Enhedslistens Nikolaj Villumsen: Danmark bør gå forrest i EU og bidrage mere til nærområder

EU’s milliardstøtte til fossile brændstoffer skal erstattes med støtte til vedvarende energi. Det siger Nikolaj Villumsen, der er spidskandidat for Enhedslisten til EU-valget

"EU’s ambitioner for reduktion af CO2 er alt for ringe," mener Nikolaj Villumsen (Ø).
"EU’s ambitioner for reduktion af CO2 er alt for ringe," mener Nikolaj Villumsen (Ø). Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix.

Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten til europa-parlamentsvalget, mener du, at EU skal sørge for at mindske antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa?

Vi skal arbejde for, at så få som muligt har behov for at flygte. For EU er det oplagt at hjælpe i nærområderne, og det er derfor dybt problematisk, at man har skåret på det humanitære bidrag til disse. I Enhedslisten så vi gerne, at udviklingsbistanden blev øget fra 0,7 til 1 procent af bnp. Her skal Danmark gå forrest og inspirere de andre medlemslande til dels at bidrage med mere, dels give det, de for nuværende har forpligtet sig til. Det er de færreste lande, som gør det i dag.

I EU bør vi derudover have en solidarisk fordeling af flygtninge. Siger man nej til at modtage nogen, bliver kassen smækket i, når EU-støtten skal gives. Hvis vi løfter i flok, bliver opgaven for det enkelte land mindre. Jeg kan ikke sætte tal på, hvor mange Danmark skal modtage med et sådan fælles europæisk system, men vi kunne begynde med årligt at tage imod 2000 af FN’s kvoteflygtninge.

Har EU en særlig forpligtelse til at hjælpe forfulgte kristne?

Ja, det mener jeg, EU har. Vi ser en forfærdelig forfølgelse af religiøse minoriteter rundt om i verden, og det gælder desværre også kristne. Jeg har selv besøgt et land som Syrien og talt med kristne, der var på flugt fra Islamisk Stat. Her er det afgørende, at EU støtter de prodemokratiske oprørere, som akut mangler nødhjælp og støtte til genopbygning af landet. Det er ét eksempel på, hvor EU skal hjælpe forfulgte minoriteter.

Hvad skal EU gøre for at bekæmpe klimaforandringerne?

EU’s ambitioner for reduktion af CO2 er alt for ringe. Det er derfor nødvendigt med en fælles klimalov, så vi forpligter medlemslandene til at komme i mål med det, de har skrevet under på i Paris-aftalen. Derudover er det nødvendigt med en målrettet indsats for bæredygtig omstilling, og konkret foreslår Enhedslisten:

En europæisk togfond, så vi sikrer hurtige, billige og bæredygtige togforbindelser mellem Europas storbyer. Fonden skal blandt andet finansieres gennem EU’s infrastrukturmidler, som i dag går til jernbaner, motorveje, havne og lufthavne. På den måde vil man årligt kunne finde omkring 30 milliarder kroner.

EU’s milliardstøtte til fossile brændstoffer erstattes med støtte til vedvarende energi.

Hvad gør du personligt for at mindske dit CO2-aftryk?

Hjemme hos os spiser vi hovedsagligt vegetarisk, og så forsøger vi så vidt muligt at rejse bæredygtigt og for eksempel tage S-toget i stedet for bilen.