Prøv avisen

Nødhjælpschefer: Danmark kan huse flere flygtninge

”Vi mangler undersøgelser af flygtningeruter. Når vi taler med folk, spiller det en stor rolle, om de har familie i det pågældende land, og chancen for at få asyl spiller givetvis også ind. Men vi har kapaciteten til at modtage flere flygtninge, for det har vi tidligere gjort,” siger Anders Ladekarl, Røde Kors' generalsekretær Foto: Joe Klamar

Hvis flygtningepresset mod Tyskland breder sig til Danmark, har vi kapaciteten til at tage imod flere flygtninge, vurderer Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors. Tysklands politik vil sende flere til Danmark, mener Dansk Folkepartis integrationsordfører

Særtog med tusindvis af flygtninge ankom i går til hovedbanegården i München, og lokale tog imod syriske flygtninge med bannere, slik og klapsalver.

Endnu er det umuligt at sige, hvordan Danmark vil blive påvirket af Tysklands beslutning om at åbne grænserne for de mange tusinde flygtninge, som hidtil har været strandet i Ungarn. Men hvis en del af flygtningene på et tidspunkt søger mod nord, så har Danmark kapaciteten til at tage imod et større antal flygtninge end i dag, for det har vi gjort før. Under krigen i Bosnien fra 1992-1995 flygtede flere end to millioner til nabolandene og Vesteuropa, og Danmark modtog på kort tid godt 20.000 flygtninge. Sådan lyder meldingen fra både Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm understreger, at det foreløbig er umuligt at sige, om den tyske åbning af grænserne for flygtninge vil påvirke Danmark.

”Som jeg hører det, så vil Tyskland tage ansvar for at registrere de pågældende flygtninge. Det tyder på, at det ikke vil have nogen særlig effekt på nabolandene. Hvis spillereglen, der hedder Dublin-forordningen, fastholdes, så har det land, som registrerer flygtninge, også har ansvaret for dem,” siger Andreas Kamm og henviser til, at Danmark derfor vil kunne sende de flygtninge, der eventuelt rejser videre, tilbage til Tyskland.

Andreas Kamm vurderer derimod, at Tysklands modtagelse af et stort antal syrere vil sætte spørgsmålet om en fælles europæisk fordeling af flygtninge langt højere på dagsordenen i EU. Et spørgsmål, der ikke mindst er aktuelt, når EU's indenrigs- og justitsministre mødes den 14. september.

”Det tyske initiativ vil for alvor styrke presset for at få lavet fælles europæiske fordelingsaftaler om flygtninge,” siger Andreas Kamm. Han mener, at Danmark har kapaciteten til at modtage flere flygtninge, hvis det skulle blive nødvendigt.

”Det så vi, da vi tog imod et stort antal bosniske flygtninge i 1990'erne, og da vi modtog flere tusinde vietnamesiske flygtninge i slutningen af 1970'erne,”siger Andreas Kamm.

Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, mener, at det er fuldstændig umuligt at sige, om en del af de flygtninge, der lige nu kommer til Tyskland, rejser videre til Danmark, Sverige og Norge.

”Vi mangler undersøgelser af flygtningeruter. Når vi taler med folk, spiller det en stor rolle, om de har familie i det pågældende land, og chancen for at få asyl spiller givetvis også ind. Men vi har kapaciteten til at modtage flere flygtninge, for det har vi tidligere gjort,” siger Anders Ladekarl.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener modsat Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, at tilstrømningen af flygtninge til Tyskland vil påvirke Danmark.

”Det betyder, der kommer flygtninge meget tættere på Danmark, og det betyder, at nogle af dem også vil kunne søge op i Danmark. Det synes jeg faktisk er uansvarligt,” siger Martin Henriksen til DR.

Dansk Folkeparti mener, at den danske regering skal tage kontakt til den tyske regering for at få kansler Merkel til at ændre kurs. Ifølge nye tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat UNCHR er 322.500 migranter og flygtninge de første otte måneder af 2015 ankommet til Europa via Middelhavet. Størstedelen af flygtningene er syrere.

Trods den store tilstrømning til Europa er der et fald i antallet af personer, der søger asyl i Danmark. Fra den 1. januar til den 31. juli i år søgte 5174 personer asyl i Danmark mod 5595 personer i samme periode sidste år.

Kort før avisens deadline var omkring 170 flygtninge ankommet til Rødby ifølge TV2 News. Tysk politi havde varslet, at flygtningene var på vej, og at der kan komme flere.