Onsdag aften kunne man se første afsnit af DR-dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø". Her følger man Preben Nielsen, der er lam fra halsen og ned, i månederne op til, at han skal til Belgien for at modtage aktiv dødshjælp. Selve dødshjælpen bliver ydet af danske Nina Kjeldahl, der er praktiserende læge i Belgien, hvor aktiv dødshjælp er tilladt.
Hvordan foregår det, når du yder aktiv dødshjælp til en patient?
Jeg gør det hovedsageligt i hjemmet hos folk. Jeg plejer at gøre det om aftenen, fordi der er ro, og alle pårørende kan være til stede. Og så skal jeg ikke tilbage på arbejdet, men kan tage hjem til mig selv og fordøje det.
Hvad er din principielle holdning til aktiv dødshjælp?
Jeg skrev speciale om aktiv dødshjælp i Belgien og Holland, og dengang synes jeg, at det var meget teoretisk. Mit møde med patienterne har gjort mig til klar fortaler. Jeg synes, at den belgiske lovgivning er rigtig god, fordi forløbet om aktiv dødshjælp foregår mellem patienten og lægen. Det kræver ikke en masse ansøgninger, som en stor kommission skal tage stilling til.
Hvad er det i mødet med patienterne, der har overbevist dig om, at du gør det rigtige?
Jeg kan godt forstå alle de teoretiske og etiske argumenter. Men alle, der har kendt nogle alvorligt syge eller døende, ved, at det ændrer ens perspektiv på, hvad der er et tåleligt liv, og hvad man synes, man skal stå model til.
Hvilke etiske overvejelser gør du dig?
Det handler om at være sikker på, at det er det, patienten vil og ikke er et ønske fra de pårørende. Jeg vil sige, at det er meget sjældent, at der er påvirkning fra de pårørende. Det handler oftere om, at de pårørende ikke er med på det. Så handler det etiske om, hvor meget vi skal lytte til det, for det er jo patienten, der selv skal bestemme.
Hvordan sikrer du dig, at det rent faktisk er et gennemgribende ønske fra patienten at dø?
Der er nogle konkrete ting. Flere gange skal patienten skrive en sætning eller to, hvor de bekræfter, at de ønsker aktiv dødshjælp: "Jeg ønsker i dag, dags dato, at få eutanasi på grund af min lungekræft, som gør, at jeg ikke kan trække vejret." Det er meget voldsommere for patienten at skrive det end blot at sige det højt. Som læger vurderer vi også i mange andre sammenhænge ting, der omhandler liv og død. Har patienten for eksempel forstået, hvad det betyder, at han eller hun ikke vil opereres?
Har du nogensinde efterfølgende været i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige beslutning?
Nej, det har jeg faktisk aldrig. Men jeg har nogle gange været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle have sagt ja noget tidligere, hvor jeg har haft behov for at trække tingene lidt i langdrag. For eksempel skal man være fuldstændig sikker på, at folk ikke har en depression eller er demente. Det kan godt nogle gange tage lidt længere tid, end folk måske godt kunne tænke sig.
Er der særlige omstændigheder, der gør, at det i visse situationer er sværere at yde aktiv dødshjælp?
Det er altid svært, når ens patienter er syge, og man føler, at man ikke kan gøre mere for dem. Det er selvfølgelig sværere, når de er yngre, og når man som læge identificerer sig meget med dem. Det kan for eksempel være rigtigt svært, hvis de har små børn. Det er faktisk nemmere, hvis det er patienter, man kender godt, for så har man oplevet, hvordan de har haft det før, og hvordan de til sammenligning lider nu.
Hvad gør du bagefter, at du har ydet aktiv dødshjælp?
Så tager jeg hjem og er sammen med min familie. Alle tankerne og bekymringerne fylder mest i dagene op til. Når man kigger tilbage, var det bare så fint og smukt og rigtigt. Man får set de pårørende i øjnene og snakket med dem bagefter. Men det skal ikke være for tit. Der skal gå lidt tid mellem hver gang.