Når Batman- og Turtles-figurerne står med armene frem for sig, betyder det måske ikke, at de vil slås, men at de vil have et kram.
Og hvorfor ikke kalde eventyret for Prinsen på ærten frem for Prinsessen på ærten. Debatten om piger, drenge og kønsrollemønstre blev mandag aften igen vakt til live, da DR2 sendte udsendelsen DR2 Uden køn. Kanalen havde sendt kønsforsker Lovise Brade Haj fra Lunds universitet i Sverige til Børnehaven Dagmarasylet i Ringsted med det formål at vende kønnene på hovedet. For i dag er børnene i høj grad påvirket af de forventninger, de voksne og samfundet har til dem. Drengene skal være vilde, og pigerne skal være blide.Sådan lyder tanken bag eksperimentet. Det er faderen, der kører bilen, siger en lille dreng meget rammende til den kvindelige pædagogmedhjælper fra Dagmarasylet. Men mor kan jo også sidde bag rattet. Så i de næste ti dage skal der tænkes i køn på en anden måde i børnehaven i Ringsted. Både blandt børn og voksne. Det skal ikke hedde han og hun, men hen, og for en tid er det ikke den kvindelige pædagog, der skal pakke turtasken og sørge for det praktiske. Det er imidlertid svært for børnene og pædagogerne at vænne sig til den omvendte verden, hvor Alfons Åberg har skiftet navn til Alberte Åberg, og den mandlige pædagogmedhjælper, Peter, har glemt regnslaget til det våde græs til turen i det fri.
LÆS OGSÅ: Pædagoguddannelser satser på at børn selv skal kunne vælge køn
Og spørger man Hans Henrik Knoop, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, er der intet mærkeligt i, at det kan virke forvirrende, når de traditionelle kønsroller på den måde brydes.
Der er nemlig intet naturligt i det. At neutralisere køn er en fordrejning af naturen. Det er at tabuisere kønnet, og det svarer til at sige, at det er ligegyldigt. Når vi lukker øjnene for det, så er vi netop i færd med at kønsdiskriminere, for selvom der selvfølgelig er mange måder at være dreng på og mange måder at være pige på, er køn langt fra ligegyldigt. Jeg taler ikke for rigide kønsroller, men påpeger at kønsneutralisering må være så nogenlunde det mest rigide, man kan forestille sig. Ingen passer i den skabelon. Hvis man i virkeligheden ønsker at tage hensyn til mennesket og barnet, så handler det ifølge Hans Henrik Knoop om at anerkende kønnene. Og mangfoldigheden. Når man lukker for nogle dimensioner, som eksempelvis køn eller social baggrund, vil man komme til afskære handlemulighederne, mener lektoren. Og så ville vi uforvarende være med til at diskriminere. Sagde man nu, at halvdelen af alle renovationsarbejdere og brandmænd skulle være kvinder, så ville du høre masser af protester fra kvinder. Det samme ville gøre sig gældende, hvis halvdelen af alle mænd absolut skulle arbejde med at passe børn. Det ville sænke gennemsnitshumøret hos danskerne, spår Hans Henrik Knoop. Hans videnskabelige tilgang er, at forskellene ikke er kulturskabte. Vi er fra naturen forskellige, og der er forskelle på drenge og pigers kroppe, hjerner og sind. Tankegodset her kommer jo fra velmenende kvinde-bevægelser, der har set kønsopdelingen i institutionerne som en forløber for fremtidig undertrykkelse på arbejdsmarkedet. Man har simpelthen været bange for, at det ikke kunne lade sig gøre at komme højt nok op i pyramiden, hvis ikke også mændene skulle hjælpe til med at passe børn. For så ville man bare ende i lavindkomstjobs. I virkeligheden burde man jo indrette sig efter, hvad der betyder noget i ens verden. Uanset om det er at være direktør eller at være mor.
Børn er forskellige. Så langt er Iben Elise Larsen, sociolog med speciale i køn, identitet og ligestilling, enig.
LÆS OGSÅ: Tyskland indfører intetkøn
Men så stopper lighedspunkterne mellem de to også. I et bidrag til forslag til en ny pædagoguddannelse har hun argumenteret for det vigtige i, at individet ikke kategoriseres ud fra sin fysiologi, men ud fra de evner og talentet den enkelte har. Ud fra Iben Elise Larsens overbevisning er der i samfundet i dag en række fasttømrede stereotyper og forestillinger, der gør det vanskeligt for børnene at være, som de i virkeligheden er. Det kan være rigtig hårdt for drengen, hvis han ikke er vild som de andre drenge. For så er han jo ikke en rigtig dreng, og så vil han blive kaldt tøsedreng eller det, der er værre. På samme måde er der en forventning om, at piger interesserer sig for det søde og ufarlige. Dyr, og det der er lyserødt.
I modsætning til Hans Henrik Knoops udgangspunkt, så er Iben Elise Larsens tanker om børn og identitet netop funderet i en kulturel sammenhæng.
Det er ikke vores køn, der definerer, hvem vi er.Ud fra mit synspunkt så fortsætter man i institutionerne blot med at gentage nogle handlinger, der understreger, at man er dreng eller pige, vild eller bild. Man gør det, der forventes af en. Ligesom at man som dreng ikke skal græde. Det fortsætter til man bliver voksen, så man først er en rigtig mand, når man kører stærkt og spiser røde bøffer. Det er nogle stereo-typer, som ikke behøver at være der. I stedet bør man i indgangen til børns køn tænke i vores opvækst, vilkår og muligheder. Det, der har gjort os til, hvad vi er. Ikke om vi er han- eller hunkøn. Jeg har da også langt mere til fælles med mænd i Århusgade i København, end jeg har med kvinder i Egypten. Vi kan aldrig tale om drenge og piger, kvinder og mænd uden en kulturel forståelse. Og lige nu indskrænker vi altså hinanden unødigt ved at tale om, at noget er naturligt for henholdsvis drenge og piger. Det, der gælder, er, hvad der er naturligt for os som mennesker.