Ni personer byttede et håndtryk for et statsborgerskab

Den omstridte grundlovsceremoni, hvor ansøgere om dansk statsborgerskab skal give hånd, blev for første gang holdt torsdag. Samtlige ni deltagere trykkede hånd med integrationsminister Inger Støjberg (V)

Foran to store danske flag bød udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) velkommen og indledte ceremonien med at betone vigtigheden af både grundlovsunderskrift og håndtryk.
Foran to store danske flag bød udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) velkommen og indledte ceremonien med at betone vigtigheden af både grundlovsunderskrift og håndtryk. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Der var tårer i øjnene hos flere af de ni personer, der i går modtog dansk statsborgerskab til gengæld for et håndtryk til et af de mest omdiskuterede arrangementer i dansk udlændingepolitik i nyere tid.

Grundlovsceremonien, hvor ansøgere om et dansk statsborgerskab skal trykke hånd med myndighedsrepræsentanter og skrive under på at ville overholde Grundloven som betingelse for at få det danske pas, blev holdt i Eigtveds Pakhus i København.

Den første ceremoni skulle afholdes i statsligt regi, mens fremtidige ceremonier vil blive afholdt af kommunerne. Grunden til, at kun ni personer deltog i første ceremoni, er, at de først har søgt efter en fastsat skæringsdato.

Foran to store danske flag bød udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) velkommen og indledte ceremonien med at betone vigtigheden af både grundlovsunderskrift og håndtryk:

”Når I har underskrevet den, vil jeg give jer hånden. Og det er i dét øjeblik, at I bliver danske statsborgere,” lød det fra ministeren.

Omhyggeligt trykkede Inger Støjberg derefter de ni ansøgeres hænder. Alle mødte hende med et smil. En skarp kontrast til den kritik, der er haglet ned over håndtrykskravet siden vedtagelsen. ”Symbolpolitik” og ”et unødvendigt forslag” er det blevet kaldt.

Adspurgt om den massive kritik, ceremonien har mødt, greb Inger Støjberg fat i en diskussion, hun for få uger siden havde på Kristeligt Dagblad med Chadi Freigeh fra den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

”For ikke særlig mange uger siden havde jeg en debat med en af Hizb ut-Tahrirs talsmænd. Der kommer vi til at diskutere, det her. Han sagde, at han jo gav hånd til mig, og det gjorde han også. Men ville han skrive under på selve dokumentet om at tage fundamentet af frihedsrettigheder til sig samt demokratiet? Så sagde han nej. Det er et helt tydeligt eksempel på, at der er langt mere i det her end bare et håndtryk,” lød det fra ministeren.

Selvom der ikke er et forbud mod håndtryk i Koranen, fortolker man i visse muslimske kredse islam på en måde, hvor håndtryk med en person af det modsatte køn er ildeset.

Hos de ni ansøgere samt deres slægtninge og venner var glæden ikke til at tage fejl af. En af dem var Sakandar Khan fra Billund, der oprindeligt kommer fra Afghanistan, som efter at have nydt en forfriskning i selskab med Inger Støjberg mødte pressen:

”Nu håber jeg, det bliver lidt nemmere at få min forlovede her til landet,” grinte Sakandar Khan.