Prøv avisen
Politisk set

Nordatlantiske tunger på vægtskålen

Høgni Hoydal for det færøske parti, Det Republikanske Parti, kan meget vel blive tungen på vægtskålen og afgøre, hvem der bliver Danmarks nye statsminister. Foto: Casper Christoffersen

Grønland og Færøerne har tidligere leveret de afgørende mandater til en regeringsdannelse

Det er næsten dødt løb om regeringsmagten. Uanset hvem der danner regering, så vil valgresultatet nok føre til, at regeringen kan blive forsøgt afpresset. Stærke støttepartier vil nok få mulighed for det. Men det samme kan de nordatlantiske mandater. For som ved flere tidligere valg kan de nordatlantiske mandater blive afgørende for regeringsdannelsen. Ikke mindst valget i 1971 viste, at det kan blive nødvendigt at gøre nordatlantiske indrømmelser.

Valget i 1971 gav næsten dødt løb mellem regeringssiden og oppositionen. Jens Otto Krag (S), der på det tidspunkt var oppositionsleder, kunne glæde sig over, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fik tilsammen 87 mandater. Han fik så grønlænderen Knud Hertling til at skrive med på åbningstalen i Folketinget. Krag lovede ”en saglig og moderne grønlandspolitisk linje”. Det betød, at Grønland skulle tilgodeses. Den anden grønlænder, Moses Olsen, blev fundet langt ude i den grønlandske natur og kunne flere dage efter valget telegrafere til tv-avisen, at han også støttede Krag. Han trak dog snart tilsagnet tilbage for at kunne presse Krag. Men Krag endte med at få Hertlings og Olsens støtte. Den var dog ikke gratis. Hertling blev passende belønnet med posten som grønlandsminister. Moses Olsen kunne glæde sig over, at valget blev indledningen til skabelsen af den grønlandske hjemmestyreordning i 1979.

Men selv med hjælp fra de to grønlandske folketingsmedlemmer manglede et mandat. Der skulle først være valg på Færøerne flere uger efter valget i Danmark. Valget på Færøerne gav et mandat til støtte for Krag. Nu havde Krag 90 mandater i hus. Krag kunne efter en langtrukken regeringsdannelse sætte sig i spidsen for en socialdemokratisk mindretalsregering.

Efter valget i 1998 blev 179 færøske stemmer afgørende for, at Poul Nyrup Rasmussen (S) forblev i Statsministeriet. Ved det kommende valg tegner det til, at tre nordatlantiske mandater vil støtte ”rød blok”. Men begge de grønlandske mandater kan falde til politikere, der vil forsøge at presse Helle Thorning-Schmidt, inden de tilsiger hende deres støtte.

Normalt bliver de grønlandske folketingsmedlemmer ikke kaldt til Amalienborg for at råde Dronningen om regeringsdannelsen. De tilkendegiver bare offentligt, hvem de støtter. Det kan blive lidt mere besværligt denne gang. På Grønland mener nogle, at de grønlandske mandater hidtil er brugt for lidt. Det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit (IA) har truet med ikke at støtte Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister. De er utilfredse med hidtil ikke at være inddraget i finanslovsforhandlingerne og føler, der er for lidt opmærksomhed om Grønland.

Den kontroversielle Aleqa Hammond kan blive valgt for Siumut. Hun er den måske stærkeste repræsentant for grønlandsk selvhævdelse. Siumut har angrebet IA for hidtil at gøre for lidt i Folketinget for Grønland. Det vil heller ikke overraske, hvis Siumut også vil kræve nærmere forhandlinger før en regeringsdannelse.

På Færøerne har Republikanerne krævet en dansk erklæring om accept af, at færingerne har ret til selv at skrive deres egen forfatning. Det er dog ikke sandsynligt, at Republikanerne vil blive repræsenteret i Folketinget. Hverken grønlændere eller færinger er overvældende interesseret i et dansk folketingsvalg. Til gengæld vil der være stor dansk interesse for de nordatlantiske valg i løbet af den efter alt at dømme voldsomt spændende valgaften.