Det er sandsynligvis behovet for hele tiden at få de seneste, endnu usikre gisninger med, som er årsagen til, at internetjournalistikken har skabt en ny grammatisk måde at skrue det danske sprog sammen på.
Det nye fænomen kaldes nyhedskløvning, og ovenstående indledning er selv et eksempel på det. Den grammatiske betegnelse ”en kløvning” handler om, at et udsagn, som kunne skrives i én sætning, deles i to for at vise, at den første del er vigtigst. Det særlige ved nyhedskløvningen er, at første sætning præsenteres som vigtigst, fordi den rummer det nye, men den er også forbundet med en større usikkerhed end sidste sætning, forklarer Marie Herget Christensen, ph.d.-studerende ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet.
Hun er ved at lægge sidste hånd på en ph.d.-afhandling om kløvning, som dels viser, hvor forskelligt dette grammatiske fænomen anvendes i de forskellige tekstgenrer. Dels rummer den iagttagelser af, hvordan grammatikken har indrettet sig efter internettets muligheder for ikke kun at skrive artikler som én daglig opsummering, men som en løbende strøm af opdateringer til tidligere udsendte nyheder.
”Journalisters sprog rummer nogle specielle træk, som er med til at kontrollere, hvordan nyheder bliver pakket og overleveret til modtageren på. Det er nyhedskløvning det seneste eksempel på,” siger Marie Herget Christensen.
I det seneste nummer af det sprogvidenskabelige tidsskrift Nydanske Sprogstudier omtales nyhedskløvning som en ny grammatisk term opfundet af Marie Herget Christensen. Hun mener dog selv, at det er mere passende at formulere det som en ny måde at bruge det eksisterende grammatiske fænomen kløvninger på.
”Nyhedskløvninger begynder altid med ’det er’ eller ’det var’. I den første del indgår som regel et forbehold. ’Det var efter alt at dømme, muligvis, så vidt vi ved...’ Det er så nyt, at vi faktisk ikke er helt sikre på det endnu. Men for at det hele ikke bare skal være gisninger, formuleres den anden del til gengæld som noget, vi er sikre på og regner med, at modtageren har hørt om i forvejen,” forklarer Marie Herget Christensen.
Som eksempler nævner hun dels en underoverskrift fra Fyens.dk i juli 2014: ”Det var muligvis en røggaseksplosion, der natten til søndag jævnede en villa i Brøndby med jorden.” Og på dagbladet Politikens Facebook- side stod i juli 2017:
”Det var efter alt at dømme protester fra en medrejsende passager, som forhindrede, at den 20-årige Rohulla Arabzadeh i går blev tvangsudsendt med fly fra lufthavnen i Kastrup.”
Marie Herget Christensen ser nyhedskløvning som den diametrale modsætning til et andet sprogligt fænomen, internetjournalistikken har stået fadder til, nemlig clickbait. Dette begreb dækker over overskrifter, der bevidst ikke fortæller, hvad det handler om. I stedet vækker de læserens nysgerrighed til at klikke og læse mere ved at lægge op til noget overraskende. Nyhedskløvningen har omvendt det formål både at fortælle, hvad vi ved der er sket, og hvad vi tror er sidste nyt – inden der sættes ét eneste punktum, forklarer hun:
”I journalistik er sandhed skiftende. Når man beskriver udviklinger, mens de sker, lever man med, at noget er mere sikker viden end andet. Det er en del af journalistens håndværk at styre sætningerne, så læserne får denne skelnen med.”