Nordisk samarbejde vil ændre dansk alkoholkultur

Det danske samfund er nødt til at indføre flere regler for at begrænse alkoholforbruget blandt især de unge, lyder opfordringen fra Nordisk Råd

"Alkohol er et kæmpe folkesundhedsproblem, og man kan undre sig over, at samfundet accepterer så mange dødsfald på grund af alkohol," siger seniorrådgiver Beate Christine Wang, der har udarbejdet rapporten for velfærdsudvalget i Nordisk Råd.
"Alkohol er et kæmpe folkesundhedsproblem, og man kan undre sig over, at samfundet accepterer så mange dødsfald på grund af alkohol," siger seniorrådgiver Beate Christine Wang, der har udarbejdet rapporten for velfærdsudvalget i Nordisk Råd. Foto: .

Det er på høje tid, at Danmark gør mere for at bekæmpe alkoholmisbrug. Målet må være, at danskerne i 2025 drikker 10 procent mindre alkohol end i dag. Alle erhvervskøretøjer bør udstyres med en alkohollås, og promillegrænsen for at køre med alkohol i blodet bør sættes ned fra de nuværende 0,5 til 0,2 promille. Desuden bør alkoholafgifterne sættes markant i vejret, og der bør indføres totalforbud mod alkoholreklamer rettet mod de unge.

Sådan lyder anbefalingerne i et nyt forslag fra Nordisk Råd, der er blevet fremlagt for ministrene i Nordisk Ministerråd og i øjeblikket debatteres politisk i flere nordiske lande.

LÆS OGSÅ: I Danmark lever den gode fortælling om alkohol

Rådet lægger op til, at Danmark og de øvrige nordiske lande opruster indsatsen mod overdrevent drikkeri. I Danmark viser Sundhedsstyrelsens tal, at mindst 3000 dødsfald om året kan relateres til alkohol, og i efteråret viste en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut, at det danske samfund bruger mindst 3,1 milliarder kroner årligt på personer, der er i alkoholbehandling eller har haft kontakt til sundhedsvæsenet på grund af alkohol.

Alkohol er et kæmpe folkesundhedsproblem, og man kan undre sig over, at samfundet accepterer så mange dødsfald på grund af alkohol. De mange dødsfald er jo bare toppen af isbjerget af medicinske skader, som påføres de, som drikker, samt deres børn og familie, siger seniorrådgiver Beate Christine Wang, der har udarbejdet rapporten for velfærdsudvalget i Nordisk Råd.

Rapporten peger på, at den lette tilgængelighed, den relativt lave pris og gode muligheder for markedsføring er vigtige årsager til, at 860.000 danskere drikker mere end de genstandsgrænser, Sundhedsstyrelsen anbefaler. I Norge, der fører en meget restriktiv alkoholpolitik, er alkoholforbruget fortsat det laveste i Vesteuropa. Kun i de muslimske lande drikkes der mindre.

LÆS OGSÅ: Danmark er Europas drukmås nummer ét

Folketingsmedlem for Enhedslisten Finn Sørensen, der som medlem af velfærdsudvalget i Nordisk Råd har været med til at udgive rapporten, håber, at den vil puste liv i en debat om midler til at mindske det høje danske alkoholforbrug.

Vi kan ikke have et systembolag i Danmark, men der er brug for nogle indgreb, som gør det vanskeligere at drikke for især de unge, mener Finn Sørensen.

Socialdemokraternes folketingsmedlem Karen Klint, der også er medlem af velfærdsudvalget i Nordisk Råd, betegner forslaget fra Nordisk Råd som provokerende, men nødvendigt.

Der er en kulturforskel mellem Danmark og de øvrige nordiske lande, hvad angår alkohol. Jeg tror ikke, at restriktioner, som man har dem i Sverige og Norge, er vejen frem herhjemme. Men omvendt bliver vi nødt til at begrænse især de unges alkoholforbrug, siger Karen Klint.

LÆS OGSÅ: Regeringen kan stoppe danskernes drikkeri, hvis den vil

I Kræftens Bekæmpelse er overlæge Hans Storm ikke i tvivl om, at der er brug for en holdningsændring.

Hidtil har vi ikke betegnet det som problematisk, at hver dansker over 15 år har et forbrug på 13,5 liter ren alkohol om året. Den holdning skal ændres. Nye undersøgelser viser, at vi kan henregne 15 procent af alle tilfælde af brystkræft til et for stort alkoholforbrug. Især alkoholkulturen blandt de unge bør blive langt mere fornuftig, lyder det fra Hans Storm.

Folketingsmedlem Karen Ellemann fra Venstre, der har været med til at drøfte udspillet i Nordisk Råd, er til gengæld ikke begejstret for initiativet.

Udspillet fra Nordisk Råd er for ekstremt, og jeg tror ikke, det vil kunne ændre på det skadelige forbrug af alkohol. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke gerne vil have gjort noget ved det høje alkoholforbrug. Men mere lovgivning er ikke vejen frem. Heller ikke i forhold til reklamer, for vi har allerede mange restriktioner, mener Karen Ellemann.