Nørrebro-imam: Presser du islam, slår den tilbage. Lader du den være, spreder den sig

Imam Monzer Abdullah blev sidste år politianmeldt for at opfordre til drab på jøder fra moské på Nørrebro. Det er min forpligtelse at tale negativt om Israel og besættelsen, siger den omstridte imam, der ikke ser nogen mulighed for at forene islam med demokrati

Den 50-årige imam Monzer Abdullah er modstander af demokratiet og mener, at politikerne udviser svaghed, når de laver indgreb mod burkaer og ghettoer. –
Den 50-årige imam Monzer Abdullah er modstander af demokratiet og mener, at politikerne udviser svaghed, når de laver indgreb mod burkaer og ghettoer. – . Foto: Emil Kastrup Andersen.

I en baggård på ydre Nørrebro ligger den måske mest berygtede moské i Danmark.

Det var her, den danske terrorist Omar El-Hussein færdedes, før han angreb kulturhuset Krudttønden og synagogen i København og dræbte to personer.

Det er her, at der flere gange er blevet talt hadsk om jøder. Moskéen har navnet Masjid Al-Faruq, og i fredags var Kristeligt Dagblad inviteret til bøn af en af de mest omtalte imamer i nyere tid, Monzer Abdullah. Han blev landskendt, da det i maj sidste år kom frem, at han af Det Jødiske Samfund var politianmeldt for at opfordre til drab på jøder fra prædikestolen i moskéen.

Denne hede fredag er det dog ikke et sted, som fysisk emmer af terrorsympatier eller radikalisering. De omtrent hundrede fremmødte hilser hinanden med omfavnelser, og et par små børn løber rundt og leger på gulvtæpperne i moskéen, som er lokaliseret på Heimdalsgade nær Mjølnerparken.

Men så snart Abu Amr, denne fredags prædikant, åbner munden fra talerstolen, fornemmer man, at moskéen er aldeles uforsonlig i forhold til demokratiet – og særligt politikerne. Ghetto-pakken og burkaforbuddet er ifølge ham et symbol på, at lovgivningsmagten vil fratage muslimer deres identitet. En holdning, som Monzer Abdullah til fulde deler fra de plasticstole bagerst i moskéen, hvor vi taler sammen.

”Det er klart, at muslimer er under pres. Ikke bare i Danmark, men også i USA, Frankrig, Belgien, Holland og i Mellemøsten. I Danmark bruger man medier og lovgivning og nogle gange fængsling til at skræmme muslimer og forsøger at tvinge dem til at blive danske,” siger Monzer Abdullah.

Det er et fremherskende synspunkt i moskéen, at ens muslimske identitet og islam til enhver tid trumfer de danske værdier. Først muslim, så dansker og så måske demokrat. For Monzer Abdullah er hans muslimske identitet uforenelig med det danske demokrati.

”Jeg er imod det politiske system. Demokrati kan ikke forenes med islam, som er en politisk ideologi,” siger Monzer Abdullah i moskéen, som er tilknyttet Hizb ut-Tahrir-bevægelsen, der ligeledes er modstander af demokratiet.

Politikerne og Masjid Al-Faruq-moskéen har gentagne gange været på kollisionskurs. Ledende personer fra moské-miljøet taler demokratiet og politikerne ned, og samtidig har politiske skikkelser ønsket at lukke moskéen og Hizb ut-Tahrir-bevægelsen.

Ifølge Monzer Abdullah fører politikerne en ”krig” imod muslimer. Han nævner imampakken, anti-terrorlovgivning og forslaget om at tvinge ét-årige fra ghettoområder i daginstitution som eksempel.

”Der er klart, at der er en temmelig negativ kurs over for muslimer. Men se på besættelsen af Irak, giftangrebene i Syrien, racister som Trump i USA og Le Pen i Frankrig. Man kan ikke – med magtmidler – få muslimer til at gå på kompromis med deres identitet. Det er en historisk kendsgerning, at islam har en bestemt natur. Hvis du presser den, slår den tilbage. Hvis du lader den være, spreder den sig,” siger Monzer Abdullah:

”Hvis islam alene begrænsede sig til det åndelige og ikke handlede om politik, ville politikerne ikke have et problem med islam. Men fordi islam er et helt sæt værdier, både åndeligt og politisk, bliver politikerne pressede. I dag, hvor kapitalismen fejler som ideologi, er islam et alternativ. Kapitalismen har ikke kunnet løse problemer med højreorienterede grupper, individualisme, familiers opbrud og sekularisering. Der er islam et alternativ, og det er også derfor, at politikerne mener, at islam udgør en trussel” siger Monzer Abdullah.

Men når politikere og iagttagere siger, at islam udgør en trussel, skyldes det jo også problemer med parallelsamfund og religiøs social kontrol. Det er derfor, at de laver forskellige politiske tiltag. Er det ikke rimeligt?

”Det er regeringen, som udfører social kontrol, når den tvinger ét-årige i vuggestue. Islam i sig selv udgør ikke et sikkerhedsproblem eller en trussel”

Men hvordan forklarer du så terrorangrebene i Europa eller Omar el-Hussein, som kom her i moskéen?

”De ting, der er sket i Frankrig, Belgien og Danmark, er meget individuelle og meget begrænset i forhold til, hvor mange millioner muslimer, der er i hele Europa. I forhold til, hvor mange angreb muslimer er udsat for, er det næsten ingenting.”

Betyder det, at det er i orden, når muslimer begår terrorangreb?

”Nej, nej, nu analyserer vi bare, og det er helt klart inden for islam, at man ikke må slå civile ihjel. Men det er fordrejning at se på angrebene i Europa. Se, hvad der sker i Syrien, Palæstina og Irak i stedet,” siger Monzer Abdullah.

På grund af ytringer fra Masjid Al-Faruq-moskéen og Omar El-Husseins færden der, er moskéen blevet beskyldt for at være et sted, hvorfra der opfordres til antisemitisme. Spørgsmålet er, om antisemitisme er generelt forekommende her i moskéen på ydre Nørrebro?

”Islam eller muslimer er ikke racistiske. Det har muslimer aldrig været, det er en historisk kendsgerning. Men ligesom danskerne havde negative følelser for tyskerne, da de besatte Danmark, har jeg som palæstinenser negative følelser for israelere og jøder. Det er naturligt. Men det er ikke, fordi de er jøder. Der lever jøder i Tunesien, Marokko og Tunesien. Hvordan kan det være, at man accepterer jøder i de lande, hvis der var et problem med racisme blandt muslimer? Det er i virkeligheden meget positivt, at vi i muslimske lande stadig tolererer jøder iblandt os,” siger Monzer Abdullah.

”Så da du sagde: ’Jøderne vil gemme sig bag klipper og træer, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham,’ henviste du til jøder i Israel og ikke i Danmark”

”Når vi taler om besættelse, henviser vi til jøder i Israel, ikke i Danmark. Men selvfølgelig er det ikke helt forkert, at de (Det Jødiske Samfund i Danmark, red.) kommer med disse anklager. De vil lukke vores mund og vil ikke have, at vi afslører dem. Så snart du siger noget kritisk om Israel, er du antisemit.”

Det er blandt andet på grund af den slags udtalelser fra dig og andre fra moskéen, at kritikere betragter jer som ekstreme. Er du og moskéen ekstreme?

”Den slags får én til at grine. Moskéen er åben for alle muslimer. En moské er ikke en organisation. Selv hvis en person fra en moské udfører vold, betyder det ikke, at hele gruppen er voldelig. Det er en meget naiv tankegang.”

Men det var vel ikke tilfældigt, at det netop var her, hvor man ytrer sig kritisk om jøder, at Omar el-Hussein kom, før han angreb synagogen?

”Man taler dagligt negativt om muslimer i Vesten. Ikke kun negativt, men også racistisk. Der er partier, som har forslag om at komme af med muslimer. Det er min forpligtelse at tale negativt om besættelsen og Israel.”

Har du ikke en også en forpligtelse over for det danske samfund, hvor du har boet i mange år efterhånden, og hvor du har familie og venner?

”Jeg ser på mit ansvar fra en islamisk vinkel og tænker på mit ansvar som en muslim. Når jeg læser Koranen, læser jeg, at vi er ansvarlige for hele menneskeheden, og at vi er ansvarlige for muslimer og ikke-muslimer. Så jo, vi har et ansvar, men vi er også i kamp med politikerne. Den kamp betyder ikke, at vi har et negativt syn på befolkningen. Jeg er imod det demokratiske system, men jeg er ikke imod min kollega eller min nabo.”

Hvad med din jødiske nabo?

”Det er ligegyldigt, om min nabo er jøde eller kristen. Det er tilladt i islam, at man gifter sig med en jødisk eller en kristen kvinde. Det betyder, at du vil få et barn med hende, og det barn vil så få den islamiske identitet og betragte Palæstina som deres sag. Barnet vil befri Palæstina, fordi det mener, at Palæstina er besat. Og løsningen er kamp, man kan ikke løse besættelse med andre midler.”8