Må en offentlig skole have et religionsfag, som er obligatorisk for alle elever, og som samtidig lægger op til, at eleverne skal være med til at opleve eller ligefrem udøve religion i praksis? Må man tilrettelægge undervisningen, så den formelt er ikke-forkyndende, men så udenadslære af salmer og fadervor indgår i pensum? Og må et land, der har protestantisk kristendom som statsreligion, skrive i skolens formålsparagraf, at skolen skal give eleverne en "kristen moralsk opdragelse"?
Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er svarene nej, nej og atter nej.
Den 29. juni afgjorde domstolen en sag mellem den norske stat og en gruppe ateistiske forældre om religionsundervisning, som har strakt sig over mere end 10 år, og resultatet er, at den norske undervisningsminister, Øystein Djupedal fra Socialistisk Venstreparti, nu ser sig nødsaget til at ændre det norske kristendomsfag, KRL.
Vi kan ikke have et fag i den norske skole, som er i strid med menneskerettighederne, lød hans kommentar til avisen Aftenbladet, da dommen faldt.
For nylig konkretiserede han imidlertid, at han i første omgang ikke vil åbne for, at børn kan blive fritaget for at deltage i hele faget, kun de dele, som har med kristendommens eller de andre religioners praksis at gøre. Han vil tillige indskærpe over for kommuner og skoler, at de nok må give kristendommen en kvantitativ fortrinsstilling, men ikke en kvalitativ.
Spørgsmålet er imidlertid, om dette er tilstrækkeligt. Ifølge norske menneskerettighedseksperter er den norske lovgivning om kristendomsundervisning så problematisk, at det sikreste vil være en total ændring af KRL-faget.
Det er ikke nok at ændre læseplanen. Der skal ryddes op i formålsbestemmelsens formulering om "kristen moralsk opdragelse", og det er et spørgsmål, om man kan kræve fadervor lært udenad, hvis man vil undgå at blive beskyldt for at krænke menneskerettighederne, siger Njål Høstmælingen fra Center for Menneskerettigheder ved Universitetet i Oslo.
Hans kollega fra samme center, Ingvill T. Plesner, vurderer, at hvis man vil beholde elementer af religionsudøvelse i faget, bør enten retten til at blive fritaget for hele faget genindføres, eller også må faget tilrettelægges, så eleverne i en del af tiden er sammen om at lære fagets teoretiske indhold på en sammenlignende, pluralistisk måde, og i den anden del er opdelt i grupper efter religiøs baggrund, som så hver især kan få en mere grundig indføring i deres egen religion og dens praksis, for eksempel at bede fadervor.
På én måde vil det være ideelt, hvis alle elever kunne lære det samme, men hvis man fortsat vil vægte oplevelse og udøvelse og ikke vil have fritagelse, er gruppedelt undervisning den tryggeste og sikreste løsning, siger Ingvill T. Plesner, der ser en ændring af formålsformuleringen som en forudsætning for, at forældre og elever med minoritetsbaggrund kan have tillid til faget.
Sagen om KRL-faget begynder, da den norske regering i 1990'erne som led i det såkaldte kundskabsløft foretager en række grundlæggende ændringer af hele grundskolen. Herunder religionsundervisningen, som hidtil har været delt i et kristendomsfag og et alternativt livssynsfag, men nu samles i det nye, obligatoriske fag KRL.
Målet er blandt andet at betone faget som et kundskabsfag, der ikke rummer egentlig forkyndelse eller trosoplæring, men på forskellig vis er den norske tradition for, at kirke og skole spiller sammen, alligevel til stede i forskellige formuleringer og i den praksis, som foregår ude i de norske klasselokaler.
En mor ved navn Ingebjørg Folgerø fra Stavanger er aktiv i den ateistiske forening Human-Etisk Forbund. Da det nye, obligatoriske fag indføres i 1997, er hun utilfreds med kristendommens fortsat meget centrale placering og ønsker derfor, at hendes barn skal kunne fritages. Sammen med en række andre forældre i Human-Etisk Forbund anlægger hun sag mod den norske stat, men taber ved alle norske retsinstanser.
Mere held har sagsøgerne imidlertid, da først FN's Menneskeretskomité i 2004 og senest Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager stilling til sagen. Begge steder rejses kritik af den norske stat. Dommen i Strasbourg er dog ikke klokkeklar, men en hårfin ni-otte afgørelse mellem de 17 dommere.
Ifølge Ingebjørg Folgerø og hendes fæller bør konsekvensen af dommen både være, at retten til fuld fritagelse genindføres, og at formålsbestemmelsen om kristen opdragelse afskaffes. På den modsatte side har debattører som Peder Gravem, der er professor i KRL ved Menighedsfakultetet i Oslo, argumenteret for, at formuleringen i formålsparagraffen udelukkende handler om kristendom som en del af norsk kulturarv. Ikke dåbsoplæring, som har været lukket ude af norske skoler i næsten 40 år.
Debatten om kristen kulturarv som en del af den nationale kulturarv, som derfor bør læres af alle, er ikke kun på dagsordenen i Norge, men også i de andre nordiske lande.
I Sverige afskaffede man fritagelsesbestemmelsen for religionsfaget i 1996, men formålsbeskrivelse og læseplan rummer ikke nær så firkantede formuleringer om kristendommen som i Norge, og dertil kommer, at mens Norge fortsat har en statsreligion, blev stat og kirke i Sverige skilt ved overgangen mellem 1999 og 2000.
Men det er fortsat omdiskuteret i Sverige, at formålsbeskrivelsen for hele skolen rummer en reference til "den etik, som har været forvaltet af kristen tradition", siger Bodil Liljefors Persson, lektor i religionskundskab ved Malmö Högskola.
Herhjemme påpeger lektor i religionsvidenskab Peter B. Andersen, at kristendomsfaget inspireret af blandt andre Grundtvig har en mindre oplærende, mere frit fortællende og fortolkende tradition end den norske.
Kvantitativt har kristendommen en overvægtning i skolen og en tungvægtning i gymnasiet. Det er ikke udtryk for en kvalitativ forskel, men svarer til, at eleverne lærer mere dansk end engelsk og lærer mere om Danmarks historie end om Fijis, forklarer han.
Modsat svenske og norske kan danske elever fritages for hele faget, men såvel Dansk Folkeparti som Det Konservative Folkeparti har foreslået bestemmelsen afskaffet med den begrundelse, at kristendom er en del af dansk kulturarv, som alle bør kende til, og at et ikke-forkyndende fag ikke kan skade nogen. Socialdemokraterne og Ny Alliance har foreslået et nyt, bredt religionsfag, som skal være obligatorisk for alle.
Lisbet Christoffersen er forskningslektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og ekspert i kirkeret. Hun udlægger dommen som en afgørelse, der først og fremmest rammer nogle meget problematiske formuleringer om det norske fag. Men hun sætter spørgsmålstegn ved, om ikke også dommen anfægter den danske tradition for, at skolelever for eksempel gennem kirke-skole samarbejde overværer og deltager i religiøs praksis.
Der er forskelle på de nordiske lande, men man kan sige, at den nordiske model for religionsundervisning er ønsket om, at den offentlige skole har et fag, hvor alle elever uanset tro lærer noget om hinandens tro. Det indebærer, at vi i de nordiske lande er nødt til især at se på, hvordan vi inddrager religiøs praksis, siger hun.
Hun forklarer, at der findes tre modeller for religionsundervisning i Europa.
I den nordiske model tilrettelægger den offentlige skole selv undervisningen, som er tilstræbt sekulær, pluralistisk og ikke-forkyndende, men inddrager trospraksis og kan favorisere statsreligionen kvantitativt.
I den øst- og centraleuropæiske model inviteres de religiøse samfund indenfor på skolen til at forestå undervisningen som er trosoplæring af hver deres del af eleverne. For eksempel referer den østrigske skolelov til, at fem trossamfund udøver religionsundervisning i skolen: det katolske, det ortodokse, det protestantiske, det jødiske og det muslimske.
Den sidste model er den helt sekulære, hvor skolen nøjes med at give eleverne en teknisk indføring i religionernes historie og indhold, men helt udelader trosoplæring og religiøs praksis af den offentlige skole og lader forældre og kirkesamfund varetage dette uden for skolen. Denne form praktiseres blandt andet i Frankrig som ikke alene er hjemsted for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men også for dens retspræsident, Jean-Piere Costa.
Spørgsmålet er dog, om dommen fra den 29. juni virkelig kan ændre måden, man i Norden underviser i religion på. Lisbet Christoffersen påpeger, at en dom med en snæver ni-otte afgørelse ikke har samme slagkraft som en 17-0-dom. Og ingen lande er forpligtet til at følge domstolens afgørelse.
Ingvill T. Plesner fra Center for Menneskerettigheder i Norge vurderer, at selvom de nordiske religionsfag har visse lighedspunkter, er der også markante forskelle. Danmark og Sverige har ikke så firkantet en formulering som "kristen opdragelse", og så længe det er muligt at blive fritaget fra faget, tror hun ikke, at hverken Danmark eller Sverige, trods en tydelig kvantitativ favorisering af kristendommen, risikerer den samme retlige øretæve i Strasbourg, som Norge har fået.
Mest relevant for Danmark er sagen nok, fordi den sender et klart signal om, at det vil være problematisk at afskaffe fritagelsesbestemmelsen, siger hun.