Wammen er favorit til den næstvigtigste post

Efter Henrik Sass Larsens sygemelding peger flere på, at forhenværende Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) kan blive landets næste finansminister

Hos store dele af kommentariatet lyder det, at den forhenværende forsvars- og europaminister Nicolai Wammen står stærkest i feltet af kandidater, hvis Socialdemokratiet lykkedes med at danne en etparti-regering. Også Dan Jørgensen, der under Helle Thorning-Schmidt var fødevareminister, nævnes.
Hos store dele af kommentariatet lyder det, at den forhenværende forsvars- og europaminister Nicolai Wammen står stærkest i feltet af kandidater, hvis Socialdemokratiet lykkedes med at danne en etparti-regering. Også Dan Jørgensen, der under Helle Thorning-Schmidt var fødevareminister, nævnes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Anden gang blev ikke lykkens gang for Henrik Sass Larsen. I 2011 stod den magtfulde socialdemokratiske gruppeformand på dørtrinnet til Finansministeriet, men måtte efter en manglende sikkerhedsgodkendelse fra PET se Bjarne Corydon (S) løbe med posten. Mandag i denne uge – godt otte år efter at muligheden sidst opstod – sygemeldte Henrik Sass Larsen sig selv og erkendte, at hans depression gjorde det umuligt at varetage et ministerhverv i en ny regering.

På Christiansborg summer rygterne nu om, hvem der er favorit til det, der kaldes den næstvigtigste post i enhver regering.

Hos store dele af kommentariatet lyder det, at den forhenværende forsvars- og europaminister Nicolai Wammen står stærkest i feltet af kandidater, hvis Socialdemokratiet lykkedes med at danne en etparti-regering. Også Dan Jørgensen, der under Helle Thorning-Schmidt var fødevareminister, nævnes.

”Nicolai Wammen er helt sikkert en af favoritterne, måske også favoritten. Han er højt placeret i det socialdemokratiske hierarki og har erfaring med at styre svære forhandlinger og lande brede forlig. Samtidig har han en stor teknisk fornemmelse for den måde, som tandhjulene fungerer på i Finansministeriet,” siger Lars Trier Mogensen, politisk kommentator på netmediet dkpol.

Erik Holstein, Altingets politiske kommentator, kalder Nicolai Wammen for ”den mest logiske finansministerkandidat”.

”Men intet er sikkert, og Dan Jørgensen og Nick Hækkerup er også i spil, mens Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen er en out- sider,” siger Erik Holstein.

Begge kommentatorer hæfter sig ved, at Nicolai Wammen på stort set alle parametre er den diametrale modsætning til Henrik Sass Larsen. Nicolai Wammen beskrives som et driftsikkert og roligt gemyt uden de store fjender på Christiansborg. Og så ved den tidligere Aarhus-borgmester fra sin tid i kommunalpolitik, hvordan man strikker budgetaftaler sammen og samarbejder med både blå og røde partier.

S-formand Mette Frederiksen beklagede i mandags, at hun med Henrik Sass Larsens sygemelding mistede sin løjtnant og tætte alliancepartner gennem årevis.

”Henrik Sass har en meget stor del af æren for, hvor Socialdemokratiet er i dag,” sagde hun til DR.

Alligevel påpeger Lars Trier Mogensen, at Mette Frederiksen måske inderst inde også drager et lille lettelsens suk over beslutningen.

”Henrik Sass Larsen har en krigerisk attitude. Han er en, der mildest talt splitter og støder folk fra sig, og han havde ikke et godt forhold til hverken Enhedslisten eller De Radikale. Det gør det vanskeligt at være finansminister, for der skal gives lunser til støttepartierne, hvis man er en mindretalsregering.”

”Derfor er det ikke nødvendigvis en svaghed for Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, hvis Nicolai Wammen bliver finansminister. Han er vellidt og ekstremt disciplineret. På Christiansborg er der ikke nogen, han har et decideret dårligt forhold til,” lyder det fra Lars Trier Mogensen.

Den tidligere Aarhus-borgmesters styrke er dog også hans svaghed. Det kræver en vis hårdhed at holde styr på Finansministeriet, påpeger Erik Holstein:

”Han mangler måske den bissethed, der nogle gange skal til. Efter Helle Thorning-Schmidt-tiden er Socialdemokratiet blevet meget opmærksomme på, at ministeren skal styre Finansministeriet og dets embedsmænd – ikke omvendt. Der er nogle af de andre kandidater muligvis stærkere.”

Når der i medierne bruges så mange spalter på Henrik Sass Larsens sygemelding, skyldes det ikke kun, at S-gruppeformanden har spillet en central strategisk rolle i Socialdemokratiet i årevis, især hvad angår partiets udlændingepolitisk højredrejning. Det skyldes også, at det næsten er umuligt at undervurdere den politiske magt, Henrik Sass Larsen som finansminister ville have fået.

Det vurderer Karina Kosiara-Pedersen, lektor på institut for statskundskab på Københavns Universitet.

”Finansministeriet sidder på pengekassen og griber ind i alle andre ministeriers arbejde. At være finansminister er den næstmest magtfulde post i regeringen, og dermed måske også i dansk politik,” siger hun.

Særligt rollen som økonomisk overdommer gør, at posten er efterstræbt. Embedsværket har groft sagt konge-rigets vigtigste og mest avancerede lommeregner. Dertil kommer, at finansministeren er sikret en plads i det magtfulde økonomiudvalg og koordinationsudvalg, hvor regeringens hovedpersoner udstikker de store linjer i dansk politik.

”Finansministeren har altid været utrolig magtfuld. Men forskning viser faktisk, at posten er blevet endnu mere vigtig med tiden. Eksempelvis fordi de komplicerede regnemodeller i dag sætter standarden for, om et politisk forslag er gangbart eller ej,” påpeger Karina Kosiara- Pedersen.