Nogle husdyr elsker vi til døde, andre elsker vi at sætte til livs

Som slået fast i Første Mosebog står mennesket øverst på listen over Jordens skabninger. Og det er åbenbart svært for os at kravle bare en smule nedad igen, for vi er stadig selvtilstrækkeligt magtfulde over for andre levende væsner, mener Inger Anneberg, antropolog og aktuel med bogen ”Husdyr”

Antropolog Inger Anneberg på feltarbejde. Kalven er taget fra moderen og skal lære at drikke af en spand. Der er stor forskel på, hvordan vi behandler dyr, også for stor, mener hun. – Foto: Privat.
Antropolog Inger Anneberg på feltarbejde. Kalven er taget fra moderen og skal lære at drikke af en spand. Der er stor forskel på, hvordan vi behandler dyr, også for stor, mener hun. – Foto: Privat.

Næppe var landet lukket ned på grund af coronavirus, før folk hamstrede katte og hunde fra internater og kenneler. Behovet for firbenet selskab blev ekstra synligt i en tid, hvor vi skulle holde os fra hinanden, og nu var der tid til at køre hvalpen ind og give katten et varigt hjem.

Faktisk er vores optagethed af kæledyr så stor, at et af de 10 mest stillede spørgsmål om coronavirus har været, hvorvidt man kunne smitte sin hund eller kat. Det kom bag på Thomas Benfield, overlæge i infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, har han fortalt i fagbladet Dagens Medicin.

”Det er der mange, der er meget bekymrede for. Det er nok mest, fordi kæledyr fylder så meget for folk. For det er en risiko, man godt kan tillade sig at se bort fra,” sagde han.

Overlægens forbløffelse falder lige ned i de erfaringer, som antropolog ved Aarhus Universitet Inger Anneberg har gjort sig om det moderne menneskes forhold til husdyr.

”I freds- og krisetid er vi uløseligt forbundne, og kæledyr er blevet fuldgyldige medlemmer af familien,” siger Inger Anneberg og nævner et bevis, som man selv kan prøve af på en gåtur.

”Tag et kig på postkasserne i et villakvarter. Flere af dem vil vise sig at have kæledyret med på navnelisten,” siger hun.

Man kan ligefrem købe klistermærker med navne og symboler på alle husstandens medlemmer, som for eksempel kunne lyde sådan her: ”Mikkel, Karina, Noah, Emma og Sofus Andersen”, hvor Sofus er hunden. Andre gange er det katten, kanariefuglen eller skildpadden, der er med.

Når Inger Anneberg ikke kigger på postkasser, forsker hun i relationen mellem mennesker og landbrugsdyr og interesserer sig for det hierarki, vi inddeler klodens liv i, hvad enten det gælder de vilde, de tamme eller de dyr, vi spiser.

”Mennesket står øverst på listen, og kæledyr står næsten ved siden af. På få årtier er vi gået væk fra typiske hundenavne som King, Fido og Krølle og over til menneskenavne som Sofus, Alfred, Molly og så videre – kæledyr bliver typisk ligestillet med børnene i familien,” siger Inger Anneberg, der er aktuel med bogen ”Husdyr” i serien ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag.

Hun forklarer, at kæledyrenes opstigen i hierarkiet blandt andet kan forklares med, at dyr i stigende grad giver nutidens menneske identitet.

”Man ser det tydeligt i kendisverdenen, og det smitter jo. Selv Boris Johnson havde ved det britiske valg sin hund med i forreste linje. Vi viser frem, at vi er gode ved dyr, at vi er gode mennesker. Samtidig er vi også entydigt magtfulde over for dyr, men det taler vi ikke så meget om.”

Det positive ved at favne kæledyr, er, at vi gerne vil lære noget af dem. Eller rettere sagt, så skal dyrene lære vores børn om respekt og pligt. Den mere uldne side af forholdet er, at vi tager det for givet, at det for eksempel er i hundens interesse at være medlem af familien – uden at have artsfæller omkring sig og uden, at der måske er tid til at gå tur med den.

”Der er en selvforståelse af overmagt og af, at dyrene er til for vores skyld,” siger Inger Anneberg, som funderer over, om mennesker grundlæggende har behov for nogen, der er mindre end dem selv – sådan helt ned på skolegårdsniveau.

”Selvom vi kan være kærlige, gør vi kæledyr mindre, end de er, for eksempel ved at tale nuttet til dem og iklæde dem tøj. Vi gør dem til børn i pels. Måske vi skulle begynde at se dem som ledsagerdyr – væsener, der går ved siden af os, og som har deres egen dagsorden.”

Et andet eksempel på, at dyrenes instinkter negligeres, er, når hunden luftes uden snor. Det kan virkelig få Inger Anneberg til at råbe højt.

Hun bliver også bekymret, når hun ser folk cykle med hunden i snor. For fra barndommens kvarter husker hun en kvinde, som altid cyklede med sin schæfer løbende ved siden af. Indtil den dag, den så noget spændende og trak damen af cyklen. Hun døde.

”Dybest set er det disrespekt at tro, man kan styre dyrs instinkter,” siger hun.

Mens vi elsker nogle dyr til døde, sætter vi andre til livs. Sidstnævnte er ofte lige så kloge og følsomme som hunde og katte, men de har ikke menneskenavne og fylder ikke meget i bevidstheden.

”Når det er helt anderledes med landbrugsdyrene, har det noget med mængde at gøre. Vi kan ikke have de samme relationer til så mange ad gangen, og det er jo blevet landbrugets vilkår, at de skal masseproducere. Det bånd, der var mellem landmand og dyr, er brudt i dag,” siger Inger Anneberg, som har fulgt forholdene i konventionelle landbrug og undervisningen på flere landbrugsskoler.

”Nogle landbrugselever siger det ligeud: De behandler landbrugsdyr anderledes, end deres kat derhjemme. De er bevidste om, at de kan blive irriterede og forløbe sig over for dyrene, hvis de ikke gør, som de skal, men det, at de overhovedet diskuterer det, synes jeg, er positivt.”

Faktisk oplever hun, at flere og flere unge studerende bliver kede af det, de skal gøre ved dyrene – halekupere, kastrere, afhorne kvæg og tage kalven fra koen.

”Det er mange steder et produktionsvilkår i forvandlingen fra dyr til mad, og det gør, at det for nogen er vanskeligt at blive i faget,” siger hun.

I det hele taget er ordet dyrevelfærd et problematisk ord, mener Inger Anneberg. For det lyder godt, men er det ikke altid.

”Hvis dyret er sundt, mener man, det er dyrevelfærd, men når det kommer til de adfærdsmæssige behov som grises stærke instinkt til at rode i noget med trynen, kommer det langt nede. Skillelinjen går ved effektivitet.”

I ”Husdyr” refererer Inger Anneberg til Første Mosebog. Det er som bekendt her, Gud giver Jordens dyr til Adam med ordene, at han skal herske over dem. Og den besked virker stadig.

”Vi er rundet af både kristendommen og Det Gamle Testamentes forståelse, og ud fra den nyttetankegang kan vi vældigt godt lide dyr, men vil beholde herre-slave-balancen. Dyr skal blive på deres plads. De skal kunne bruges til noget, og vi skal nok bestemme hvad,” siger Inger Anneberg, som også nævner domesticeringen af dyr og industrialiseringen af landbruget som faktorer i underordningen af dyr.

Men muligvis er den tankegang i skred, mener hun og nævner rovfugle. Tidligere jagede man dem konsekvent, i dag er de nærmest feterede.

”Vi ved nøjagtigt, hvor mange havørne, der findes i Danmark, og på webcam vil vi gerne se ørneunger kæmpe sig ud af ægget.”

Vel er der stadig mennesker, som forgifter rovfugle, erkender hun.

”Men der er også en stor gruppe, som forsvarer dem som skaberværk, og det, tror jeg, vi vil se mere af – at vi i takt med stigende bevidsthed om arternes diversitet får øjnene op for skaberværket. Især hvis vi anerkender, at vi selv er natur og en del af samme cyklus,” siger Inger Anneberg.

Når mennesket nu er udnævnt – eller selv er kravlet op – til at være øverst på rangstigen, er det meget svært at kravle ned igen, påpeger hun.

”Men ligesom det er blevet umoderne at herske over andre folkeslag og at udføre forsøg på retarderede, tror jeg også, at den hårde hånds- og halsret over dyr kan gå af mode,” siger Inger Anneberg, som mener, at vi alle med fordel kan overveje de ting, vi gør, fordi det er os, der har magten.

”Behovet for at bestemme over dem, der er svagere end os selv, er åbenbart en iboende trang, også når vi tager for givet, at det er i hundens interesse at være medlem af familien uden at have artsfæller omkring sig og måske uden, at der er tid til at gå med den. Man kunne godt begynde på en frisk og blive mere bevidst om magten og overveje sit etiske ståsted i den forbindelse – både med hensyn til de dyr, der ender på bordet, og dem, der sidder med ved det,” siger hun.

Forleden kunne man i denne avis læse, at impulskøb af kæledyr under coronakrisen kan ende med aflivninger, fordi ejeren alligevel ikke magter opgaven, når hverdagen på et tidspunkt vender tilbage, og igen er det et faktum, der rammer ned i Inger Annebergs forskning.

”Vi vedkender os sjældent det ansvar, der ligger i, at dyr jo skal dø. Den sidste tid, transporten, slagtningen, er vi rigtigt gode til at se bort fra. Det samme problem kan kæledyrsejere få, hvis de blindt anskaffer sig dyr uden at tænke igennem, at de også skal tage beslutningen om, at det måske skal aflives eller afleveres tilbage til internatet,” siger Inger Anneberg og konstaterer, at så er vi igen tilbage ved behovet for at blive mere bevidste om vores etiske ståsted.