Prøv avisen

Niels lever og ånder for sine husdyr

Niels Stokholm har drevet biodynamisk landbrug på Thorshøjgård i 36 år. Han har en af landets sidste tilbageværende besætninger af rød dansk malkerace. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Han knokler fra morgen til aften med at få kvæget på græs, fodret svinene og sået marken. For Niels' bondehjerte banker for det biodynamiske landbrug på Thorshøjgård -- så længe det varer

Viola, Freja og Marianne står side om side dybt koncentreret om hver sit. Der er ingen panik for at få fyldt maven. Der lyder blot en sagte rumlen og gumlen i stalden, mens kæber går fra side til side i sløv takt. En enkelt fortøjningskæde rasler her og der, mens kløver og græs samles omhyggeligt sammen af de ru tunger.

– Ja, køerne taler jo ikke med mad i munden. Det er anstændige væsner, siger Niels Stokholm med en vis stolthed over sin besætning af den efterhånden sjældne, gamle husdyrrace rød dansk malkerace.

Pludselig lyder et desperat og let skingert

– Muuuh, længere nede i rækken.

Niels Stokholm, der efterhånden er blevet en ældre herre på 77 år, trisser ned for at se, hvad der er på færde.

– Hvad er der galt med dig? Var der en lille mus?, spørger han kærligt koen.

Og selvom der ikke lyder noget egentlig svar, er man ikke i tvivl om den stiltiende forståelse mellem de to.

Niels Stokholm har drevet biodynamisk landbrug på Thorshøjgård ved Dronningmølle i 36 år. Han er bonde nummer 180 i rækken på det ældgamle landbrug. Sortbrogede svin og nordiske korthalefår bor i bivuaker på marken lige udenfor. Og de gamle, røde stalde huser det absolut vigtigste på gården – de omkring 50 røde malkekøer. Netop den korace, der var 1.500.000 af, dengang Niels var dreng. I dag er der kun omkring 200 tilbage i landet.

– Vi vil gerne bevare det bedste fra fortiden og tage det med ind i fremtiden. Og det er de gamle husdyrracer, siger han med et smil, så de rødmossede kinder efter mange timer i marken trækker sig helt op under øjnene.

Men dermed har Niels Stokholm ikke bare valgt et erhverv, men et livsprojekt. Han arbejder fra morgen til aften med hjælp fra sin kone Rita, der slet ikke har haft tid til erhvervet som pædagogvikar, siden hun flyttede ind på gården. For markerne skal sås, gødes og høstes, så der kan genereres foder til dyrene. De skal trækkes på græs og malkes dagligt. Og ude i folden står fårene, der skal fodres og klippes. Over for dem bor svinene, som Niels og Rita også skal tage sig af, og når de bliver til slagtekød, skal det køres ud til kunderne. Så der er nok at se til.

– Vi holder dyrene sunde og raske, og så må vi spare på alle andre områder. Der er hverken tid eller råd til at reparere bygningerne, siger han og klør den unge hantyr Gorm bag øret.

For selvom Niels Stokholm leverer lækre produkter til den prisbelønnede gourmetrestaurant Noma i København, og selvom den kendte, danske tv-kok Claus Meyer sætter særlig pris på netop Niels? mælk, så giver dyrene ikke den samme mængde mælk og kød som de moderne produktionsdyr. Den danske stat indgår ganske vist i et internationalt samarbejde om at bevare de gamle husdyrracer, så man er sikret rene, oprindelige gener, hvis de nuværende bestande rammes af indavl eller epidemier. Men det samarbejde giver Niels Stokholm ikke meget for.

– Det er flotte ord, men følger der ikke penge med til avlerne, nytter det ikke noget. De vil gerne have os som sikkerhedsnet, men de vil ikke sikre os, siger han.

– Man kan skrive bøger om, hvordan disse køer var, men man kan også vælge at bevare dem. De skal ikke stoppes ud og puttes på museum. De skal opleves, siger han og kaster en spandfuld kogte rødbeder ind til svinene.

De særligt store ører på flokken af sortbrogede svin hopper begejstrede op og ned, og der er straks stor tumult for at smovse maden i sig. En enkelt rød tryne, der er smurt ind i rødbedesaft, kigger kådt og begejstret op på Niels Stokholm.

– Det er sidste udkald, hvis dyr som disse skal bevares i deres oprindelige, sunde miljø, siger han.

holtze@kristeligt-dagblad.dk