Norge har fået ny statsminister, første Michelin-stjerne til Sønderborg, og mænd skal have mere barsel

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Arbejdsmarkedets parter er enige om en ny barselsmoden, Socialdemokraterne vinder valg i Norge, og så får Danmark rekordmange Michelinstjerner.
Arbejdsmarkedets parter er enige om en ny barselsmoden, Socialdemokraterne vinder valg i Norge, og så får Danmark rekordmange Michelinstjerner. Foto: Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Uden mad og drikke duer helten ikke. Derfor kaster Morgensamling sig i dag over et solidt måltid dansk mad. Endda verdensberømt mad.

Men først skal vi en tur til Norge, hvor gårsdagens valg til Stortinget viser et klart resultat: en rød blok med et stort flertal. Vinderen er Arbejderpartiet med Jonas Gahr Støre i spidsen, og han kan nu danne en ny regering efter otte år med den konservative statsminister Erna Solberg fra partiet Højre. Støre står til at kunne få sin drømmeregering, da de foreløbige resultater viser, at Arbejderpartiet, midterpartiet Centerpartiet og Socialistisk Venstreparti tilsammen står til at få flere end de 85 nødvendige mandater af de i alt 169 i Stortinget. Erna Solberg erkendte sent i nat valgnederlaget, mens en tydeligt rørt vinder gik på scenen i Folkets Hus i Oslo og holdt sin sejrstale:

”Kære alle sammen. Vi har ventet, vi har håbet, og vi har arbejdet hårdt. Og nu kan vi endelig sige: Vi klarede det,” sagde Jonas Gahr Støre ifølge avisen VG.

Det norske medie har lavet et godt overblik over valget, hvor man blandt andet kan se, hvordan det er gået de mindre partier som Kristeligt Folkeparti.

Men hvem er den nye norske statsminister og 61-årige millionær? Det kan du blive klogere på i Kristeligt Dagblads portræt her.

Første Michelinstjerne til Sønderborg

Man kan også tale om nogle klare vindere i dagens næste historie - dog af den kulinariske slags. For stjernerne regner nemlig ned over danske restauranter, der igen viser, at noget af den bedste mad kan findes her i landet. I aftes blev de eftertragtede Michelinstjerner fordelt i Norden, og 38 af dem fordeler sig på hele 27 danske restauranter. Et af de nye steder, der kan bryste sig af en stjerne, er restauranten Syttende i Sønderborg. I spidsen for restauranten står kokken Jesper Koch, der også er kendt som dommer i tv-programmet Masterchef.

”Jeg vil tage med mig i graven, at jeg fik en Michelinstjerne til Sønderjylland. Der er så mange dygtige kokke i området, og nu løfter vi i flok,” siger Jesper Koch ifølge Ritzau.

Det danske mad-flagskib, restauranten Noma, havde allerede to stjerner, men kan nu klistre en mere på døren. Danmark har således to trestjernede Michelin-restauranter. Den anden er Geranium i København, som har fået lov til at beholde sine tre stjerner. Se fordelingen af Michelinstjerner her.

Enighed om ny barselsmodel

Er det de danske fædre, mødre eller børn, der er vindere i morgenens næste historie? Det vil vi lade læseren om at vurdere, men nu sker der tilsyneladende noget i den kontinuerlige diskussion om en mere ligelig fordeling af barselsorloven. Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforbund er blevet enige om en ny model for barsel, der stiller moderen og faderen mere lige. Det sker efter længere tids forhandlinger op til, at et nyt EU-direktiv skal implementeres. Med aftalen vil moderen som nu have ret til fire ugers barsel op til termin og begge forældre fortsat have to uger efter fødsel. Med den nye aftale vil både moderen og faderen have ret til yderligere ni ugers øremærket barsel hver - de resterende uger kan deles frit mellem parterne. Det vil betyde, at hvis ikke manden bruger sine 11 ugers orlov, så vil de bortfalde. Inden aftalen kan træde i kraft, skal den vedtages som lov i Folketinget.

FN: Afghanistan står over for kollaps uden økonomisk støtte

I Afghanistan går det den anden vej med ligestilling. Taleban har godt nok garanteret kvinders ret til at studere og indtage visse stillinger i samfundet, men kønnene skal være opdelt. Landet står desuden over for nogle betragtelige udfordringer, der kræver en ihærdig indsats fra alle mænd og kvinder. Mere præcist 600 millioner dollars, svarende til næsten 4 milliarder kroner. Det er, hvad FN ifølge Reuters mener, Afghanistan skal bruge i år for at undgå et sammenbrud i de offentlige finanser, der vil føre til store lidelser i befolkningen. Denne udsigt er blevet nævnt på en international donorkonference for Afghanistan i Genève, hvor der ifølge FN's generalsekretær, António Guterres, er indsamlet over 6,3 milliarder kroner. Det er midler, som kan hjælpe landet, hvor madmanglen kun er forværret, siden Taleban overtog magten.

Syge danskere giver stor travlhed i lægehuse

”Hej, jeg har det ikke så godt.” Sådan lyder det ofte for tiden og i forskellige varianter, når praktiserende læger tager telefonen. Der er nemlig usædvanligt mange opkald hos praktiserende læger og i lægevagten, oplyser Praktiserende Lægers Organisation (PLO) til Ritzau. Og hvor det de seneste halvandet år hovedsageligt har været henvendelser om coronavirus, så er det ikke den sygdom, der giver travlhed hos lægerne for tiden. Det er derimod andre velkendte virus- og infektionssygdomme, der har været holdt nede, ind til samfundet åbnede op igen. Et særligt problem hos børn er luftvejsinfektionen RS-virus. Sundhedsmyndighederne har anbefalet, at børn mellem 2 og 6 år bliver vaccineret mod influenza for at forhindre spredning af blandt andet luftvejsinfektioner. Det er alle forældre dog ikke helt med på. Hvorfor de bør lytte til anbefalingen, svarer formanden for Lægevidenskabelig Selskab på her i dette interview med Kristeligt Dagblad.

Ny model skal hjælpe ældre i sundhedsvæsnet

Fra de små borgere til de ældre, der kommer i hænderne på sundhedsvæsenet. For alt for ofte falder de ældre og multisyge igennem her, kunne man læse i Kristeligt Dagblad i fredags. Men på Bispebjerg Hospital prøver man at finde nye veje til at hjælpe dem. Avisen har været på besøg på hospitalet for at se, hvordan man her på flere måder har forsøgt at ændre arbejdsgange og lave nye tiltag til at betjene et stigende antal ældre i sundhedsvæsenet. Ældremodtagelsen er ét af disse tiltag, der behandler indlæggelsestruede patienter over 65 år og er en del af hospitalets subakutte deldøgnsafsnit. Man kan kun krydse fingre for, at man på Bispebjerg Hospital har fundet en model, der virker, skriver nyhedsredaktør Morten Rasmussen i dagens leder:

”For guderne skal vide, at meget har været forsøgt. Sandsynligvis så meget og så spredt, at man undervejs har mistet blikket for det centrale spørgsmål: Hvem tager ansvar, hvis noget går galt?”

Rapport: Klima vil drive over 200 millioner migranter på flugt

Meget har også været forsøgt i kampen for at forhindre klimaforandringerne. Selvom nogle vil mene, at der er gjort alt for lidt. For forandringerne er der og vil få enorm indflydelse på, hvordan vi bor på planeten, fastslår ny rapport fra Verdensbanken ifølge Ritzau. Klimaforandringerne fører til stigende vandstand i verdenshavene, mangel på ferskvand og tilbagegang i produktionen af afgrøder, og det vil alt sammen kunne tvinge 216 millioner mennesker til at migrere inden for deres egne landegrænser inden 2050. Eksempelvis vil en stigning i havniveauet true risproduktion, akvakultur og fiskeri, hvilket kan betyde, at folk i stor stil vil forlade Vietnams lavtliggende Mekong Delta. Forandringerne vil ramme verdens fattigste områder hårdest, især afrikanske lande syd for Sahara.

Italiener er verdens bedste til at huske

Med den ikke særlig opmuntrende historie om verdens tilstand, nærmer Morgensamling sig sin afslutning. Og spørgsmålet er, om du egentlig kan huske, hvad der stod i dette nyhedsoverblik?

Det ville den 21-årige italiener Andrea Muzii kunne, hvis han altså læste Morgensamling og forstod dansk. For han er verdens bedste til at huske. I weekenden vandt han nemlig et årligt hukommelsesmesterskab, skriver dpa. Deltagerne dystede i ti konkurrencer, hvor de blandt andet skal huske billeder, ordsekvenser og en serie af numre. Den unge italiener vandt mesterskabet med 8594 points, hvilket er ny verdensrekord. For eksempel kunne han huske et tal med 630 cifre på under 5 minutter. Konkurrencen blev i år holdt i Tyskland med deltagere fra fem lande.

Tak for læsning. Man behøver ikke være verdens bedste til at huske for at blive opdateret med et håndplukket nyhedsoverblik, for Morgensamling kommer automatisk igen i morgen. God dag!

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.