Nogle diktatorer er mere trendy end andre

Hvordan kan det være, at det er ok at sætte statuer op af totalitære skikkelser som Stalin, men ikke af Hitler?

Totalitære ledere som kommunisterne Stalin (1. fra venstre), Mao (2.), Lenin (3.) og Castro (5.) har i nogle kredse opnået status som pop-ikoner. Men Nazitysklands Adolf Hitler har været skildret mindre poppet og med større fokus på lidelser og massedrab under hans autoritære regime. –
Totalitære ledere som kommunisterne Stalin (1. fra venstre), Mao (2.), Lenin (3.) og Castro (5.) har i nogle kredse opnået status som pop-ikoner. Men Nazitysklands Adolf Hitler har været skildret mindre poppet og med større fokus på lidelser og massedrab under hans autoritære regime. –. Foto: SERGEY SVETLITSKIY/.

Der er planer om opstilling af en ny Stalin-statue i Moskva. Der skal i givet fald støbes statuer af samtlige sovjetledere, som har boet i Moskva, men tanken er alligevel forbløffende, for Stalin er jo en af verdenshistoriens forfærdeligste skikkelser. De øvrige sovjetiske ledere var forresten ligeledes forbrydere, blot i mindre målestok.

På en pressekonference forsøgte den russiske præsident Vladimir Putin sig med en retfærdiggørelse. Han henviste til Oliver Cromwell, feltherren, der anførte parlamentets hære i den engelske borgerkrig i det 17. århundrede og blodigt undertvang Irland. Putin spurgte retorisk: Hvad er egentlig forskellen på Cromwell og Stalin? Og han svarede selv: Ingen overhovedet. Hvorpå han beskrev Cromwell som en snu fyr, der spillede en meget tvetydig rolle i engelsk historie. Og Cromwell står der en statue af foran det britiske parlament.

Tvetydig var Cromwell vel for så vidt, han havde både gode og hensynsløse sider. Putins pointe må så være, at tilsvarende skulle gælde for Stalin. Nu er Putin også hildet som gammel KGB-oberst, og i Rusland går en del rundt og savner Stalin. I Tyskland havde åbenlys Hitler-nostalgi sikkert trivedes efter 1945, hvis naziregimet ikke havde lidt et så spektakulært nederlag, men blot var skredet sammen med et langstrakt suk som Sovjetunionen.

LÆS OGSÅ: Kommunisme regnes ikke for belastende

I Tyskland marcherede desuden sejrherrerne ind og forbød Mein Kampf og hagekors, mens de i de vestlige zoner aktivt beredte grunden for demokrati og i den østlige zone for socialistisk, antifascistisk diktatur. I det postkommunistiske Rusland er det ikke kriminelt at solidarisere sig med den totalitære fortid.

Men også her i Vesten regnes Hitler for en ulige værre slyngel end Stalin, for nazismen stod for den rene ondskab, mens kommunismen stadig nyder velvilje i mange vestlige kredse. Den ville jo kun det gode, hedder det. Herhjemme har kæmpestore Enhedslisten stadig revolutionen indskrevet i partiprogrammet, og i både Köln, New York, Stockholm, København, Brescia og Montreal findes caféer og barer, der koket bærer navnet KGB. Omvendt siger det sig selv, at man ikke kan kalde en bar Gestapo.

Professor Bent Jensen er kender af kommunismen og har skrevet flere bøger om danskeres svaghed for kommunismen, senest den store Ulve, får og vogtere, men også om selve sovjetkommunismen i værket Gulag og glemsel.

Han er ikke ingen fan af kommunismen, men vil han ikke medgive, at det var en formildende omstændighed ved den røde totalitarisme, at en klassefjende vel kunne undgå tilintetgørelse ved at opgive sin sociale rolle og blive rød? Kapitalisten tilhørte ingen bestemt race, men kunne afhænde sin fabrik og meldte sig ind i partiet, mens jøder på ingen måde kunne redde sig fra nazismens dødsdom. Udgør nazismens fiksering på blodet ikke den ultimative ondskab?, spørger vi sovjeteksperten.

Noget kan der vel være om det lyder det fra Bent Jensen.

Jøderne kunne ikke slippe for deres skæbne, eftersom kriteriet var genetisk, så at sige. Og bolschevikkerne anlagde ikke racekriterier, men sociale. Men det er mere indviklet end som så. Kapitalister og storbønder var hjemfaldne til straf, men den sociale status var faktisk også en art skæbne. Børn af kulakker jordejende bønder kunne ofte ikke vriste sig fri af deres arv. Selvom de anlagde anden identitet og flyttede tusinder kilometer væk, så nåede partiets lange arm dem alligevel. Det var en hævngerrighed, der rakte ud over social status.

Bent Jensen påpeger, at sovjetkommunismen nogle årtier efter revolutionen også begyndte at udpege bestemte etniske grupper som mindreværdige.

Ved udrensningerne i 1930erne begyndte man at anlægge noget nær racekriterier i forfølgelserne af forskellige nationaliteter i imperiet. Og når vi når op i 1950erne, Stalins sidste tid, blev der sluppet en regulær antisemitisk terrorbølge løs, hvor under mange jøder henrettedes. Når aviserne berettede om processerne, skrev man om de jødiske anklagede, der måske havde taget et russisk navn, at vi har nu revet masken af dette kryb. Artiklen ville så anføre deres oprindelige jødiske navn og sætte det russiske navn, de havde antaget, i parentes. Og man brugte det fordømmende udtryk kosmopolitter om jøderne.

Det kaldte nazisterne dem også?

Ja, men jo flere år, man beskæftiger sig med de to diktaturer, des mere går det op for en, i hvor høj grad de to ideologier ligner hinanden.

Den meget rabiate racisme er ganske vist specifik for nazismen, som jo også fordømte andre grupper end jøderne slavere, zigeunere og så videre. Men sovjetkommunismen gik med årene mere og mere over til at forfølge efter etniske kriterier i stedet for sociale.


LÆS OGSÅ: Venstrefløjen dyrker stadig kommunistiske despoter

Men kunne en kulak ikke redde sig under tvangskollektiviseringen, hvis han frivilligt afgav sin jord og blev del af et kollektivbrug?

Der har muligvis været tilfælde, hvor det kunne lykkes. Der var vel dem, der var rædsselsslagne nok til at reagere sådan, men de kunne når som helst hives ud af det kollektive igen: Du er og bliver kulak. Det er på skrømt, du er med her, kun for at redde dit eget skind. Du er snu, men vi afslørede dig. Det er en typisk logik.

I det unge bolschevikparti var jøder jo ellers overrepræsenterede?

Ja, der var uforholdsmæssigt mange. Også i det hemmelige politi. Jøderne var særligt godt uddannede og havde gode sprogkundskaber, og da de havde været forfulgte i zar-tiden, var de ofte på det revolutionære hold. Men de blev stedse mere marginaliserede. Landet lukkedes, og fordi de ofte havde slægtninge i udlandet, blev de anset som en kæmperisiko. Netop kosmopolitter.

Er socialismen ikke smuk i sin hensigt, gode kår og lighed for alle?

Det kan man sige. Der er blot det ved det, at maxismen ikke kan føres ud i livet. Der er jo ikke tale om uheld ved de forskellige forsøg. På papiret ser marxismen så god ud, men den er også komplet barnagtig og derfor så uhyre farlig. Egentlig er det en teori for børn. Vi skal bare ophæve ejendomsretten og rense jorden for dette kryb, som Lenin sagde, så går morgenrøden op over menneskeheden.

Tænk om man havde et ikke politisk, men naturvidenskabeligt eksperiment, som man gennemførte blandt først protestanter, så katolikker, så ortodokse, i tempererede zoner, i tropiske, i subtropiske, igen og igen, under alle tænkelige betingelser. Og eksperimentet blev ved med at slå fejl. Så ville man fastlå, at der var noget helt galt med teorien. Sådan tænker naturvidenskaben. Men den følgeslutning nægtede man at drage for det politiske eksperiment med mennesker, som var socialismen.

Smiler du af, at caféer hedder KGB, eller støder det dig?

Det støder mig. KGB var jo den sovjetiske politistats hemmelige politi. Da Ribbentrop, Hitlers udenrigsminister, var i Moskva i 1939, præsenterede Stalin ham med et svedent grin for vennerne. Og han pegede på Beria og sagde: Det er min Himmler. Stalin var godt klar over paralleliteten.

Da Ribbentrop, Hitlers udenrigsminister, var i Moskva i 1939, præsenterede Stalin ham med et svedent grin for vennerne. Og han pegede på Beria og sagde: Det er min Himmler. Stalin var godt klar over paralleliteten.