Prøv avisen

Ni år efter amputationen: 19-årige Lasse ved, at det nu er hans tur til at diktere livets gang

I dag er det manglende ben ikke længere noget, som Lasse Juul Lauritsen er ked af at tale med sine venner om eller vise frem på de sociale medier. For det er blevet en naturlig del af ham, synes han. Foto: Privatfoto

Da Lasse Juul Lauritsen som 10-årig fik amputeret sit underben som følge af knoglekræft, fulgte Kristeligt Dagblad med i en del af det overgangsritual, som skulle markere begyndelsen på hans nye liv. I dag er han glad for beslutningen om at lave en særlig ceremoni

Når han tænker tilbage, føles ritualet som en uundgåelig del af forløbet. Familien sad til bords rundt om Lasse Juul Nielsens hospitalsseng og havde dækket op med en mørk dug og sorte balloner, stearinlys og pynt, der skulle symbolisere den onde kræftsvulst i hans højre fod. Det var den dengang 10-årige Lasse Juul Nielsen, der havde besluttet, at de skulle holde afskedsmiddagen, før hele hans underben skulle amputeres. Også selvom han ikke havde kræfter til at spise med selv.

”Efter at have kæmpet med knoglekræft i lang tid ville amputationen forhåbentlig gøre mit liv bedre. Ritualet skulle markere den overgang. Det, der sad nede i min fod, kunne jo slå mig ihjel. Så selvom jeg for alt i verden ikke ønskede at miste et ben, hjalp middagen mig alligevel med at overbevise mig selv og omverdenen, at det var både glædeligt og nødvendigt at få sorteret den onde fod fra,” siger den i dag 19-årige Lasse Juul Lauritsen, der nu ser tilbage på sit amputationsforløb, som Kristeligt Dagblad beskrev tilbage i 2010.

Han havde dengang haft god tid til at indstille sig på operationen. For det var noget, som familien havde diskuteret igen og igen. Nok for at gøre det lidt mere håndgribeligt, når det endelig skete, tror han nu. Alligevel var det en situation, som Lasse Juul Lauritsen havde svært ved at vænne sig til. Han lignede ikke sig selv længere. Og midt i bekymringerne om kræft, kemoterapi og amputation havde han derudover også projektet med at komme op at gå igen med hjælp fra en protese. Et år som sengeliggende havde gjort den del til en særlig svær udfordring, som han med stolthed overkom.

Da det omfattende hospitalsforløb med kemoterapi både før og efter amputationen endelig var ovre, var det tid til den anden del af hans overgangsritual. Denne gang havde familien pyntet op med lyse forårsfarver og inviteret gæster på besøg. Med sig havde Lasse Juul Lauritsen en æske. I den lå hans amputerede underben.

”Jeg kan huske, at jeg spurgte lægen på hospitalet, hvad der skete med mit ben. Hans svar fik mit hoved til at forestille mig en stor bunke af andres afhuggede lemmer, som sammen blev kremeret. Det var simpelthen for underligt at tænke på. Derfor fik jeg lov til at begrave den på vores familiegravsted ved siden af Sulsted Kirke, hvor min far er graver,” siger Lasse Juul Lauritsen.

Til festmiddagen lavede familien derfor en lille mindehøjtidelighed for foden. Det var en forløsning for Lasse Juul Lauritsen at stå der på to ben med sin nye protese.

Samtidig startede han i skole igen på nedsat tid. I starten kunne han godt mærke, at han lige skulle ind i klassen igen. Det var ikke nemt at komme tilbage i skolegården med et ben mindre og et års fravær i rygsækken. Kammeraterne omkring ham havde sjældent hørt om en amputation før. Det giver jo egentlig god nok mening, synes han.

På Skejby Sygehus’ børneafdeling mødte han dog andre børn, der ligesom ham selv havde amputeret eller på anden måde havde brug for at tale om deres oplevelser med svære sygdomme.

”Så jeg kender efterhånden et par gutter, der mangler lemmer ligesom jeg selv,” siger Lasse Juul Lauritsen, der ikke selv har mærket mere til kræften sidenhen.

Indimellem tager Lasse Juul Lauritsen stadig forbi gravstedet. Det er ikke så ofte længere. For i takt med at tiden går, har han vænnet sig til vilkårene og fået mindre behov for at mindes.

Lige nu holder han et sabbatår og står hver morgen op før solen for at tage på arbejde som førsteassistent i den lokale Netto. Han elsker at cykle, men kan ikke løbe med protesen. Ikke at han ville gøre det med to raske ben. For det er nok alligevel ikke noget for ham. Han har med tiden lært, at han i virkeligheden er helt normal. Lasse Juul Lauritsen bor stadig derhjemme i Sulsted. Her til sommer skal han rejse rundt i Europa sammen med sin gode ven i vennens lille bil. De har ingen planer for, hvor de skal hen, eller hvornår de kommer hjem igen. For Lasse Juul Lauritsen har lovet sig selv, at han først vil starte med at læse retorik eller journalistik, når han selv føler, at han vil videre i livet. Det er der ikke noget andet, der skal diktere.