker. Vibeke døde af kræft i 2002, kun 59 år gammel. Hendes sygdomsforløb var langt, og Hans Skov Christensen talte åbent om det. Under forløbet var venner og bekendte blevet orienteret om hendes helbredstilstand i fællesbreve. Efter hendes død lagde Hans Skov Christensen en plan for, hvordan han først ville sørge og siden komme videre i sit liv. Han var en meget praktisk og handlingsorienteret mand.
Hans Skov Christensen kom videre i sit liv. I 2006 giftede han sig med Sys Rovsing, og parret fik få, men gode år sammen. I sommer udsendte han så selv den første af en række mails om sin egen helbredstilstand. I den sidste mail konstaterede han nøgternt, at der ikke var mere at gøre, og at han nu indstillede sig på sin sidste tid og på døden.
I en interviewbog gjorde han sig i 2004 denne overvejelse om sin fremtid: De næste år vil jeg møde med betydelig spændstighed. Samtidig er jeg meget bevidst om, at livet måske får et forløb, jeg ikke kan forudse. Vi ved jo ingenting. Hvad jeg helt sikkert ved, er, at jeg også i pensionsalderen vil bruge mit pund. Den forpligtelse hører aldrig op.
Hans Skov Christensen efterlader sig sin hustru, Sys Rovsing, og deres tilsammen fem børn og 10 børnebørn.