Nordmænd kan ikke forstå deres guldalderlitteratur

Det norske sprog har rykket sig så langt væk fra dansk de seneste 150 år, at man i skolerne ikke længere læser Ibsen, Bjørnson og Skram i originalversion

Nordmænd kan ikke forstå deres guldalderlitteratur

En af de vigtigste perioder i den norske litteraturhistorie er årtierne efter adskillelsen fra Danmark i 1814, hvor en ny nation skulle bygges op. Fra midten af århundredet og frem blev nogle af de vigtigste værker i den norske litteraturhistorie skrevet af forfattere som Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram. Forfattere, der med samfundskritiske indspark som i Ibsens Peer Gynt var med til at definere den nye nation.

Men ifølge Hans Hauge, lektor i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, har det talte norske sprog i dag, 150 år efter, flyttet sig så meget, at elever på mange norske skoler og gymnasier ikke længere kan forstå originaludgaverne.

På den tid, hvor værkerne blev skrevet, var det danske og norske sprog næsten identisk. Men siden da har sprogene fjernet sig meget fra hinanden. Ivar Aasen skabte det nynorske sprog som løsrivelse fra det danske, og også det norske bokmål har rykket sig. Så meget, at mange nordmænd i dag simpelthen ikke kan læse Ibsen i den originale udgave, siger han.

Mange af de klassiske værker omskrives derfor til et mere moderne norsk. Men Anker Gemzøe, professor og forsker i litteraturvidenskab ved Aalborg Universitet, mener, at en del af forståelsen af samtiden går tabt, når man ikke kender sin fortid.

LÆS OGSÅ:
Bedste venner og værste fjender

Hvis man laver om på et værk, mister man den fine balance mellem indhold og form. Tag Bjørnsons bondeskildringer. De er skrevet med en dansk overflade i sproget, men med norsk sjæl. Jeg mener ikke, at folk skal udelukkes fra at læse verdenslitteratur på deres eget sprog. Man mister noget af historien og den sproglige horisont, siger han.

Anker Gemzøe køber ikke, at årsagen til de moderne oversættelser af de norske mesterværker alene skyldes, at de unge ikke kan forstå originaludgaverne:

Unge nordmænd er de bedste i Norden til at forstå de andre sprog. Meget bedre end danskerne. Jeg mener, det handler om banal patriotisme, at man vil fornorske litteraturhistorien. Norge har en fantastisk sproglig udvikling, der går tabt, hvis man laver om på originalerne, siger Anker Gemzøe, der også er utilfreds med, at man herhjemme lader H.C. Andersen og Søren Kierkegaard skrives om til moderne sprog i skolerne.

Ifølge den norske professor Per Thomas Andersen, der forsker i nordisk sprog og litteratur ved universitetet i Oslo, er der en politisk årsag til de moderniserede udgaver:

Der er en lang tradition for at forenkle sproget i bøgerne til skoleundervisning, fordi det med tiden er blevet vanskeligere at forstå. I Norge er sprogpolitikken, at man løbende reviderer skriftsproget, så det ligner det mundtlige. Det gamle sprog fortoner sig og bliver vanskeligere at forstå for skolebørn, siger han.

I tiden efter 1814 var den norske litteraturscene præget af ophedede diskussioner mellem fornorskningsfløjen og den nynorske bevægelse. De forfattere, der ville bevare den danske tilknytning, men med norsk revidering i sproget, og dem, der ville tage afstand til rigsfællesskabet og skrive på nynorsk.

Per Thomas Andersen peger på, at det for mange forfattere var en vigtig pointe at blive ved med at skrive til danske læsere:

Bjørnstjerne Bjørnsons generation udkom primært på danske forlag, så de var inter-esserede i at bevare det litterære fællesskab. For dem var det unaturligt at skulle skrive udelukkende til et norsk publikum. De, der skrev på nynorsk, skulle oversættes for at blive læst andre steder, siger Per Thomas Andersen.