Prøv avisen

Niko Grünfeld om cv-sjusk: Det har skadet Alternativet

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Københavns kultur- og fritidsborgmester har overvejet sin position og ønsker bare "at lægge sig fladt ned"

Alternativets Niko Grünfeld, der er kultur- og fritidsborgmester i København, kan ikke forklare, hvorfor han har oplyst flere forkerte ting i sit cv.

"Der er ingen tvivl om, at det skader partiet med negativ omtale. Det skader mig og min person primært, fordi det er nogle personlige fejl, men selvfølgelig smitter det af, og det er alvorligt i sig selv," siger han.

Grünfeld ønsker selv at fortsætte som borgmester, men erkender, at "det fortsat bliver diskuteret, om sagen får konsekvenser". Nu vil han bare "lægge sig fladt ned", forklarer han.

"Jeg har meget, der skal genoprettes, og det er et langt træk i forhold til at genopbygge tillid omkring min person," siger han.

Profilen fra Alternativet kom i problemer i sidste uge. Her bragte Radio24syv historien om, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget sidste år i sit cv havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi. Det passede dog ikke.

Tirsdag i denne uge kunne Radio24syv så fortælle, at Grünfeld i 2015 i forbindelse med folketingsvalget i sit cv angav, at han havde en kandidatuddannelse. Men det passede heller ikke.

"Jeg har ikke bevidst ønsket at komme med fejloplysninger, og de fejl, der er kommet frem, er ikke noget, som fremmer min person. Det ser bare vildt mærkeligt ud, at det ikke er i overensstemmelse med virkeligheden."

"Det kan jeg kun beklage. Det er sjuskefejl, og jeg er ikke gået specielt meget op i uddannelser," siger Grünfeld.

/ritzau/