Ni socialdemokratiske ministre blev efterladt på perronen. De tog det ikke alle sammen lige pænt

Selvom SVM-regeringen har skruet op for antallet af ministre, var der ikke plads til hele det gamle ministerhold. Kristeligt Dagblad har samlet et overblik

Hverken Jeppe Kofod, Trine Bramsen eller Rasmus Prehn er blevet tilbudt ministerposter i Mette Frederiksens nye regering.
Hverken Jeppe Kofod, Trine Bramsen eller Rasmus Prehn er blevet tilbudt ministerposter i Mette Frederiksens nye regering. Foto: Philip Davali/Mads Claus Rasmussen/Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Der var flere gengangere til stede, da Mette Frederiksen løftede sløret for SVM-regeringens ministre ved Amalienborg Slotsplads onsdag eftermiddag.

Men der var ikke plads til hele det socialdemokratiske slæng, og flere prominente ministre fra den foregående periode må klare sig uden en ministerpost i denne omgang.

En af dem er Jeppe Kofod, som har været udenrigsminister siden 2019. Socialdemokraten, som ikke blev valgt ind ved det seneste folketingsvalg, skriver i et kort opslag på Twitter, at  tiden som minister “har været en kæmpe ære og en fornøjelse.”

Astrid Krag, som blev social- og indenrigsminister i 2019 og siden overtog det nyoprettede Social- og Ældreministerium, skal heller ikke være minister igen.

Hun skriver på Facebook, at det har været en ære at sidde som minister, og at det bliver vemodigt at tage afsked. 

Rasmus Prehn blev udviklingsminister i 2019. Senere overtog han Mogens Jensens rolle som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, men i denne omgang bliver der ikke noget ministerie til socialdemokraten, som har siddet i Folketinget siden 2005.

Rasmus Prehn har i 2022 været i mediernes søgelys på grund af en række bilagssager og opnåede kun med nød og næppe det fornødne antal stemmer til at blive valgt ind ved det seneste folketingsvalg. Over for DR afviser han ikke, at bilagssagerne kan have haft en betydning for hans exit. 

"Det har i hvert fald ikke gavnet. Det er helt sikkert, men jeg tænker, at selv om de ikke havde været der, så havde det også været svært," siger Rasmus Prehn til DR.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Trine Bramsen blev forsvarsminister i 2019. Hun havde en række uheldige sager, som gik ud over hendes popularitet i Forsvaret, og blev i februar 2022 flyttet over i det nyoprettede transport- og ligestillingsministerie.

Hun skriver på Facebook, at hun har været glad for sin tid som minister, men fralægger sig samtidig en del af ansvaret for, at der ikke blev plads til hende i ministeriet i denne omgang:

“Ligestilling endte med at blive et blåt ministerium. Og så var det jo svært at fortsætte selv om jeg synes, der er meget mere der skal tages fat om,” skriver hun i sit opslag.

Simon Kollerup blev erhvervsminister i 2019, men fik heller ikke lov til at genbesøge ministerrollen i denne omgang. 

Han skriver på Facebook, at han er stolt over sin tid som erhvervsminister. Dog lægger han ikke skjul på, at det var sjovere at besøge Dronningen for 3,5 år siden, da han selv skulle være minister. 

Lea Wermelin har været miljøminister siden 2019, men kommer heller ikke til at blive minister igen. Hun er glad og stolt over sin tid som minister, men er samtidig “ked af at skulle give slip”, som hun skriver på Facebook.

Christian Rabjerg Madsen overtog Indenrigs- og boligministeriet efter Kaare Dybvad Bek i 2022 oven på en ministerrokade på baggrund af justitsminister Nick Hækkerups tilbagetræden. 

Han skriver på Facebook, at han glæder sig til at kaste sig over nye spændende opgaver i Folketinget. 

Flemming Møller Mortensen har været minister for udviklings- og nordisk samarbejde siden november 2020. Han tog over fra Rasmus Prehn og Mogens Jensen ved en ministerrokade, men må altså indtil videre fortsætte som menigt folketingsmedlem under SVM-regeringen.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Jesper Petersen overtog posten som uddannelses- og forskningsminister fra Ane Halsboe-Jørgensen i august 2021, men også han må nu give afkald på ministertitlen.

Den afgående minister lykkønsker de nye ministre i et opslag på Twitter.