Nødvendighedens politik er tilbage

Regeringen udsætter 2025-planen og kan formentlig løse de mest presserende problemer med energiafgifter, ejendomsvurderinger og finanslov, mens den store skattereform må vente. Dermed står regeringen endnu svagere med små muligheder for at gennemføre sin egentlige mission

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må indse, at der er mange uløste problemer, fordi den store skattereform må vente. –
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må indse, at der er mange uløste problemer, fordi den store skattereform må vente. – . Foto: Casper H. Christensen/Polfoto.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udsat sin 2025-plan til efter finanslovsforhandlingerne. I erkendelse af, at det var helt umuligt at få Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til at indgå i en aftale om topskattelettelser-for-udlændingestramninger, blev bordet hos finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) i går ryddet for alt andet end det mest nødvendige: Fortsatte forhandlinger om et nyt system for ejendomsvurderinger, en nyordning for energiafgifterne, den såkaldte PSO- afgift samt finansloven for 2017.

Så nødvendighedens politik er tilbage. Regeringen kæmper nu for i det mindste at få aftaler i hus om det, som enhver regering ville have pligt til at få på plads.

Ifølge statsministeren er de øvrige borgerlige partier taget i ed om den nye køreplan, og Liberal Alliance, der tidligere har truet med at vælte regeringen, hvis ikke der var gennemført topskattelettelser inden nytår, har altså accepteret, at den frist udsættes endnu engang. Præcis som den blev udskudt i foråret, som partiet i første omgang havde sat som frist for at få indløst regeringens ambition om at lette skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint.

Afkoblingen mellem 2025-helhedsplanen og finanslovs- og boligforhandlingerne giver umiddelbart regeringen et pusterum. Ikke at en finanslovsaftale ligger lige for. Der er mange uløste problemer, for eksempel er regeringen og Socialdemokratiet grundlæggende uenige om, hvordan man skal skaffe de mange penge til at erstatte PSO-afgiften. Regeringen vil tage pengene af det generelle råderum og ved at stoppe planlagte udbygninger af kystnære vindmøller. Socialdemokraterne vil sætte bundskatten op.

Dansk Folkeparti vil fortsat kræve genindførelse af grænsekontrollen og en strammere udlændingepolitik i det hele taget. Imødekommer regeringen sit støtteparti på det område nu for at få en finanslov hjem, mister den samtidig ”kapital” til senere 2025-forhandlinger.

Forhandlingerne besværliggøres yderligere af, at alle partier vil sidde med det i baghovedet, at der om kort tid kan komme et folketingsvalg. I det klima er det ikke nemt at give indrømmelser og for eksempel acceptere en omlægning af ejendomsvurderingssystemet, der vil koste dyrt for tusindvis af boligejere, selv med de overgangs- og kompensationsordninger man måtte kunne enes om.

Skulle det lykkes at få aftaler hjem inden midten af november, står regeringen formentlig med mindst to utilfredse støttepartier, nemlig De Konservative, der næppe har fået indrømmelser nok på boligområdet, og Liberal Alliance, der stadig ikke har fået topskattelettelser. Hvordan det skulle være muligt for regeringen at løse den gordiske knude, der nu blot er strammet endnu mere, fortaber sig i det uvisse.

Ender det med et folketingsvalg, vil den borgerlige blok stå fuldstændig splittet uden mulighed for at definere et troværdigt regeringshold for vælgerne. For Venstre tegner det særlig kaotisk. Partiets mission med at gribe regeringsmagten var, at det bedre skulle kunne betale sig at arbejde. Midlet til at opnå det mål har i høj grad været den plan, Lars Løkke Rasmussen fremlagde for to måneder siden.

Lavere skat for både lavtlønnede og højtlønnede skulle finansieres af blandt andet en lavere SU, senere pensionsalder og et lavere fradrag for renteudgifter.

I tilfælde af et folketingsvalg skal Venstre forsøge at overbevise vælgerne om, at det er den rigtige medicin for at bevare velfærdssamfundet på længere sigt, men målinger har vist, at de elementer i regeringens plan ikke har opbakning fra det store flertal af vælgerne.

Regeringens bedste chance er fortsat, at Liberal Alliance ”kravler ned fra træet”, men Anders Samuelsen (LA) må vel siges at have haft en del tid til at gennemføre den akrobatiske øvelse.